Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Forårets vilde techliv

Techliv ser tilbage på de store historier fra den første sæson - og dét handler naturligvis om Corona og tracking-apps, men også om nye mikrochips og om Facebooks fortsatte nedsmeltning.

Forårets vilde techliv

1. EFF fejrer 30-års jubilæum

Den amerikanske organisation EFF - Electronic Frontier Foundation - har nu i tre årtier hjulpet borgerne med at slås for deres rettigheder i den digitale verden. Tillykke!

I dag, fredag den 10. juli, holder EFF et live-arrangement for at fejre deres 30-års jubilæum - med musik, taler, quiz og meget mere.

Det er en perfekt anledning til at overveje, om du måske også skulle støtte EFF?

De har ganske vist base i USA, men deres arbejde med digitale borgerrettigheder, it-sikkerhed og kampen mod overvågning er relevant for mennesker over hele kloden.


2. Prøv alle de nye Apple-styresystemer - nu i beta

Lever man i Apples økosystem er sommeren altid en tid med store spørgsmål:

Tør man installere beta-versionerne af de nye udgaver af iOS, iPadOS, macOS og så videre og prøve alle de nye funktioner - eller skal man spille sikkert og vente til den officielle udgivelse i september?

Hvis man har mod på at risikere nedsmeltning, apps der fryser, heftigt strømforbrug og andre udfordringer, så kan man nu hente og installere de offentlige betaer på sine iDimser.

Det sker på eget ansvar!


3. Ny funktion i Microsoft Teams vil skabe større fællesskab

Der bliver kæmpet på livet løs blandt de store videomødetjenester her i Coronatiden, og senest har Microsoft Teams annonceret den nye “Together Mode”, som de håber vil bringe dem i front.

Det går basalt set ud på, at deltagerne i et videomøde i stedet for at have hver deres virtuelle baggrund (strande, jungler, rumskibe og så videre) bliver “klippet ud” af videoen og anbragt i det samme virtuelle univers.

I følge Microsoft vil det skabe fornemmelsen af at “...være langt mere forbundet med sit team”.


Corona-apps, Facebook-ballade og en ny slags chips i maven

Det første nyhedsbrev fra Techliv udkom den 6. februar 2020 - altså for lidt over 5 måneder siden. Og det har godt nok været en vild tid - for samfundet generelt, og selvfølgelig også for en techverden der ligesom alle andre har kæmpet for at tilpasse sig, udvikle sig og navigere i en kaotisk situation.

Det havde vi naturligvis ingen anelse om, da vi lancerede Techliv - men i mange uger kom historier om Coronavirussen jo til at dominere også i vores overskrifter.

Der har dog heldigvis også været andre spændende, vigtige og fascinerende historier, men det er næppe til at komme udenom Coronakrisen - så lad os begynde der:

Hele techland blev ramt af virus

Historierne i Techliv handlede (og handler stadig) om hvordan pandemien påvirkede teknologivirksomhederne og vores måde at arbejde på, og hvordan vi kunne bruge teknologi til at tackle udfordringerne - ikke mindst med de meget omtalte tracking-apps.

For mig personligt blev det tydeligt, at noget voldsomt var på vej, da der begyndte at dukke historier op om lukkede fabrikker i Kina og konsekvenserne for de globale forsyningskæder også til techfirmaerne.

Da Mobile World Congress, MWC, så blev aflyst i februar og over 100.000 deltagere blev bedt om at blive væk, tror jeg alvoren rigtig gik op for mig.

GSM Association, organisationen bag Mobile World Congress, forsøgte at dæmme op for deltagerflugten med en række forholdsregler, der skulle begrænse risikoen for virus-spredning, men måtte onsdag give op - og har nu helt aflyst kongressen. (Techliv, 13. februar)

Siden fulgte stort set alle andre større arrangementer, konferencer og events trop - med en foreløbig kulmination i slutningen af juni, hvor Apples store årlige World Wide Developers Conference blev afholdt virtuelt.

Efter nedlukningen af Danmark i marts blev vi tvunget til også at arbejde virtuelt, og til at tage en lang række nye værktøjer i brug - eller i hvert fald bruge dem meget mere end vi var vant til.

Videomødetjenesten Zoom kom på alles læber, men måtte slås med en lang række sikkerheds- og privacy-udfordringer midt i en heftig vækst i antallet af brugere.

En af de organisationer, der er kritisk overfor brugen af Zoom, er Electronic Frontier Foundation (EFF).
Blandt andet er EFF bekymrede over, at administratorer har adgang til dashboards, der i detaljer viser hvor mange minutter hver enkelt bruger er aktiv, og at administratoren desuden kan tilgå indholdet af optagede samtaler inklusive udskrifter af chatsamtaler.
Desuden kan administratorer, ifølge EFF, se informationer om lokationsdata, hvilket device, kamera og højttalere du bruger — og sågar det navn du har givet dine høretelefoner (fx Henriks AirPods Pro). (Techliv 23. marts)

Zoom arbejdede dog heftigt på at tackle problemerne, og er kommet et stykke af vejen, men har også fået hård konkurrence fra både etablerede spillere som Google og Microsoft og startups som Whereby og Miro.

Uanset hvilken tjeneste man har brugt, så har de fleste af os dog måttet vænne os til at holde møder med en hel masse små firkantede kolleger.

Endelig har det jo været en fast tilbagevendende saga at følge udviklingen af sporings-apps til bekæmpelsen af smittespredning.

De mange apps har stadig til gode at vise om de har en effekt og kan hjælpe de nationale sundhedsmyndigheder, men i løbet af foråret blev der brugt mange kræfter på i hvert fald at forsøge at udvikle løsninger.

I første omgang skete det til højre og venstre, og mange myndigheder var bare interesserede i at tracke så mange data som overhovedet muligt - lokation, kontakter, adfærd, aktivitet, og så videre.

Senere blev mange af de første planer dog skrottet, og flertallet valgte efterhånden at bruge en indbygget løsning i Android og iOS, den meget omtalte Apple/Google-API, som i følge så godt som alle eksperter beskyttede brugernes privatliv på den bedste måde, alt andet lige.

Og endelig i juni fik vi så også her i Danmark vores egen Smittestop-app.

Som du garanteret ved, så endte vi jo i Danmark med at skrotte den oprindelige app, og i stedet implementere Apple/Googles mere privatlivsorienterede løsning.
Derfor har jeg [Nicolai] selv valgt at downloade appen og bruge den. Jeg synes, det er på sin plads at kvittere for, at man hos myndighederne har lyttet til kritikken. (Techliv 18. juni)

I skrivende stund er Danmark i en tilstand af relativ åbenhed, men ser man rundt om i verden, er det klart at pandemien bestemt ikke er overstået.

Vi kan altså godt regne med at skulle både smittespore og videomøde også langt ud i fremtiden.

Facebooks fortsatte f**kups

Som faste læsere vil vide, har jeg det temmeligt svært med Facebook, og slettede min profil for efterhånden en del år siden.

I virkeligheden tror jeg, at en stor del af min frustration skyldes skuffelse - for Facebook føltes engang i den spæde begyndelse som noget nyt. Et ægte, globalt fællesskab.

Ak ja, det var dengang.

I dag føles Facebook (i hvert fald udefra) mere som en global nedsmeltning af ligegyldigheder, fake news, mobning og had - selvom der jo stadig er milliarder af daglige brugere.

Facebook har som bekendt haft ørerne i maskinen mange gange, senest i den hede debat om politiske annoncer (særligt i USA). Facebook vil ikke forbyde annoncerne, selv hvis de er fulde af løgn om politiske modstandere.

Imidlertid er der ved at komme med kød på planerne om et såkaldt Oversight Board, et uafhængigt panel der skal fungere som en slags øverste klageinstans for Facebook, og hvor også Helle Thorning-Schmidt jo har fået plads.

Oversight Board skal i fremtiden gøre det muligt for brugere at få panelet til at træffe den endelige afgørelse, hvis brugerne uden held har forsøgt at få Facebook til fx at fjerne en politisk annonce eller andet problematisk indhold på platformen.

Der er dog næppe tvivl om, at tilsynsrådet alene ikke løser Facebooks udfordringer - Zuckerberg skal med jævne mellemrum stå skoleret for både politikere og organisationer, og internt i firmaet ulmer utilfredsheden også, med ansatte der brokker sig, arrangerer walkouts eller bare siger op.

Facebooks ledelse har længe forsøgt at forsvare sig med løse floskler om ytringsfrihed, men har dog også iværksat enkelte bud på (små) løsninger.

Nu har Zuckerberg annonceret, at Facebook-brugerne fremover skal kunne vælge politiske annoncer fuldstændig fra.
Det vil sikkert glæde mange, ikke mindst efterhånden som den amerikanske præsidentvalgkamp kommer op i gear efter sommer (hvis ikke Corona og BLM-protester får det hele til at sprænge i luften inden). (Techliv 17. juni)

Senest er der blevet offentliggjort en rapport, som giver Facebook karakter for deres indsats når det gælder moderationen af opslag og kommentarer.

Karakteren er ikke i top, kan jeg afsløre, på trods af tiltag som muligheden for at fravælge politiske annoncer. Rapporten konkluderer, at Facebooks indsats for at begrænse misinformation, løgn og hadsk tale har været for sløset og rodet, og forfatterne tvivler på om Zuckerberg overhovedet er interesseret i at løse problemerne.

Det er utvivlsomt også en sag vi kommer til at følge resten af året.

Nye chips i maven på Mac

Den tredje store historie fra sæson 1 er - i hvert fald for mig - noget mere positiv. Og så er den nørdet fascinerende, hvilket også altid giver plus-points!

På den store, årlige World Wide Developers Conference, WWDC, annoncerede Apple nemlig at de vil have nye chips i maven på deres Mac-computere.

Siden 2005 har Macs kørt på chips fra Intel, men nu vil Apple lave sin egen processorhardware, ligesom de har gjort på iPhone og iPad i mange år. Samlet skal de nye chips hedde Apple Silicon.

De hjemmeudviklede systemer er baseret på den såkaldte ARM arkitektur og skal give computerne bedre ydelse og lavere energiforbrug. Samtidig giver det også Apple endnu større kontrol med hele økosystemet af hardware, software og tjenester - og så smider man jo også en mellemhandler ud af kæden. (Techliv 23. juni)

I kølvandet på WWDC har annonceringen af skiftet givet anledning til en masse spekulationer om konsekvenserne for både macOS, app-udviklingen og hvilke typer af Mac-computere, vi kommer til at se på hylderne fremover.

Hvad angår computerne, så er der nemlig ikke annonceret noget endnu, og der er derfor frit spil for rygtemageri og vilde fantasier om alt fra touchscreen-Macs til ultrabærbare maskiner som kan køre et døgn på batteriet.

Jeg er absolut ikke klog nok på dyb teknologi til for alvor at forstå de finere detaljer i hverken chipdesign, macOS eller programmering, men elsker nyheden for dens fantastiske blanding af forbrugerdimser, techbusiness og ekstremt nørdede diskussioner om systemarkitektur og så videre.

Har man lyst til en langlæser om Apples overgang til ARM-chips i et nørdet, men tilgængeligt, perspektiv, så kan denne artikel fra Seeking Alpha være et godt sted at begynde.

Og således slut for min lille tur ned af Techliv-mindernes allé.

Der var massevis af andre spændende historier, om ansigtsgenkendelse, foldbare mobiltelefoner, Augmented Reality og meget mere - men mon ikke det også er noget vi kommer til at vende tilbage til efter ferien!


På dette sted plejer vi jo at linke til videoer, longreads og andet godt fra det store interweb.

Denne gang har jeg dog besluttet i stedet at linke til en god håndfuld af de tech-podcasts jeg lytter til - det kunne jo være man havde brug for et jævnligt fix i løbet af sommeren, men helst ville slippe for at sidde og glo på en skærm.

Techtopia - ugentligt tech-magasin fra min tidligere Harddisken-medvært Henrik Føhns. Vigtige emner, dygtige gæster, gode samtaler.

Accidental Tech Podcast (ATP) - nørdet, men superhyggelig podcast om især Apple-ting, som nogle gange er langt hinsides min tekniske forståelse, men alligevel altid er værd at lytte til.

Connected - ligesom ATP har Connected tre værter, der snakker om Apple-stof, men det er langt mere tilgængeligt, og væsentlig mere fjollet - på den gode måde.

Daily Tech News Show - som navnet antyder er DTNS det daglige nyhedsfix med de vigtigste små og store historier fra techland. Fås også i en længere version (under navnet Good Day Internet) med lyt bag kulissen, hvis man støtter via Patreon.

Flashback - en sæsonbaseret serie, der fortæller historierne om nogle af de største fiaskoer fra teknologiens verden.

Kortsluttet - herligt nørdet DR-program, som basalt set handler om at værterne Mikkel og Esben får lov til at fortælle om deres hverdagslige nørderi.

*) Jeg spurgte på Twitter om vi kunne finde på et godt ord for en podcast-lytter, altså ligesom en læsehest, bare med lytning. Lyttebi, lyttefant og podhoved var blandt forslagene 🎧😃

You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.