Den danske regering har netop publiceret en hvidbog med titlen “Mod et bedre samfund med techgiganter”.

De firmaer, der specifikt bliver nævnt, er de fem store: Amazon, Apple, Google, Facebook og Microsoft. Men også firmaer som Snapchat og kinesiske Alibaba er inkluderet.

Hvidbogen, som har Erhvervsministeriet og Kulturministeriet som afsendere, indeholder en liste på 9 punkter over, hvordan man ønsker/håber at kunne få de store techfirmaer til at rette ind de kommende år.

Listen ser således ud:

Vi vil have et samfund, hvor:

techgiganternes forretningsmodeller er underlagt demokratiske rammer
børn og unge kan have en tryg barndom i god balance mellem den digitale verden og den fysiske verden
techgiganterne understøtter den demokratiske samtale – frem for at undergrave den gennem digitale ekkokamre og polarisering
techgiganterne tager et større ansvar for indholdet på deres platforme
frie, velfungerende medier bidrager til at understøtte den demokratiske samtale, og hvor alle får en fair betaling for deres kreative arbejde
arbejdstagerrettighederne beskyttes – også på digitale platforme
techgiganterne skal bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet på linje med alle andre virksomheder
konkurrencen er retfærdig og transparent, og hvor forbrugerne kan handle trygt online
demokratiet sætter rammerne for techgiganterne — ikke omvendt

Det er mere end svært ikke at være enig i alle ni punkter, hvilket tydeligt indikerer, at der har dannet sig en bred forståelse af techgiganternes indflydelse på vores samfund og hverdag — på godt og ondt.

Skulle man være en smule kritisk kunne rapporten nemt have været udgivet for både 2 og 3 år siden, da de fleste af de ovennævnte problemstillinger har været tydelige i et stykke tid.

Omvendt skal man ikke fornægte, at der alene det seneste år har været en lang række sager, som understreger, at tiden for alvor er blevet moden til langt mere hårdhændet regulering.

Høringerne i det amerikanske senat har i særdeleshed udstillet Facebook, Google og Amazons tvivlsomme forretningsmodeller og vist, hvordan de smadrer konkurrencen og brugernes privatliv.

I EU har man fremlagt første udkast til fremtidens digitale regelsæt, og Margrethe Vestager holder dampen oppe i nye sager mod de store techfirmaer, hvor blandt andre Apple er på anklagebænken for konkurrenceforvridning.

Samtidig har stormen mod Kongressen, og Trumps efterfølgende udelukkelse fra blandt andet Twitter og Facebook, sat en fed streg under, at algoritmestyrede sociale medier har evnen til at slå sammenhængskraften i samfundet ud af kurs.

Det samme gør sig gældende med algoritmernes spredning af misinformation om Covid-19. Når man (som min bedre halvdel gjorde forleden) hører unge danskere i 20-års-alderen advare hinanden mod at blive vaccineret, fordi vaccinen indeholder en mikrochip, så bliver det virkelig tydeligt, hvor vanvittige tanker de sociale medier evner at forstærke.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så hersker der i hvert fald ikke længere nogen tvivl om, at øget regulering er på sin plads.

Bedre sent end aldrig.

Hvordan regulerer man algoritmer, der er ude af kontrol?

Men vigtigere endnu så er det helt centralt, at man fokuserer på at lovgive på en måde, som man rent faktisk kan måle effekten af.

Et af de ni punkter hedder “Techgiganterne skal tage et større ansvar for indholdet på deres platforme”.

Det er en ædel tanke; men de tager bare sjældent mere ansvar, med mindre de bliver tvunget til det og med helt tydelige spilleregler.

Faktisk konkluderer afsnittet i hvidbogen følgende:

“[Der] opstår et dilemma, hvor vi på den ene side ønsker, at platformene tager et større ansvar i forhold til nedtagning af ulovligt indhold, men på den anden side ikke ønsker en indholdsmoderation, hvor platformene tager så meget indhold ned, at ytringsfriheden indskrænkes.”

Vi er inde ved kernen af udfordringen med sociale medier. Det er ikke en problematik vi skal give op overfor, men den er ekstrem vanskelig at lovgive omkring, hvis det efterfølgende skal kunne håndhæves.

Et andet punkt fokuserer på at “techgiganterne skal understøtte den demokratiske samtale – frem for at undergrave den gennem digitale ekkokamre og polarisering”.

Antallet af gange Facebook og andre platforme har lovet bod og bedring på dette kan næppe tælles på 10 hænder.

Vi kender fx Facebooks svar på problemstillingen: Mere kunstig intelligens skal rydde op i det indhold, som Facebook-algoritmen i forvejen har været med til at sprede.

Vi har for nyligt også set et eksempel på, hvordan Mark Zuckerberg — endda under ed — lovede, at Facebooks algoritme ville holde op med at foreslå brugere at melde sig ind i grupper, der opildner til vold. Men NGO’en The Markup kunne kort tid efter dokumentere, at det stadigvæk foregår i stor stil.

YouTube leder også stadigvæk brugere ned af mørke alléer, hvor udokumenterede og radikaliserende påstande forstærkes.

Algoritmerne er altså ude af kontrol, og selvom det ville være fantastisk at få styr på dem, så er det svært at få øje på, hvordan man skal lovgive om det på en meningsfuld måde, der virker, og som man kan kontrollere resultatet af.

Lovgiv på en måde, der kan måles

Så hvordan regulerer man så, når man ønsker at “techgiganterne skal tage et større ansvar for indholdet på deres platforme”?

Tyskland har fx indført, at sociale medier kan få store bøder, hvis de ikke fjerner åbenlys hadtale indenfor 24 timer, efter de har modtaget en klage over det pågældende indhold.

Det er et eksempel på et konkret tiltag (24 timer), der fx kan tvinge Facebook og andre til at hyre flere moderatorer.

Dog er der tilføjet den lille passus, at de har op til syv dage til enten at blokere eller slette indhold, hvis der er tale om en kompliceret sag. Og det er der jo ofte, da forskellen mellem hvad der går an og ikke går an tit balancerer på en knivsæg.

Der er dog næppe tvivl om, at flere øjne — og særligt flere lokale øjne — kan være med til at begrænse det værste skrald og til at identificere problematiske trends og misinformation.

Derfor kunne et bud på et stykke konkret lovgivning være, at der stilles krav om X antal danske moderatorer, baseret på det samlede antal aktive, danske brugere.

Ingen skat på det vi vil have mere af

En ting, man skal være særligt varsom med, er at indføre lovgivning, hvor man kommer til at "beskatte", det man vil have mere af, frem for det man vil have mindre af.

Ingen kan være imod punkt 5, hvor man ønsker at “frie, velfungerende medier bidrager til at understøtte den demokratiske samtale, og hvor alle får en fair betaling for deres kreative arbejde”.

Det var fx det, man gjorde i Australien i forhold til betaling for at linke til medieindhold. Og man er delvist ved at gøre noget lignende herhjemme, hvor man vil presse Facebook og Google til at betale for at vise selv korte uddrag fra nyhedsartikler.

Er det ret og rimeligt, at Facebook og Google skal betale til nyhedsmedier, når platformene tjener annoncekroner på de reklamer, der lægger før eller efter? Ja, det er det.

Men bliver det nogensinde en fair forhandling, når David skal op mod Goliat? Nej, det gør det næppe.

Derfor bør man i stedet finde helt andre værktøjer frem.

Indfør en skat på misinformation

Mest nærliggende kan man indføre en skat på misinformation, og definere betalerne som “platforme, der ikke har noget redaktionelt filter og som bruges af X antal procent af den danske befolkning”.

Med andre ord, når platformene ikke har styr på, hvilke skøre tanker de er med til at sprede, så må de betale for at kvalitetsmedier sørger for at opretholde oplysningsniveauet i landet.

Pengene fra misinformationsskatten kan man så fordele til de mange kvalitetsmedier, som er med til at understøtte den demokratiske samtale.

Medierne får altså indirekte penge til at producere kvalitetsindhold fra de store platforme, men uden at der skal forhandles om brugen af det konkrete indhold.

Jeg har nævnt det i Techliv tidligere: Det er i virkeligheden vores tids svar på en blankbåndsafgift (afgift på fx kassettebånd og tomme CD-ROM’er). Og det er en skat, som platformene aldrig vil kunne undgå at betale, medmindre de helt trækker sig ud af Danmark.

Samtidig er det den eneste form for lovgivning, som de store firmaer forstår.

Vi har set det, når fx Apple fjerner apps fra App Store i Kina eller giver russiske brugere mulighed for at vælge særlige russiske tjenester, når de sætter en ny iPhone op. Hvis loven lokalt påbyder det, må man rette ind eller trække sig ud af landet. Der er ingen mellemvej.

Derfor bør man gribe ind der, hvor man rent faktisk kan trække nogle klare streger, som techgiganterne ikke kan sno sig udenom, og hvor man konkret kan måle, om de overholder reglerne.

Misinformationsskatten og kravet om lokale moderatorer baseret på brugerantal er to helt konkrete og målbare forslag, som kan være med til at afhjælpe en del af de problemer, der er ridset op under punkt 1, 3, 4, 5, 7 og 9.

Vigtigst af alt, så er de (relativt) simple at implementere, måle og regulere.

For at få techgiganter til at tage mere ansvar helt af sig selv… det kommer bare ikke til at ske.

LINKS TIL LÆSEHESTE

Elbils-revolutionen sat i sjette gear: Audi sætter en stopper for nye benzin-og dieselbiler fra 2026

Politi-influencere fik gratis gadgets og discountkoder: Amazon-firmaet Ring brugte Los Angeles Police Department som brand-ambassadører for firmaets videoringeklokker