Elon Musk sender bitcoin mod nye højder - men bevægelsen har været i gang i flere måneder

20 procent. Så meget er værdien på en bitcoin steget på ét døgn.

Grund: Tesla har i den obligatoriske årsrapport, som skal indsendes til de amerikanske myndigheder, offentliggjort, at de har investeret 1,5 milliarder dollars (over 9 milliarder kroner) i den digitale valuta.

Samtidig oplyser Tesla, at de snart vil acceptere bitcoin som betalingsmiddel, hvis man køber en bil eller et andet af firmaets produkter.

Med andre ord har et af verdens pt. 10 mest værdifulde firmaer blåstemplet bitcoin — og i det hele taget kryptovaluta — som mere end blot et investeringsobjekt.

Elon Musks hypemaskine slår til igen

Det er ikke nyt, at Elon Musk som en anden internetgud kan få masserne til at sige ‘how high’, når han siger ‘jump’.

Senest så vi det, da Musk tweetede ‘Use Signal’, hvilket fik millioner af mennesker til at downloade den stærkt krypterede kommunikations-app, og sendte Signal op på førstepladsen i app-butikkerne i en lang række store lande.

(Som en lille sidehistorie, fik det mange folk til fejlagtigt at investere i et helt andet firma, med navnet Signal Advance, hvis aktie på et døgn blev mere end seksdoblet i værdi).

Vi så det også lige inden jul, da Musk med tweetet “One word: Doge” fik en anden og langt mere ukendt kryptovaluta, Dogecoin, til at stige med 20 procent.

Tesla-stifteren gentog i sidste uge bedriften, hvor Dogecoin steg yderligere 50 procent.

Også i 2018 slog Musks hypemaskine til. Tesla-direktøren tweetede, at han overvejede at tage firmaet af børsen og gøre selskabet privat, og at han havde sikret sig finansiering til det.

Tweetet fik Tesla-aktien til at stige, men kostede samtidig Musk en officiel undersøgelse for bevidst at forsøge at manipulere Teslas aktiekurs.

Elon Musk indgik en aftale med myndighederne, som personligt kostede ham en bøde på 20 millioner dollars, og som samtidig betød at Musk måtte sige farvel til rollen som bestyrelsesformand for Tesla.

Derfor er det mere end hype denne gang

Der er dog to helt afgørende forskelle fra alle de andre gange, hvor Musks (skødesløse eller strategiske) tweets har fået markedet og masserne til at reagere.

Med investeringen på 1,5 milliarder dollars i bitcoin sætter Musk handling bag sine ord, og han gør det tilmed på et tidspunkt, hvor bitcoinkursen allerede er nær det højeste, den nogensinde har været.

Som den 49-årige milliardær selv sagde for nylig om bitcoin: “jeg er kommet sent ind i kampen”. Men selvom det er sent, så er en værdistigning på 20 procent på en enkelt dag heller ikke sådan at kimse af.

Men måske endnu vigtigere, så blåstempler Tesla nu for alvor bitcoin ved at acceptere kryptovalutaen som betalingsmiddel.

Indtil videre har det været stærkt begrænset, hvad man reelt set har kunne købe for bitcoin, medmindre man har hang til at handle på det mørke internet.

Tesla er dog heller ikke mere blåøjet, end at de erkender, at der er en risiko forbundet med det. I årsrapporten står der:

“Priserne på digitale aktiver har tidligere været og kan fortsat være meget volatile (…). Hvis vi har digitale aktiver, og deres værdier falder i forhold til vores købspriser, kan vores økonomiske situation blive skadet.”

Men helt grundlæggende tager man jo kun imod kryptovaluta som betaling, hvis man vurderer, at den digitale valuta bliver mere værd med tiden.

En lille milepæl — men den brede accept var allerede i gang

Elon Musk og Teslas omfavnelse af bitcoin kommer formentlig til at stå som en lille milepæl i accepten af digitale møntenheder. Men faktisk er det en bevægelse, der for alvor har taget fart de seneste måneder.

Vi så i oktober sidste år, at PayPal (som nogen i øvrigt måske vil huske at Elon Musk var medstifter af) meldte ud, at de ville gøre det muligt at købe og sælge kryptovalutaer og introducere dem som betalingsmiddel.

Dengang sagde PayPal-bossen Dan Schulman:

- Skiftet til digitale former for valutaer er uundgåeligt, hvilket medfører klare fordele med hensyn til økonomisk inklusion og adgang; effektivitet, hastighed og modstandsdygtighed i betalingssystemet.

På kanten mellem november og december 2020 satte bitcoin så ny rekord, da værdien af 1 bitcoin ramte 19.900 dollars — det højeste niveau siden årsskiftet 2017 /2018.

Den gang forklarede Philip Gradwell, cheføkonom hos Chainalysis, der analyserer bevægelsen af ​​kryptovalutaer, til New York Times:

- Det er en helt anden type mennesker, der har købt bitcoin på det seneste. De handler i mere stabile mængder over længere perioder, og de trækker pengene ud fra børserne og holder dem som en investering.

Samtidig fik de amerikanske banker sidste sommer lov til at opbevare kryptovaluta for kunderne, så accepten af digitale valutaer sniger sig altså langsomt men sikkert ind i selv de mest etablerede institutioner.

Selvom der altså er klare bevægelser, som i fællesskab understøtter digitale valutaers vækst, skal man naturligvis ikke underkende, at der netop nu er en generel investerings-trang, hvor mange (også små private Robinhood-investor-typer) satser deres sparepenge på alt fra GameStop-aktier til bitcoin i håbet om en hurtig og stor gevinst.

Hvor højt kan bitcoin-kursen nå op i år?

Spørgsmålet, mange stiller sig selv, er naturligvis, om det er en boble, eller om vi blot har set starten på et nyt eventyr.

I november sidste år, da kursen på bitcoin nærmede sig de 20.000 dollars, vurderede flere eksperter og investorer, at bitcoin ville passere 100.000 dollars i år — faktisk med optimistiske bud på, at kursen kunne komme helt op omkring 300.000 dollars i 2021.

Brian Estes, Chief Investment Officer for hedgefonden Off the Chain Capital, sagde ved den lejlighed:

- Jeg har set bitcoin gå op 10X, 20X, 30X på et år. Så en stigning på 5X er ingenting.

I skrivende stund er den samlede værdi af bitcoin, som både er den første og den største kryptovaluta, 860 milliarder dollars — og dermed et nøk mere værdifuld end netop Tesla 👇.

Skærmbillede fra Companiesmarketcap.com

Øverst på listen 👆 finder man med afstand guld, men sølv skal nok til at kigge sig lidt over skulderen.

For hvis de optimistiske eksperter får ret, så vil bitcoin udkonkurrere ædelmetallet inden årets udgang.

Men så igen – man skal stadig være opmærksom på, at de fleste andre markante bitcoin-opture er blevet efterfulgt af en ordentlig rutsjebanetur nedad igen.

Dog tør vi godt her hos Techliv sige, at fremtiden for digitale valutaer i en eller anden form — som også sagtens kan være noget andet end bitcoin — ser meget lys ud.


1. Facebook forbyder misinformation om vacciner

Efter at have ageret (idiot)forstærker for fuldstændig udokumenterede påstande om vacciner i en længere årrække, træder Facebook endelig lidt i karakter.

Firmaet oplyser, at de efter at have været i dialog med WHO og andre ledende sundhedsorganisationer fremover vil fjerne de mest åbenlyse usandheder om vacciner, og i særdeleshed omkring Covid-19, fra deres platforme.

Blandt andet:

  • COVID-19 er menneskeskabt- eller produceret
  • Vacciner er ikke effektive til at forhindre den sygdom, de er beregnet til at beskytte mod
  • Det er sikrere at få sygdommen end at få vaccinen
  • Vacciner er giftige, farlige eller forårsager autisme

CNN har netop lavet en undersøgelse, der viser, at hvis man søger på “vaccine” på Instagram, så er 4 ud af de 10 mest viste søgeresultater såkaldte anti-vaxxer-konti — altså konti som mener, at vacciner er skadelige.

Hvis du vil se hele listen over Facebooks opdaterede regler særligt om udbredelse af usandheder om Covid-19, findes den på dansk her.


2. Apple tager endnu et skridt mod at afværge monopolsag

Apple fortsætter med at lappe nogle af de mest åbenlyse huller i firmaets politik, som potentielt kan få dem i monopol-fedtefadet hos myndighederne i USA og EU.

I næste opdatering af iOS — version 14.5 — får brugerne mulighed for frit at vælge hvilken musik-app, der skal afspille en sang, hvis du beder Siri om hjælp.

Som det er nu, vil Siri automatisk afspille en sang i Apple Music, men fremover kan du altså frit vælge, om sangen som standard skal afspilles i fx Spotify eller YouTube Music.

Siris begrænsning til kun at kunne afspille sange i Apple Music, er en af de konkrete ting, som Spotify har klaget til EU over, og som Margrete Vestagers kontor er ved at kigge på netop nu.

Skiftet er blot det seneste i en længere række af tiltag, som alle indikerer at Apple gerne vil undgå en monopolsag.

Apple har for nylig gjort det muligt at vælge andre standard-apps end Apples egne — fx at sætte Outlook som den fortrukne app en ny email skal åbne i, eller at vælge Google Chrome som standard browser.

Ligeledes har Apple for nylig nedsat den kommission, som langt de fleste app-udviklere betaler, fra 30 til 15 procent. Dog gælder den lavere sats kun apps, der tjener under 1 million dollars om året.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Computeren siger nej. Bliver din jobansøgninger også afvist af en algoritme?

The computers rejecting your job application
A growing number of firms are using artificial intelligence to pass or fail jobseekers.

Nedturen for Cyberpunk 2077 når nye højder: Hackere siger de har fået fingre i kildekoden og vil offentliggøre den, hvis de ikke modtager en løsesum

Cyberpunk 2077 studio falls victim to ransomware attack, data leak threatened
CD Projekt says it’s been hacked by attackers who’ve been able to access its internal network, encrypt some devices, and collect “certain data” from the Polish video game company. It says it will not give in to the demands.

Virkelighed eller varm PR-luft? Amazon fremskyder overgangen til vedvarende energi med fem år

Amazon will reach 100% clean energy by 2025 with Shell’s help - Electrek
Shell will supply Amazon with offshore wind farm energy; increasing US building retrofits with energy-efficient US-made products would create 170,000 jobs.

Som vi (og andre) spåede. Det var AR/VR, Apple-veteranen Dan Riccio har fået som nyt “hemmeligt” arbejdsområde

Apple’s Dan Riccio Shifts From Hardware Chief to AR, VR Headsets
Apple Inc. executive Dan Riccio is focusing on the company’s upcoming virtual and augmented reality devices after he shed his role as the head of hardware engineering, according to people with knowledge of the move.

Fanbetaling. Soundcloud vil give brugere mulighed for at donere penge til de artister, de lytter til

SoundCloud to Let Fans Pay Artists Directly: Exclusive
SoundCloud is preparing to introduce a new payment system that would allow fans to pay artists directly, multiple sources close to the situation tell Billboard.

Følg Techliv — og del med dem du kender...

Del gerne dette nyhedsbrev med folk du kender.

Følg os på sociale medier:

Techliv på Twitter og Facebook | Nicolai på Twitter | Anders på Twitter