Apples App Store i heftigt uvejr
Apple er igen genstand for kritik og anklager, når det gælder deres app-butik.
I går offentliggjorde Margrethe Vestager og EU Kommissionen således, at Apples App Store (og Apple Pay) nu bliver fokus for en officel monopol-undersøgelse.
Samtidig er der opstået lidt af en storm i kølvandet på lanceringen af techverdenens nye email-darling, Hey, som vi skrev om i går (men stadig ikke har prøvet - hallo, Basecamp!?). Heys app til iOS er nemlig blevet fanget i app-butikkens betalings-regler.
Det grundlæggende slagsmål står om Apples mere eller mindre uigennemskuelige system for, hvordan firmaer må — eller rettere, ikke må — tage penge for deres tjenester udenom Apple.
Apple gør alt, hvad de kan for at sørge for, at kunderne betaler via App Store, fordi Apple dermed kan tage sin del på 15 eller 30 procent, alt efter hvilken model der bliver brugt.
Det er en regel, der igennem årene har ført til krumspring fx fra firmaer som Amazon. Deres ebogs-tjeneste Kindle har ganske vist en app på iPhone og iPad, men hvis man vil købe nye ebøger, kan det kun ske via Amazon.com og ikke i selve appen. Netflix har gjort det samme.
Men det er ikke “kun” de tunge spillere, som Amazon, Spotify eller Netflix der er sure. Der er massevis af indie-udviklere eller mellemstore firmaer, der også gerne ville tage betaling for deres ydelser, uden at skulle aflevere App Store-skatten til Apple.
I denne uge er Basecamp, der som nævnt netop har lanceret email-tjenesten Hey, altså også havnet i suppedasen. Men i modsætning til mange app-udviklere, der tilsyneladende vælger at lægge en dæmper på deres utilfredshed — i hvert fald i den offentlige debat — så har Basecamp taget kampen med Apple op i fuld åbenhed, og de lægger ikke fingre imellem.
David Heinemeier Hansson, danskeren der har været med til at stifte Basecamp, har i det forgangne døgns tid haft gang i en decideret Twitter-storm om deres udfordringer.
(Fun fact: Jeg har faktisk engang interviewet David, da han i år 2000 arrangerede en Quake 3-turnering i Danmark, og kaldte sig Webster. Tiden går...).
Heys problemer med App Store kom, da de ville indsende en opdatering til deres spritnye app, og fik at vide fra Apple, at de altså ikke kunne have en app i butikken, hvor folk kun kan betale for tjenesten hos Basecamp selv (den nye email-service koster $99 om året) og ikke via App Store. Derfor mente Apple, at appen aldrig burde være godkendt i første omgang.
De konkrete betingelser kan findes her, og striden står (formodentlig) om denne formulering:
"Apps may not use their own mechanisms to unlock content or functionality, such as license keys, augmented reality markers, QR codes, etc. Apps and their metadata may not include buttons, external links, or other calls to action that direct customers to purchasing mechanisms other than in-app purchase."
Det forstod Basecamp ikke, for de har præcis lavet Hey-appen, så man slet ikke kan skrive sig op til Hey inde i appen, men kun logge ind hvis man allerede har en konto. Dermed er de altså ikke i konflikt med reglerne, der siger, at alle de penge, der flyder gennem selve appen, skal aflevere et cut til Apple.
Eller... Basecamp troede i hvert fald at alting var okay, men efterfølgende har Apple truet med simpelthen at fjerne appen fra butikken, hvis ikke Basecamp gør det muligt at tegne abonnement i Hey-appen — og giver Apple deres 30%.
Det kan måske også have noget at gøre med, at Basecamp i Hey-appen skriver, at det er "a pain", at brugerne er nødt til at skrive sig op og betale via Basecamp, og ikke bare kan gøre det i appen...
Vi skal dog ikke fortabe os i de juridiske detaljer - men det er sager som denne, der gør, at mange nok klapper i hænderne over EU Kommissionens nye monopolsag mod Apple.
De mener, at det er urimeligt og uretfærdigt at en mastodontisk pengemaskine som Apple tager så forholdsvis ublu gebyrer for at være på hylderne i deres butik. Og ikke mindst at de bruger næsten gangster-agtige metoder i deres behandling af app-udviklerne, hvis de tillader sig at brokke sig.
Den generelle stemning efter den aktuelle sag med Hey lader også til at være en udbredt kritik, og mange støtter Basecamp fx på Twitter.
Men det bliver superinteressant at se, om der også er jura-kød på det ben, journalister og programmører arrigt gnaver på. Altså, er det også monopolmisbrug at gøre det en betingelse for en placering i App Store, at alle penge skal flyde gennem butikken, og ikke mindst at gebyret så er 15-30 procent?
Det må man jo gå ud fra, at EU mener at der er, al den stund de altså har valgt at lave en officiel sag, blandt andet efter pres fra Spotify og webbutikken Rakuten sidste år.
(Samtidig åbner Kommissionen også en parallel sag mod Apple, som de anklager for misbrug af deres monopol i Apple Pay, hvor EU hævder, at firmaet ikke i tilstrækkelig grad giver konkurrerende betalingstjenester eller banker adgang til fx tap-and-pay-funktioner).
For Apple kan timingen næsten ikke være dårligere.
I næste uge afholder Apple nemlig den store, årlige udvikler-konference WWDC, der sparkes igang med den traditionelle keynote mandag den 22. juni. Og mon ikke også det har spillet en rolle for EU?
Konferencen afvikles ganske vist “virtuelt” med videostreams og online-fora i år, men derfor ønsker Apple selvfølgelig helst, at det skal blive en festforestilling, hvor app-udviklere fra hele verden samles til begejstret snak om alle de nye funktioner og muligheder i kommende versioner af iOS og macOS.
Det var nok også grunden til at Apple lige inden Hey-balladen og EU-udmeldingen selv udsendte en pressemeddelse af typen “Hey, Vi Er For Fede.”
Her hævder firmaet, at deres App Store-økosystem — inklusive al den omkringliggende forretning — er i størrelsesordenen $519 milliarder, altså over 3400 milliarder kroner. Og det er immervæk en slat.
Men den slags er jo nu i alvorlig risiko for at drukne i stormen af kritik over app-butikkens urimelige gebyrer og den hårdhændede behandling af udviklerne.
WWDC bliver ekstra spændende i år!
1. EUs smittesporings-apps skal virke på tværs af grænser
I går kunne vi fortælle, at Tyskland nu ligesom Italien (endelig) har lanceret sin smittesporings-app, og der er som bekendt flere på vej — inklusive vores egen her i Danmark.
Men vi er jo også på vej ind i en ferietid, og efterhånden som grænserne bliver åbnet rundt omkring i Europa, bliver det også relevant at de nationale sporingsapps kan udveksle data.
Ellers bliver det jo hurtigt svært at tracke kontakt og potentiel smitte, hvis danskere tager på ferie i Tyskland, og tyskerne tager til Italien og så videre.
Derfor har EU også netop annonceret at der er blevet vedtaget et fælles teknisk framework, der præcis skal gøre det muligt for de nationale apps at udveksle data.
Interessant nok gælder systemet kun for de apps, der bruger det relativt privatlivsbeskyttende system fra Apple og Google, og ikke hjemmeudviklede apps som den norske og den engelske, der også samler lokationsdata.
2. Amazon laver “assistent” til social distancering
Og hvis vi lige bliver i Corona-land, så er Amazon tilsyneladende igang med at rulle et system ud i deres varehuse, der skal sørge for, at de ansatte holder behøring afstand.
Systemet, der kaldes Distance Assistant, analyserer billeder fra de mange overvågningskameraer i hallerne, og viser på store skærme med grønne eller røde cirkler om personerne på billederne er tilstrækkelig langt fra hinanden.
Amazon planlægger i følge Bloomberg at tilbyde den digitale afstands-service til andre firmaer, der så skal finde den skrøbelige balance mellem omsorg for medarbejderne og drakonisk overvågning.
3. Selvvalgt farvel til politiske annoncer på Facebook (i USA)
En anden sag, vi har fulgt her i Techliv, er diskussionen om debatten på de sociale medier. Især i USA er det jo almindeligt at politikere laver reklamer og annoncer i en decideret konfronterende tone, og i et endog meget afslappet forhold til fakta.
Det førte fx forrige uge til at Twitter markerede et tweet fra Donald Trump som ‘misledende’. Men Facebook har — indtil nu — været noget mere tilbageholdende med at skride ind.
Nu har Zuckerberg dog annonceret, at Facebook-brugerne fremover skal kunne vælge politiske annoncer fuldstændig fra.
Det vil sikkert glæde mange, ikke mindst efterhånden som den amerikanske præsidentvalgkamp kommer op i gear efter sommer (hvis ikke Corona og BLM-protester får det hele til at sprænge i luften inden).
I første omgang er funktionen begrænset til en mindre gruppe brugere, men skal efter planen rulles ud til alle, først i USA, senere i andre lande.
LINKS TIL LÆSEHESTE
Billedmagi. 3D-avatarer fra flade fotos
Enhance! Flotte fotos fra dårlig opløsning
I’m afraid you can’t throw your trash there, Dave. Kunstig intelligens skal tracke plastikaffald i Australien
Hej, dick-pic. Endnu et massivt læk af dating-data
Satellitter i stormvejr. Kan Starlink-satellitterne fra SpaceX overhovedet give god adgang til nettet?