1. Fire NFT-aber går sammen i ny musik-supergruppe, der skal leve i metaverset

Dagens første nyhed er på mange måder fortællingen om tech-året 2021 samlet i én og samme historie.

Pladeselskabet 10:22PM, som er et underselskab af verdens største pladeselskab Universal Music Group, har dannet et band bestående af fire NFT’er (Non Fungible Tokens) under bandnavnet Kingship.

Nærmere bestemt er der tale om fire digitalt, grafisk skabte aber, fra NFT-kollektionen Bored Ape Yacht Club, som tidligere er blevet solgt for store millionbeløb.

Med købet af NFT’erne følger også de kommercielle rettigheder til de virtuelle aber, der nu er blevet medlemmer af Kingship-bandet.

Bandet er opstået som et samarbejde mellem ejeren af de fire NFT-aber, NFT-samleren Jimmy McNelis, og direktøren for pladeselskabet 10:22PM, Celine Joshua.

Hvor et band som Gorillaz jo mest var tegneseriefigurer, der også fik et liv i den virkelige verden, så er meningen med Kingship, at bandet skal operere i metaverset, hvor de ifølge direktøren for 10:22PM, Celine Joshua, “skal vækkes til live”. Det fortæller hun til mediet Bloomberg.

10:22PM har således hyret et hold af kryptokunstnere og animatorer, som skal transformere aberne til tredimensionelle "levende" karakterer, og der vil naturligvis også skulle skabes musik til bandet, som vil blive udgivet på lige fod med andre musikudgivelser.

Pladeselskabet er også allerede i gang med at udvikle en markedsføringsplan, helt i stil med hvad de gør, når de lancerer kunstnere af kød og blod.

Men hvis det ikke er 2021-agtigt nok for dig, så er den glædelige nyhed jo, at Kingship er designet til at leve i metaverset.

Her vil du altså potentielt kunne møde bandet i videospil og andre virtuelle rum — eller måske bare tage til koncert med bandet og hænge ud med dem bagefter, mens du i virkeligheden sidder hjemme i stuen med et par digitale briller på.

Hvem ved, måske kan du endda hyre bandet til at spille til din fødselsdag?

Det hele er dog så nyt, at ingen helt er klar over, hvordan det ender. Eller som abe- og bandejer Jimmy McNelis siger det:

- Vi forsøger stadig at finde ud af præcis, hvad det er. Jeg håber, at Kingship bliver en af de første måder, at almindelige mennesker bliver introduceret til NFT’er i metaverset.


2. The Verge sætter grænser for techfirmaernes misbrug af oplysninger “til baggrund”

Tidens måske mest toneangivende teknologimedie, The Verge, sætter nu en stopper for techfirmaernes misbrug af techmediet til at plante historier, uden at ville stå på mål for dem.

Det er nok en smule inside baseball (som man siger på amerikansk om branchehistorier, der nok kræver en vis forudgående interesse for detaljerne i det pågældende felt), men det er absolut ikke kun vigtigt for medier som Techliv.

The Verge har på sin hjemmeside publiceret en opdatering om deres politik vedrørende oplysninger der gives “til baggrund” — det vil sige oplysninger, som gives til journalister, uden at personen, der giver oplysningerne, vil citeres for det.

Chefredaktør, Nilay Patel, forklarer, at de på The Verge oplever et tiltagende misbrug af denne praksis, særligt fra techfirmaernes PR-folk, og at de fra nu af vil sætte en stopper for den slags, medmindre der er meget væsentlige grunde til det OG en klokkeklar aftale mellem journalisten og den pågældende kilde.

Nilay Patel begrunder beslutningen således:

“Vi gør dette, fordi især store tech-virksomheder har hyret en svimlende mængde af kommunikationsmedarbejdere, der rutinemæssigt skubber grænserne for acceptabel brug af kilder i et forsøg på at aflede ansvarlighed, overføre sandhedsbyrden til medierne og generelt kontrollere fortællingerne omkring de virksomheder, de arbejder for, samtidig med at de er irriterende ad helvede til at håndtere.”

Kort fortalt bliver det altså uigennemsigtigt for læseren, hvor informationerne stammer fra, og hvilke interesser techfirmaerne eventuelt måtte have i at kontrollere historier og fortællinger, uden at ville stå på mål for dem.

Nilay Patel kommer efterfølgende med en lang række eksempler på, hvad de er udsat for.

En af dem, vi her på Techliv i hvert fald har citeret både The Verge og andre medier for, er den klassiske “ifølge kilder, der er bekendte med situationen”.

Ordlyden dækker altså over kilder, som en journalist kun kan få lov til at citere anonymt, men som har kendskab til, hvad der sker internt hos det pågældende firma.

Men hvad, der måske er mindre klart for læseren, er, at det ofte er officielle PR-ansatte hos firmaerne, der kræver, at medierne bruger denne formulering om historier, som PR-personen frivilligt fortæller.

Så når du fx læser at “kilder, der er bekendte med situationen” siger, at X firma har planer om at lancere et par digitale briller i 2022, så ved du altså ikke, om det er en person, der arbejder på X's brille-team, om det er en person der arbejder i forsyningskæden i Kina, eller om det i virkelighedens verden er en PR-ansat hos X, der har plantet historien, men uden at ville citeres for det.

Et helt konkret eksempel fra The Verge’ opdatering, hvor det i hvert fald er nemt at læse, hvilket firma der henvises til, lyder således:

“Et større bilfirmas kommunikationschef fortalte os til baggrund, at en aprilsnar var ægte. Joken var ikke ægte.”

Der er naturligvis tale om Volkswagens aprilsnar tidligere i år, hvor firmaet påstod, at de i USA ville skifte navn til Voltswagen, for at understrege at de var seriøse omkring elbiler.

Men når firmaets kommunikationschef ikke vil citeres for det, men “til baggrund” bekræfter, at de virkelig har tænkt sig at gøre det, så ender The Verge med at se latterlige ud, når de skriver historien, uden at de for alvor kan udstille, at de er blevet ført bag lyset af den pågældende person.

Så fra nu af er sagen hos The Verge altså klar:

“Du kan tilbyde at tale “til baggrund”, og vi vil acceptere eller afvise din anmodning. Hvis vi ikke specifikt accepterer det, er der ingen aftale.”

Samtidig gør de det klart, at de under ingen omstændigheder kommer til at kalde PR-folk for “kilder der er bekendte med situationen”.

Hvis du synes det er interessant at dykke ned i flere konkrete eksempler, så klik dig over til The Verge.

Herfra skal der lyde et RESPEKT til The Verge for at trække en streg i sandet — i særdeleshed overfor officielle PR-folk, som deler “gode historier” i bytte for anonymitet, eller som simpelthen bare fyrer en e-mail af og kræver, at “det her er til baggrund”.

Problemet er blot, at hvis ingen andre medier tilslutter sig The Verge’ tilgang, så kommer det næppe til at gøre en større forskel.


3. 3 ud af 4 amerikanere: Facebook skader samfundet

Et af tidens store — og måske også lettere filosofiske — spørgsmål er, om sociale medier gør verden til et bedre eller et værre sted.

Lige netop det spørgsmål har CNN stillet til omtrent 1.000 amerikanere, og resultatet må være nedslående læsning for et i forvejen presset Facebook.

76 procent af de adspurgte svarer ja til, at “Facebook gør samfundet værre og ikke bedre”. Blot 11 procent tager det modsatte standpunkt, mens 13 procent svarer hverken/eller.

Måske mere bekymrende er det, at 49 procent svarer, at de kender mindst en person, som tror på en konspirationsteori, som følge af indhold personen har mødt på Facebook.

På trods af den store skepsis overfor Facebook, er det dog kun 53 procent, der mener, at myndighederne skal regulere Facebook strammere.

Undersøgelsen er foretaget mellem 1. og 4. november og altså umiddelbart i kølvandet på at whistlebloweren Frances Haugens stod frem og blandt andet vidnede i Kongressen.

Samtidig har mediedækningen af de lækkede dokumenter (under fællesnævneren Facebook Papers) været ganske massiv op til undersøgelsen.


4. Apple på vej med forsinkede iOS15-funktioner

Apples lancering af iOS15 har været mere end almindeligt rodet.

En lang række af de features, Apple havde lovet, er blevet forsinket. I stedet kommer de lidt drypvist, og snart er der nye dryp på vej.

I betaversionen af iOS 15.2, som altså bliver lanceret til alle brugere inden så længe, har Apple således tilføjet de såkaldte Legacy Contacts — altså personer der må tilgå ens data, når man er død.

Du kan selv vælge, hvilke dokumenter du vil lade dine efterladte tilgå, og de får så en kode, de skal bruge sammen med en officielt dødsattest.

Det er jo ikke så rart at tænke på, men omvendt så er det en yderst anvendelig funktion, som det er godt at få aktiveret så hurtigt som muligt, hvis du ønsker, at andre skal kunne få adgang til fx dine billeder eller dokumenter, når du ikke er her længere.

Den kommende opdatering vil også indeholde funktionen App Privacy Report, som giver detaljerede informationer om, hvilke apps der bruger fx din lokation, mikrofon eller kamera, samt en oversigt over, hvilke domæner appen sender data til.

Apple introducerer også to andre små — men dog brugbare — funktioner.

Den ene er, at du fremover kan sende e-mails fra en tilfældigt genereret e-mail-adresse fra Mail-appen. Nogen ville måske kalde det for en burner-e-mailadresse.

Det er altså en del af den nye “skjul min e-mail”-funktion, som også lader dig tilmelde nyhedsbreve med tilfældig genererede adresser, der så videresender mail-beskederne til din rigtige e-mail.

En anden ny funktion, som er på vej, er muligheden for at scanne dine omgivelser for, om der er AirTags, som ikke er dine, og som du måske har på fornemmelsen, at andre bruger til at stalke dig.

Hvis du finder AirTags i nærheden af dig, som ikke er dine, kan du vælge, at de ikke må følge dig.

Som nogen måske husker har vi tidligere testet AirTags i den virkelige verden. Og selvom de små lokations-sladrende brikker kan være ganske smarte til at finde mistede nøgler eller på anden vis få tabte genstande retur, så bringer de også klare privatlivs-udfordringer med sig. Det er altså det, som Apple med denne opdatering forsøger at adressere.


LINKS TIL LÆSEHESTE

USA og Biden strammer restriktionerne overfor Huawei og anden kinesisk hardware

Biden signs legislation to tighten U.S. restrictions on Huawei, ZTE
U.S. President Joe Biden on Thursday signed legislation to prevent companies like Huawei Technologies Co (HWT.UL) or ZTE Corp that are deemed security threats from receiving new equipment licenses from U.S. regulators.

Meta opkøber metaverse-firmaer i stor stil

Facebook is quietly buying up the metaverse
Can Mark Zuckerberg M&A a new monopoly?

Som lovet: Musk begynder at sælge heftigt ud af sine Tesla-aktier

Elon Musk starts selling billions worth of Tesla shares after Twitter poll
Musk didn’t sell shares because of what you said on Twitter.

Gimmick eller bevis for at folk hungrer efter USB-C? Modificeret iPhone sælger for 86.000 dollar

USB-C iPhone Sells for $86,001, Proving Apple Is Leaving Money On the Table
Clearly the market for an iPhone with USB-C exists. Is Apple listening?