Fremtidens smarte hjem skal kunne fungere på tværs af producenter, apparater og økosystemer

Standarder er vigtige. Det er standarder der har gjort det muligt at koble tusinder af små computernetværk sammen og forbinde dem i et inter-net. Og det er standarder der gør det muligt for os at emaile, gemme billeder, spille musik og alt det andet vi gør hele tiden i en digital hverdag.

Det er også derfor, det er så frustrerende, når vores dimser ikke taler sammen. Når éns dokumenter ikke kan læses på en anden computer, eller en ny ‘smart’ el-pære til læselampen kun kan styres fra firmaets egen app.

Heldigvis bliver der arbejdet på sagen, og for tiden er der især fokus på Internet of Things, ‘Smart Homes’, og alle de forbundne og netopkoblede apparater vi efterhånden omgiver os med derhjemme.

I december 2019 blev Project Connected Home over IP (CHIP) lanceret af et konglomerat af sværvægtere – Amazon, Apple, Google – og så Zigbee Alliance, der siden 2002 har arbejdet på at få elektronikvirksomheder til at bruge den trådløse Zigbee-protokol til kommunikation.

Ideen med CHIP-samarbejdet er blandt andet, at man selv skal kunne vælge, om man vil styre sine forskellige hjemme-gadgets med Siri, Google Assistant eller Amazon’s Alexa – præcis fordi de bruger en fælles standard.

Connectivity Standards Alliance

Bag kulissen bygger standarden i øvrigt på en kombination af Bluetooth LE, WiFi og det relativt nye Thread mesh-netværk, som blandt andet kan bruges til sensorer og andre små komponenter.

Nyt navn, ny energi?

Men som om det ikke er slemt nok med Zigbee, CHIP og en overflod af såkaldte alliancer, så skal de også allesammen skifte navn, måske for at holde interessen vedlige, mens vi venter på de konkrete resultater?

Så nu har Project Connected Home over IP annonceret, at de skifter navn til Matter – og Zigbee Alliance vil fremover kendes som Connectivity Standards Alliance.

Men det kunne vel være værre. I det mindste har de ikke skiftet navn til 📡 🤝.

Hvorom alting er, så hedder CHIP nu altså Matter, og alliancen fastholder deres oprindelige køreplan, som betyder, at vi senere i år vil se de første produkter, som er Matter-certificerede.

Philips Hue, der er en af de tunge spillere på markedet for smarte lamper, har allerede annonceret, at man vil kunne opgradere sin Hue-hub til Matter-standarden, så pærerne kan spille bedre sammen med andet udstyr, de digitale assistenter, etc.

Selvom man kan ryste lidt på hovedet af klodsede navne og den evige re-branding, så er arbejdet med standarderne helt centralt, og vil forhåbentlig gøre hverdagen meget nemmere for de mange, som ikke er interesserede i at nørde med hubs, routere og tonsvis af apps, men bare vil have, at tingene spiller.


1. Apples privatlivs-indstillinger rammer Unity på regnskabet

I mandags skrev vi, at Apples nye App Tracking Transparency-indstilling allerede ser ud til at være blevet en succes – i hvert fald i den forstand, at hele 87% af brugerne har fastholdt et nej til at lade apps tracke deres adfærd på tværs af det digitale univers.

Men selvom dét relativt utvetydigt er godt for brugerne, så er der mange firmaer, som føler sig ramt, og mange som mener, at det er en unfair politik fra Apples side.

Om App Tracking Transparency ligefrem er konkurrenceforvridende må juristerne slås om, men der er næppe tvivl om, at det kommer til at ramme en del firmaer på indtjeningen.

Således har spilværktøjs-firmaet Unity (der jo har et solidt dansk islæt) netop annonceret, at de forventer at miste i størrelsesordenen 30 millioner dollars i årets regnskab som en følge af mistede annonceindtægter.

Unity tjener penge på licenser fra spiludviklere, men også på at hjælpe spiludviklerne med at vise reklamer i spillene, og hvis de kan sælge færre annoncer (fordi de har færre data om brugerne), så regner de altså med at indtjeningen går ned.


2. Techgiganterne betaler kun 60% af det globale gennemsnit i skat

Det har igennem årene ikke skortet på historier om techgiganter, der via mere eller mindre kreative manøvrer betaler forsvindende små summer i skat til de lokale myndigheder rundt om i verden – inklusive Danmark.

Nu har Nikkei Asia så offentliggjort en kæmpe rapport, der samler tal om skattebetalinger fra hele 57.000 virksomheder på kloden, for at sammenligne med de store techfirmaer.

Og det viser sig – næppe som den store overraskelse – at Amazon, Apple, Facebook og Google relativt set kun betaler cirka 60 procent af den skat, som andre virksomheder betaler.

Hvor gennemsnittet ifølge Nikkei Asia var en skat på cirka 25 procent af indtjeningen, så betalte “de fire store” kun cirka 15 procent.

For mange mennesker er det irriterende at skulle betale skat. Men det er dog værre at vide, at andre ikke gør det...


3. Endnu en App Store-sag mod Apple

Mens vi er i afdelingen for techgiganter og gigantiske summer, så har man i England nu også lagt sag an mod Apple for monopolmisbrug i balladen om de 30 procents såkaldte Apple-skat i App Store.

Sagen kommer lige i kølvandet på EU-sagen mod Apple og det igangværende retssals-drama mellem spilfirmaet Epic og Apple i USA.

Sagen kan risikere at komme til at koste Apple en kollektiv udbetaling på i størrelsesordenen 1,5 milliarder pund (ca. 13 milliarder kroner) til de engelske app-shoppere, der (ifølge sagsanlægget) har betalt for meget i gebyr til Apple gennem årene.


4. Virtual Reality-grej til business-brug, mikroskopiske mikrochips og el-biler i Holland

Efter dén omgang business, så lad os lige nørde lidt igennem med noget gear.

Og vi begynder med verdens hidtil mindste implanterbare mikrochip, som er udviklet af en forskergruppe på Columbia University.

Chippen har et rumfang på mindre end en tiendedel kubik-millimeter, og kan ganske enkelt skydes ind i kroppen med en kanyle.

Derinde kan den nuværende chip så måle temperaturen og sende resultatet trådløst ud til en modtager.

Kommende versioner skal derudover udstyres med sensorer, der kan måle blodtryk, blodsukker og blodiltning.

Chen Shi/Columbia Engineering

Det særlige ved denne chip fra Columbia er dog, at den er så lille, at den ikke kan fungere med traditionelle radiosendere til at få data ud af chippen (og kroppen).

I stedet har forskerne udviklet en løsning, der bruger ultralyd til både at oplade den lille chip, og til at samle data – i dette tilfælde altså fra det indbyggede termometer.

Det hører dog med til historien, at chippen foreløbig kun er testet på mus.


Jeg tror dog, at de næste gadgets er testet på mennesker – der er nemlig tale om to nye VR-headsets fra HTC, som er rettet mod professionelle.

De to headsets blev fremvist på den nys afholdte ViveCon 2021 (HTC VR-serie hedder jo Vive), og hedder henholdsvis Vive Pro 2 og Vive Focus 3.

HTC Vive Pro 2 — Foto: HTC

Pro 2 er sværvægteren med 5K-skærm, et 120-graders synsfelt og en masse muligheder for at tweake og tilpasse, når man kører tunge visualiseringer i headsettet. Det får en pris på 6.399 kroner i Danmark.

Focus 3 — der er lidt mere handy, og kan bruges uden at kable headsettet til en computer, men kommer med den samme 5K-skærm og nye mini højttalere — har ikke umiddelbart fået en dansk pris endnu.

Måske lige så vigtigt som brillerne lancerede HTC også Vive Business, en “komplet suite af software og services”, der skal gøre det muligt at udvikle og anvende avancerede professionelle værktøjer i de nye VR-briller, og Vive Sync, som skal fungere som en slags videokonference-platform.

Men lad os nu liiige se, om det for alvor bliver til noget. Det går stadig langsommere med at få rullet Virtual Reality ud, end mange havde håbet og spået, og det er måske en af grundene til, at HTC nu satser på virksomheder, snarere end private forbrugere. (Så kan man jo også altid skrue lidt op for prisen i samme ombæring.)


Vi runder af med en smuttur til Utrecht i Holland, hvor man vil lave et smart-grid, som kan sende elbil-strøm tilbage i nettet, når der er brug for det.

Teknologien kaldes Vehicle-to-grid (V2G) og har længe været et omdrejningspunkt i visionerne for fremtidens avancerede og fleksible elsystemer.

Den grundlæggende idé er at tackle problemet med vedvarende energi – nemlig at sol og vind ikke altid kan levere strøm, når der er brug for det. Og så skal strømmen jo gemmes et sted.

Her er det oplagt at bruge de rullende kæmpebatterier i fremtidens bilpark. Men det kræver et system af ladestationer, som ikke bare kan sende strøm TIL bilerne, men også tappe strøm FRA dem (når man giver lov – man skulle jo nødig ufrivilligt komme ud til en flad bil om morgenen, fordi man har brugt vaskemaskinen om aftenen).

Foreløbig har Utrecht opsat 500 sådanne “bi-direktionelle” standere og skal i samarbejde med med blandt andet Hyundai sætte gang i et forsøg i løbet af sommeren.

Derefter er det planen, at der skal køre 150 Hyundai-elbiler rundt i Utrecht, som altså både kan oplades fra standerne og elnettet, og sende strøm tilbage igen.


-

LINKS TIL LÆSEHESTE

Up, up and awaaaay? Nyt "Reality Index" tager temperaturen på de mange startups, der vil lave elektriske mini-fly

Interview: Cutting through the eVTOL hype with the AAM “Reality Index”
The emerging eVTOL air taxi market is drawing a lot of attention and an avalanche of funding money. Literally hundreds of companies are jostling for position as this nascent air mobility tech prepares for its prime time debut. But with renders, press releases and SPAC fundraising efforts flying as…

Kedelige klisternet. Føler du også, at du hænger fast på Facebook, Twitter og YouTube?

How Did We Get So Stuck on Here?
Our complicated relationship with social media might be simpler than it feels. Just remember how it started.

😄👍📱Det er Jennifer Daniel, der bestemmer, hvilke emojis vi får lov at bruge

Meet Jennifer Daniel, the woman who decides what emoji we get to use
As the new head of the Emoji Subcommittee for the Unicode Consortium, Jennifer Daniel has a vision for how to make these symbols work for everyone.

Megablokering af tosserne. Appen Megablocking gør det nemt at blokere både personen der tweeter, og alle dem der har liket og svaret i ét hug.

Twitter Megablocking: block the tweeter and everyone who liked their terrible tweet | Boing Boing
Megablock.xyz is a single-serve site that lets you enter a bad tweet and block not only its author but everyone who liked it. It’s the creation of the Gen Z Mafia, responding to a request fro…