WhatsApp går i fuldt forsvarsmode: Dine data er sikre hos os! Men er de nu det?
De seneste dage er to besked-apps strøget til tops på hitlisterne i mange lande. Det drejer sig om Signal og Telegram.
Grunden skyldes nok væsentligst opdateringeren af brugervilkårene for den Facebook-ejede WhatsApp, som vi beskrev i sidste uge.
Heraf fremgår det, at en række data bliver delt fra WhatsApp til Facebook.
Men WhatsApp siger nu, at opdateringen af deres vilkår blot er for at klargøre retningslinjerne for hvordan firmaer, som brugerne kommunikerer med via WhatsApp, må bruge data. Med andre ord — der er ikke meget nyt under solen, siger de.
Der er dog ingen tvivl om, at brugerflugten og den negative presse svier på WhatsApp, der senest har lavet en FAQ for at prøve at forklare sig.
Men hvad er så op og ned?
WhatsApp er en krypteret beskedtjeneste, og der er ingen (jeg har set), der har påstået, at de indsamler eller deler brugernes private beskeder. Bedømt ud fra WhatsApps nye kommunikation må man forstå, at det er et rygte der har spredt sig på sociale medier.
Hvad der med sikkerhed fremgår af WhatsApps vilkår er, at en god del af de data, som de indsamler, deles med Facebook. Men det har de gjort siden 2016.
New York Times forsøger at udrede miseren, og skriver blandt andet om bevæggrunden for de nye vilkår:
“WhatsApps vilkår blev ændret for at afspejle muligheden for kommercielle transaktioner, hvor aktiviteten på forskellige Facebook-apps kan blandes sammen — en håndtaske, du kigger på i WhatsApp, kan f.eks. dukke op på et senere tidspunkt i din Instagram-app.”
Bare for at gøre det klart. Hvis det skulle være et forsvar for, at WhatsApps nye vilkår ikke handler om privatliv og indsamling af data, så er det i hvert fald ikke det, jeg ville forbinde med en privat kommunikationsapp.
WhatsApp er effektivt blevet en del af Facebook-familien, som lever af at indsamle data om dig, for at sælge annoncer — også selvom selve besked-kommunikationen med familie, venner og kollegaer stadig er end-to-end krypteret.
Det var derfor de to WhatsApp-stiftere begge forlod deres livsværk og Facebook, fordi de ikke længere kunne stå på mål for produktet. Som den ene af de to, Brian Acton, efterfølgende har sagt: “I sold my users privacy”.
Uanset, hvor markant man mener, at WhatsApps nye vilkår ændrer spillereglerne, så reagerer folk i hvert fald i stor stil.
Beskedappen Signal, som er en non-profit organisation, der laver software, som er gratis og open source, topper netop nu apphitlisterne i mange lande.
Signal fik alene i mandags 1,3 millioner nye brugere, efter tidligere at have haft en noget mere beskeden tilvækst på omkring 50.000 om dagen i gennemsnit. Deres servere, som sender beskeder ud til nye brugere der skal bekræfte deres tilmelding, har da også flere gange haft svært ved at følge med.
Telegram har også fået seriøs medvind. De skriver, at de nu har passeret 500 millioner brugere, og at 25 millioner nye er kommet til i løbet af de seneste 72 timer(!)
I det tilhørende blogindlæg, skriver den ene af Telegramstifterne, Pavel Durov:
- Folk ønsker ikke længere at bytte deres privatliv for gratis tjenester. De ønsker ikke længere at blive holdt som gidsler af techmonopoler, der synes at tro, at de kan slippe af sted med hvad som helst, så længe deres apps har en kritisk masse af brugere.
Durov kalder Telegram det største tilflugtssted for dem, der søger en kommunikationsplatform, som har forpligtet sig til privatliv og sikkerhed, og tilføjer:
- Vi tager dette ansvar meget alvorligt. Vi svigter dig ikke.
Jeg skrev om Telegram første gang i april 2014 på dr.dk, hvor beskedappen efter blot 8 måneder på markedet havde 35 millioner brugere.
Dengang kaldte de to russiske stiftere og brødre, som på daværende tidspunkt havde base i Berlin, Telegram for “folkets beskedapp”.
De lovede, at appen for altid vil være gratis og uden reklamer, og de har struktureret firmaet, så det aldrig kan blive solgt.
Det kan være mere end svært at vurdere, hvor mange data forskellige apps tilgår og at sammenligne dem med hinanden. Men det er blevet lidt lettere.
Apple har som bekendt for nyligt indført privacy labels i App Store, som betyder, at alle firmaer skal oplyse, hvilke data de indsamler, og hvilke data der er linket direkte til dig.
Forbes har lavet en sammenligning mellem Signal, Apples Messages, WhatsApp og Facebook Messenger, som taler sit tydelige sprog:
Signal indsamler ingenting. Apple en lille smule. WhatsApp noget mere (fx produkter du interagerer med og reklamedata), mens Facebook Messenger er en ren dataindsamlingsmaskine.
Telegram er ikke med i den sammenligning, men et hurtigt kig i App Store viser, at de indsamler data om dit navn, telefonnummer, kontakter og brugerid. I udgangspunktet er det dog helt legitime data for at kunne benytte appens funktioner.
For en god ordens skyld har vi lavet vores egen lille sammenligning mellem Signal, Telegram og WhatsApp. Døm selv.
Update på sociale medier og Trump
Trumps SoMe Posts gemt for eftertiden
En god Techliv-læser, Kristoffer, stillede os det super relevante spørgsmål: Nu når Trumps Twitterprofil er lukket, hvad sker der så med alle hans mange tweets, som jo har en historisk relevans for eftertiden?
Svaret er, at US National Archives vil modtage al indhold fra sociale medier, som Trump og hans administration har publiceret.
Og det er ikke så lidt, Trump har sendt ud i verden. Det seneste halve år har han i gennemsnit tweetet næsten 35 gange i døgnet.
YouTube suspenderer Trump
Som rosinen i pølseenden fulgte YouTube endelig trop med de andre sociale medier. Trump har (foreløbigt) fået mindst en uges karantæne fra den Google-ejede videotjeneste.
Snapchat har til gengæld konverteret deres midlertidige karantæne til en permanent nedlukning af præsidentens konto
Amazon til modangreb på Parler
Parler lagde sag an mod Amazon, efter techgiganten lukkede de servere, som det (nærmest moderationsløse) sociale medie benyttede sig af.
Men nu tager Amazon til genmæle og kalder nedlukningen “en sidste udvej”.
I retsdokumenterne skriver Amazon:
“Denne sag handler om Parlers demonstrerede manglende vilje og manglende evne til at fjerne indhold fra serverne på Amazon Web Services ('AWS'), der truer den offentlige sikkerhed, såsom ved at anspore og planlægge voldtægt, tortur og mord på navngivne offentlige embedsmænd og private borgere.”
Data fra Parler giver et stærkt indblik i stormen på Kongressen
Parlers vej til at komme online igen kan da også blive meget lang. Nogle eksperter mener, det kan tage måneder.
Spørgsmålet er måske nærmere om det nogensinde sker, når først det bliver alment kendt, hvad der er publiceret på deres platform.
Som vi skrev tirsdag, så vil Parlers amatøragtige kode trække mange flere af de personer, der deltog i stormen på Kongressen, med i faldet.
Det næsten fulde arkiv af opslag, billeder og videoer fra Parler, som sikkerhedseksperten med Twitternavnet @donk_enby havde held med at hente inden Parler blev lukket ned, viser allerede sit værd.
Data fra videoer der er blevet uploadet til Parler — som Gizmodo har fået fat i — vil med stor sikkerhed bringe flere folk alvorligt i fedtefadet.
I en grafisk visualisering af data er det tydeligt, at flere af dem har været både meget tæt på og inde i Kongressen.
FBI har i øvrigt allerede mere end 100.000 stykker digital bevismateriale, men det er uklart om de ovennævnte data fra Parler allerede er en del af materialet.
USA — og særligt Facebook — burde have set advarselslamperne blinke mørkerødt
Som jeg argumenterede for umiddelbart efter demonstranternes indtrængen i Kongressen, som kostede fem personer livet, så bærer de sociale medier i høj grad et ansvar for, at konspirationsteorierne om valgsvindel har fået lov til at blive spredt så længe og så bredt.
Sporene fra blandt andet Myanmar, Indien og Sri Lanka viser med al tydelighed, at misinformation online før har spredt sig til vold og drab i den virkelige verden.
I en artikel fra The Atlantic med overskriften “We Tried to Warn You”, fortæller blandt andre folk fra Myanmar om, hvordan de i årevis har prøvet at råbe Facebook op.
Selvom Facebook er fuldstændig klar over, hvad der er sket i Sydøstasien, hvor deres platform i høj grad er blevet brugt til at sprede konspirationsteorier og til mobilisering af angreb på minoriteter, så lader det ikke til at de har haft fantasi til at forestille sig, at noget lignende kunne ske i USA.
LINKS TIL LÆSEHESTE
Arghhh, hvad er det nu, det er 🤬!!!Glemt password koster mand 220 millioner dollars: Kan ikke få adgang til sine bitcoin
Nettets mørkeste side er lukket ned: Bagmand anholdt ved den dansk/tyske grænse
CES: Årets (nok) mest avancerede smartmaske præsenteret — men det er stadig blot en prototype
Nye problemer med Androids smittesporings-app: Men et fiks er lige på trapperne
Danskerne går iPhone-amok: 7 ud af 10 mest solgte mobiler i 2020 var fra Apple
Følg Techliv — og del med dem du kender...
Del gerne dette nyhedsbrev med folk du kender.
Følg os på sociale medier:
Techliv på Twitter og Facebook | Nicolai på Twitter | Anders på Twitter