God onsdag,
Igen i dag følger vi op på den rullende katastrofe der rammer allevegne.
Denne gang ser vi på nye historier om mobiltracking, og på hvordan techfirmaerne egentlig klarer sig i den turbulente tid - og så vinker vi farvel til endnu en techfestival.
Der bliver dog også plads til lidt adspredelse og en mulighed for at hjælpe de netmedier, der både før og under viruskrisen slås med finanserne.
God læsning,
Anders
1. Tracking på steroider - nogle steder
I gårsdagens Techliv skrev vi om hvordan Statens Serum Institut (SSI) havde fået den fiffige idé at bruge teleselskabernes mobildata til at tracke danskerne, og dermed kortlægge vores bevægelser og potentielle smitteveje.
Det førte naturligt nok til en del bekymring, både fra teleselskaberne som kræver klare juridiske retningslinjer, og i dag også fra PROSA, fagforeningen for it-professionelle.
I en pressemeddelelse skriver foreningen, at sundhedsmyndighedernes ønske om at anvende teledata til at tracke borgernes bevægelser under Coronakrisen absolut ikke bør blive til virkelighed:
“Det er et voldsomt indgreb i vores rettigheder, og det er ikke alene unødvendigt, det er også ubrugeligt som redskab”, siger PROSAs formand, Niels Bertelsen, i pressemeddelelsen.
Men selvom både Teleindustrien, PROSA og ven af huset Anders Kjærulff Christensen mildest talt er bekymrede, så er der andre der forlængst er gået igang.
I går skrev vi om de norske myndigheder og teleselskaber, hvor blandt andet Telenor og Telia udleverer anonymiserede og aggregerede data om nordmændenes bevægelser til myndighederne, som fra et privatlivsperspektiv er rimelig harmløst.
Men det er ikke kun myndigheder og teleselskaber, der giver den gas. Oppe i Norge finder man nemlig også Unacast, et af de mange, mange firmaer, som samler og køber lokationsdata fra millioner af mennesker.
Typisk bliver de store datamængder brugt til at skabe digitale profiler i markedsførings-øjemed, men Unacast har også offentliggjort et interaktivt kort, der viser to datasæt; befolkningens bevægelsesmønstre og antallet af COVID-19-tilfælde.
Foreløbig virker kortet dog kun i USA, men her kan Unacast med forholdsvis stor præcision vise hvor i landet folks bevægelsesmønstre har ændret sig mest, og sammenholde det med antallet af syge.
Unacast bruger lokationsdata de selv indsamler via et softwaremodul app-udviklere kan indbygge i deres mobilapps, eller data de køber fra såkaldte databrokers. Sygdomsdata indhenter de løbende fra officielle sites.
Man kan på kortet klikke ind på den enkelte stat og endda helt ned på county-niveau. De stater som ifølge Unacast data har skruet mest ned for deres transport - og således, må vi formode, praktiserer social distancering mest pligtopfyldende - er Alaska og Nevada, mens de mest ligeglade åbenbart holder til i Montana og Wyoming (måske fordi folk i de stater i forvejen bor langt fra hinanden og derfor nemmere kan blive ved med at drøne omkring).
På det interaktive kort kan man altså “kun” se aggregerede data, der på gennemsnitlig vis illustrerer hvordan befolkningens bevægelsesmønstre har ændret sig, men som Mashable noterer sig, så betyder det absolut ikke, at Unacast (og de andre lokationstracker-firmaer) ikke i princippet kunne gå endog meget tættere på.
De indsamler nemlig data om både mobilernes ID, GPS-koordinater, hvor hurtigt mobilen bevæger sig, lokale wifi-net og meget mere - og hvis man ikke kan se disse detaljer i Unacasts interaktive kort, så er det udelukkende fordi firmaet selv vælger ikke at bruge dem…
Bonusinfo: Folkene bag Unacast har i øvrigt tidligere lavet musiktjenesten WIMP, der siden blev købt af Jay-Z og omdøbt til TIDAL.
2. Op og ned hos Fjæsen
Som vi også skrev i går, så er det ikke alle der oplever, at forretningen har fået et nær-katastrofalt skud for boven. Facebook har fx oplevet en markant stigning i læsningen af nyhedsartikler.
Men måske syntes Facebook ikke at det skulle lyde som om de bare sejler igennem alle problemerne, mens pengene ruller ind.
Så i en blogpost skriver Facebook at meget af den nye trafik sker i private beskeder og video-opkald, som ikke bliver brugt til at vise annoncer, og derfor ikke giver nogen indtjening.
Samtidig bliver der generelt købt færre digitale annoncer, også hos Facebook, skriver Alex Schultz, VP of Analytics.
Og i New York Times fortæller Zuckerberg at de - ligesom så mange andre - bare slås for at tjene til dagen og vejen (eller holde lysene tændt, som de siger derovre).
3. Artikler uden annoncer på Firefox - med penge til producenten
Apropos smør på brødet, så er der nyt fra tjenesten Scroll, der kort fortalt forsøger at hjælpe netmedier med at tjene penge - uden at de skal vælte annoncer ud i hovedet på læserne.
Ideen er, at man betaler et månedligt abonnement hos Scroll, der så betyder at man kan læse artikler hos deres partnere helt uden reklamer på siderne. Partnerne inkluderer kendte sites som The Atlantic, Slate, The Verge og The Onion.
Abonnementspengene ($5 om måneden eller de første 6 måneder for $2.50 per måned) bliver så fordelt mellem medierne i forhold til hvor meget den enkelte bruger har læst hos de enkelte - efter Scroll har taget deres 30%, naturligvis.
Og nu har Mozilla så annonceret et nyt samarbejde med Scroll. I Firefox-browseren kan man vælge at installere tilføjelsen “Firefox Better Web with Scroll”, som automatisk tracker Scroll-brugernes læsning på partnermedierne.
Firefox blokerer i forvejen for en kolossal mængde annoncer, men vil gerne hjælpe netsiderne med en alternativ indtjening, skriver de på deres blog.
Foreløbig kan tilføjelsen dog kun bruges i USA, men planen er at rulle den ud i flere lande, skriver Mozilla.
Det er langt fra første eller eneste forsøg på at hjælpe netmedier og andre indholdsproducenter med lidt i kassen - vi har fx både Flattr, Blendle og Apple News - men især i disse tider er det måske ekstra rart at kunne bidrage til at holde tasterne igang derude, og så er alle eksperimenter velkomne.
4. Kort fra Corona-land
Og så har jeg lige samlet en håndfuld helt korte Corona-nyheder med tech-twist:
Coronabot hos Danske Regioner
Danske Regioner har samarbejde med Microsoft og Proactive udviklet en helt enkelt chatbot, der kan hjælpe borgerne med at vurdere om de er smittet. Botten kan prøves her. Om den giver mening, vil vi lade være op til den enkelte at vurdere.
Bibliotek uden grænser (næsten)
Mange kender nok Archive.org for deres historiske tilbageblik på verdens hjemmesider, men de driver faktisk også et digitalt bibliotek. Her er der normalt begrænsninger på hvor mange der kan låne bøgerne samtidig, og derfor en del ventetid - men det bliver der nu lavet om på. Der er 1.4 millioner bøger at gå igang med.
Seksuel distancering?
Social isolation kan hurtigt blive kedelig - og for dem der bor alene måske også lidt ekstra kedelig. Derfor tilbyder PornHub nu gratis abonnementer…
Internet Week Danmark aflyser 2020-festivalen i maj
Der er nærmest ingen ende på de konferencer, festivaler og andre arrangementer, der bliver aflyst i disse uger. Nu er turen kommet til Internet Week Danmark (IWDK), der aflyser festivalen i maj, men lover at vende tilbage næste år.
Smart ring skal forudsige smitte
Det finske firma Oura laver en såkaldt ‘smart ring’, som blandt andet kan vise brugerens temperatur. Nu skal 2.000 amerikanske sygehuspersonale teste om ringen kan hjælpe med at opdage tidlige tegn på feber og potentiel virussmitte.
LINKS TIL LÆSEHESTE (OG ANDRE NYSGERRIGE)
Tankestyret exoskelet. Med implanterede sensorer og lidt træning kan man nu styre et exoskelet med tankens kraft.
Japansk translokation i Minecraft. Når man ikke kan mødes i virkeligheden, når eksamen er overstået…
Simulator til selvkørende biler. MIT har lavet en simulator, som kan træne selvkørende biler i et nærmest uendeligt antal situationer, uden at skulle sætte andre trafikanter i fare.