Google melder sig ind i AR-brille-kampen
Så er der ved at være fuld plade i de digitale brillers land. Google har på sin egen uofficielle måde meldt ud, at de håber at være klar med firmaets første AR-briller i 2024.

1. Google melder sig ind i AR-brille kampen
Google har nu på sin egen måde tonet rent flag om, at firmaet (naturligvis – ligesom alle de andre store) også har tænkt sig at udvikle et par AR-briller.
Unavngivne kilder med kendskab til projektet (læs: Google selv) fortæller til The Verge, at projektet internt går under navnet Project Iris, og at håbet er, at firmaets første AR-headset kan sendes på markedet i 2024.
Produktet er dog i en meget tidlig udviklingsfase, og Google har endnu ikke lagt sig fast på en strategi for, hvordan produktet skal lanceres. 2024 kunne derfor meget vel nærmere lyde som en ambition end en realistisk lanceringsdato.
Ligesom Metas næste generations headset (og med stor sandsynlighed også Apples første), vil Googles version have kameraer monteret udenpå headsettet, som optager et live-feed af virkeligheden, som så bliver vist på skærmen inde i brillen, hvor der så kan lægges et digitalt lag ovenpå.
Om det overhovedet kan kaldes AR, eller om det passer bedre i kategorien Mixed Reality (som både forkortes MR og XR), er nok en smagssag.
The Verges kilder oplyser, at Google-brillen bliver udviklet i San Francisco — og altså ikke i firmaets hovedkvarter i Mountain View længeres sydpå i Californien.
Headsettet, som foreløbig har form som en skibrille, kører for nuværende Android på en egenudviklet Google-processor i stil med den, der sidder i de nyeste Pixel-telefoner.
Oplysningerne om, at Google arbejder på et headset, kommer næppe som en overraskelse for mange.
Som vi skrev i Techliv i december, så har man i flere af Googles jobopslag kunne læse, at firmaet var ved at samle et hold, der skulle udvikle et “innovativt AR-device”.
Samtidig hyrede Google en tidligere chef fra Meta, Mark Lucovsky, som Senior Director of Engineering, Operating Systems, AR.
Lucovskys rolle er ifølge ham selv “at lede styresystems-teamet for Augmented Reality hos Google”, så måske ender det slet ikke med at hedde Android.
Google har som bekendt længe haft fokus på briller og AR/VR-headsets. Først med Google Glass, og senere med den legendariske papæske, man kunne sætte sin telefon ind i, der efterfølgende blev erstattet af Daydream VR.
Ingen af produkterne eksisterer i dag.
Google købte sidste år AR-briller firmaet North. Men om det er deres teknologi, der skal laves til “et innovativt AR-device”, eller om Google er startet helt fra bunden, vides ikke.

2. EU enige om hård kurs mod amerikanske techgiganter
EU har længe arbejdet på to markante lovgivninger indenfor det digitale område:
Digital Services Act og Digital Markets Act.
I går gav EU-parlamentet så stor opbakning til udkastet til Digital Services Act, som også er blevet kendt som den lovgivning, der skal tæmme de amerikanske techgiganter — og i særdeleshed Meta (Facebook) og Google.
Det glæder Socialdemokraten Christel Schaldemose, der har været hovedforhandler på udspillet.
- Jeg er glad og stolt, for det har virkelig været et hårdt arbejde. Der er mange interesser på spil, og jeg har aldrig før oplevet så voldsomt et lobbypres, som jeg har med denne sag. Derfor er jeg virkelig lettet over, at det lykkes at komme igennem med det, siger hun til DR.
Margrethe Vestager er også glad og stolt. I forbindelse med vedtagelsen, sagde hun i en tale, at Digitial Services Act “vil gøre internettet sikrere for vores borgere, beskytte dem mod ulovligt indhold - herunder usikre eller ikke-autoriserede produkter - samtidig med at sikre deres ytringsfrihed online.”
Andre af de overordnede mål med den digitale lovgivning er:
- Større demokratisk kontrol og tilsyn med systemiske platforme
- Afbødning af systemiske risici, såsom manipulation eller disinformation
- Mindre udsættelse for ulovligt indhold
- Bedre beskyttelse af grundlæggende rettigheder
- Retssikkerhed og harmonisering af regler
Mere konkret betyder det fx, at de store platforme vil blive tvunget til at gøre det langt lettere for europæere at sige nej tak til målrettet annoncering, samt et forbud mod at målrette reklamer til børn.
Christel Schaldemose har desuden store forhåbninger om, at den europæiske lov vil sprede sig til resten af verden:
- DSA’en (Digital Services Act) kan blive den nye guldstandard for techområdet, ikke bare i Europa, men i hele verden. Store technationer som USA og Kina følger nøje med i, hvad vi nu bliver enige om. Præcis som de gjorde, da vi lavede GDPR. Med DSA'en tager vi et grundlæggende opgør med Det Vilde Vesten, som det digitale har udviklet sig til. I alt for lang tid har ulovlige produkter og indhold spredt sig online. Algoritmerne har fremmet splittelse, og anbefalelsessystemerne har ødelagt unges selvværd, lyder det blandt andet fra Schaldemose på EUs egen hjemmeside.
Loven mangler dog stadig en sidste forhandlingsrunde med medlemslandene, inden den endegyldigt kan vedtages og træde i kraft.

3. TikTok tester abonnementer — ligesom Instagram
I går var det Instagram, og i dag er det så TikToks tur til at melde ud, at de er ved at teste en abonnementsmodel.
Helt som på Instagram er konceptet at lade populære creators på platformen placere udvalgt indhold bag betalingsmur, som deres største fans så kan abonnere på.
TikTok bekræfter forsøget i en udtalelse til flere medier, men uden at gå i detaljer:
- Vi tænker altid på nye måder at bringe værdi til vores community og berige Tiktok-oplevelsen, lyder det drønsyge svar fra en unavngiven talsperson fra det kinesiske firma til blandt andre Techcrunch.
Hvordan TikTok tester det, hvor mange der indgår i testen, og hvad det koster, er der endnu ingen officielle meldinger om.

4. Facebook og Instagram pønser på at integrere markedsplads for NFT’er
NFT-hypen er nærmest ikke til at holde tilbage i øjeblikket.
Nu overvejer også Facebook og Instagram at gøre det muligt at sælge de digitale kunstværker — eller mere præcist certifikater for ejerskab af et digitalt værk.
Kilder (igen dem uden navn) siger til Financial Times, at Meta er ved at udvikle måder til at “skabe, vise og sælge NFT’er på Facebook og Instagram”.
En af kilderne fortæller, at teknologien bag Metas egen Novo Wallet skal danne grundlag for løsningen. Samtidig overvejes det, om Meta selv skal udvikle en markedsplads eller blot stille funktionaliteten til rådighed for andre.
Meta ønsker ikke at kommentere på oplysningerne.
Instagrams chef Adam Mosseri oplyste dog i slutningen af december 2021 på sin egen Instagram-konto, at det sociale medie er ved at kigge nærmere på NFT’er. Videoen med Mosseri kan ses i tweetet nedenfor.
📢 @instagram'ın CEO'su Adam Mosseri(@mosseri), #NFT trendini aktif olarak araştırdıklarını ifade etti.
— NFT Library (@LibraryNft) December 18, 2021
👨👩👦👦 NFT'leri daha geniş kitlelere nasıl erişilebilir kılabilecekleri üzerinde düşündüklerini ve yer alabilecekleri ilgi çekici bir alan olduğunu aktardı.#instagram #NFTs pic.twitter.com/ISFttj9cRz

LINKS TIL LÆSEHESTE
Ankesagen begyndt: Epic vil have retten til at omstøde monopol-frikendelse af Apple

Second Life-stifter er meget usikker på VR...

... og PlayStation-opfinder mener at metaverset sucks, og at headsets er irriterende

Endnu et lovforslag kræver at Apple åbner for tredjeparts betalingsløsninger

Mercedes køber andel af det selvkørende firma Luminar: Luminars teknologi skal gøre det tyske firmas biler selvkørende
New Yorks borgmester vil have sin løn i kryptovaluta: Men det kræver krumspring
