Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Apple-elbil spøger igen

Kilder oplyser til Reuters, at Apples sagnsomspundne elektriske bil er planlagt til at komme på markedet i 2024. Vi giver vores bud på, om det nogensinde bliver til noget.


1. Reuters: Apples elbil kan være klar allerede i 2024

Det er ingen hemmelighed, at Apple igennem en længere årrække har arbejdet på at udvikle en bil.

Siden 2014 har Project Titan, som bilprojektet kaldes internt, opereret i det hemmelige, uden at Apple nogensinde officielt har talt om det.

Allerede tilbage i 2016 kaldte Elon Musk Apples bilprojekt for en offentlig hemmelighed, og tilføjede at “det er ret svært at skjule noget, hvis du ansætter over tusind ingeniører til at arbejde på det”.

Dog har det hele tiden været uklart hvad der er endemålet med bilprojektet. Skal man selv kunne køre bilen, eller vil den være fuldt førerløs? Er det måske slet ikke en bil, men blot hardware eller software, som andre bilfabrikanter kan licensere og benytte i egenproducerede biler?

Skal man tro en spritny rapport fra Reuters, så begynder projektet dog nu for alvor at tage form.

I en såkaldt “exclusive” artikel baseret på en række interne unavngivne kilder, skriver Reuters at det er Apples ambition at sætte en elbil i produktion i 2024.

Bilen skal kunne købes af helt almindelige forbrugere, og vil altså ikke være en robot-taxi som fx Googles Waymo-biler. Dog vil den have en eller anden form for selvkørende evner, muligvis baseret på Apples egen Lidar-teknologi, der allerede sidder i de nyeste iPhones og dyreste iPads.

Bilen skal angiveligt køre på et Apple-produceret batteri, som skulle være radikalt billigere at producere, sammenlignet med de nuværende batterier, som er den komponent der gør elbiler relativt dyre. Samtidig skulle batteriet have en lang rækkevidde.

Og det er netop batteriet, der fremhæves som det gennembrud, der har fået Apple til at træffe beslutningen om at udvikle en Apple-bil.

En af Reuters kilder kalder batteriet ”next level… ligesom første gang du så iPhone”.

Dog tages der i Reuters-artiklen de vanlige forbehold for, at Apple stadig kan nå at ændre strategi og gå tilbage til tanken om, at det skal være et system som andre bilfabrikanter kan benytte.

Tesla-aktien — som er gået helt bananas i 2020, hvor den er tæt på syvdoblet — faldt brat med 6,5 procent i kølvandet på Reuters oplysninger om Apples bilprojekt.

Techlivs take:

Man kunne godt foranlediges til at tro, at Apple selv har ønsket at placere historien hos Reuters. Det er i hvert fald sjældent, der dukker så meget røg op i et respekteret medie, uden der er en eller anden form for brand.

Dog skal man nok lige spise brød til, inden man konkluderer, at en Apple-bil er på vej.

Selvom der er klare overlap til teknologier, som Apple allerede benytter, så er det et helt andet bæst at blive bilproducent.

Ikke nok med at de skal til at have et netværk af værksteder og forholde sig til ting som rustbeskyttelse og vinterdæk, så er selve produktionsapparatet superkomplekst.

Elon Musk har flere gange i år sagt, at det er relativt nemt at bygge en velfungerende prototype, men at det er omtrent tusinde gange sværere, “at bygge maskinen der bygger maskinen” — altså et højeffektivt og pålideligt produktionsapparat.

Det kan selvfølgelig være at, Apple vil købe sig til produktionen hos en nuværende bilproducent — eller i Kina som det er tilfældet med alle firmaets andre produkter. Men man kan næppe direkte overføre den stramme produktion af iPhones og Macs (som Tim Cook oprindeligt forædlede hos Apple) til biler.

Der er dog ingen tvivl om, at Apple har kontrol med en del af vigtigste komponenter, det kræver at bygge en elbil. De har al den computerekspertise, der skal til. Og hvis de, som Reuters rapporterer, har udviklet en solid batteriteknologi, så er der stort set “bare” softwaren tilbage.

Software er jo netop en ting, som Apple er temmelig gode til, og det er lige præcis her, at de klassiske bilproducenter som fx Volkswagen kæmper rigtig hårdt lige nu.

Apple har pengene til at gøre det, spørgsmålet er nok nærmere om de har modet til at kaste sig ud i et så radikalt anderledes eventyr, som kan fjerne fokus fra telefon- og computerforretningen, og hvor der risikerer at dukke kedelige billeder op af Apple-biler i trafikuheld, eller videoer af biler der ruster og så fremdeles.

Ligeså er det stadigvæk et stort åbent spørgsmål, om Apple virkelig kan bidrage med noget nyt, der er specielt nok til at de kan trænge ind på et marked, hvor produkterne trods alt minder relativt meget om hinanden, som det er tilfældet med (el)biler.

Mit mest optimistiske bud (med den store ja-hat på) er, at chancen for at Apple rent faktisk lancerer en bil i midten af 2020'erne er 50/50.

Anders sidder til gengæld og himler med øjnene ved siden af mig. Han mener, chancen for, at Apple har sendt en bil på markedet inden 2030, er lige omkring 7 procent.


2. Smittestop-app i nye vanskeligheder: Lyntestede corona-positive kan ikke melde sig smittet

Et af 2020s helt store eksperimenter har været den meget omtalte Smittestop-app.

Appen har umiddelbart vist sig mindre effektiv end mange håbede, og samtidig har den været ramt af en del fejl og mangler.

Seneste udfordring er, at man ikke kan registrere sig som smittet, hvis man er blevet testet positiv ved en af de lyntest, som mange danskere får foretaget i disse dage.

For at undgå, at folk fejlagtigt melder ind, at de er smittet med Corona, er appen designet, så en positivtest skal bekræftes via den database, hvor resultaterne fra den klassiske PCR-test er registreret.

Men positive lyntest bliver endnu ikke registreret i samme database, og derfor kan de smittede ikke registrere en positivtest i Smittestop.

Sundhedsministeriet oplyser til DR, at man fra begyndelsen af næste år vil registrere positive lyntest i den samme database. Først derefter vil folk der er testede positive via en lyntest kunne melde det ind i Smittestop-appen, så folk, de har været i nærheden af, kan få besked.


3. Australien afviser Google-køb af Fitbit: Endelig afgørelse kommer til foråret

Mens EU netop har givet grønt lys til, at Google kan købe fitnessur- og armbåndsfirmaet Fitbit, så er de ikke lige så positivt indstillede i Australien.

De australske myndigheder har i førte omgang afvist Google, der ellers havde stillet garantier i stil med dem, de har lovet EU. Det betyder blandt andet, at Google ikke kan benytte brugernes fitness-data til at målrette reklamer de næste 10 år.

Men det er ikke godt nok for den australske konkurrencemyndighed ACCC, som blandt andet har svært ved at se, hvordan de skal kunne tjekke, at Google overholder aftalen:

“Mens vi er klar over, at Europa-Kommissionen for nylig accepterede lignende forpligtelser fra Google, er vi er usikre på at en langsigtet og adfærdsbaseret aftale af denne type, i en så kompleks og dynamisk industri, effektivt kan overvåges og håndhæves i Australien” siger ACCCs øverste chef, Rod Sims, i en udtalelse.

Desuden er australierne nervøse for, at Googles indtræden i wearables-industrien vil skabe et nyt duopol, hvor Apple og Google vil sætte sig på hele markedet.

ACCC forventer, at en endelig beslutning bliver truffet i marts 2021.

Australien har i forvejen lagt sig alvorligt ud med Google (og Facebook), som de blandt andet mener skal dele deres annonceindtægter med australske nyhedsmedier, når de linker til mediernes historier.


4. Musk bekræfter: Tesla vil åbne Supercharger-ladestandere for andre bilmærker

Vi skrev i starten af måneden, at Tesla i Kina havde luftet tanken om, at Teslas Supercharger-ladestationer ville blive åbnet op for andre elbilsmærker.

Nu bekræfter Elon Musk — i vanlig kryptisk kommunikationsstil på Twitter — at det er tilfældet.

Verdens mest populære tech-YouTuber, Marques Brownlee, også kendt som MKBHD, spurgte på Twitter, hvorfor andre elbilsproducenter ikke tager Tesla på ordet og benytter deres Supercharger-netværk, hvorpå Elon Musk svarede:

“Det gør de også, selvom det er sådan lidt low key. Tesla Superchargers bliver gjort tilgængelige for andre elektriske biler.”

Selvom det i udgangspunket er rigtig positivt, hvis alle biler kan bruge de samme ladestandere, så har Teslas eksklusive Supercharger-netværk netop været helt afgørende for Teslas succes — og et af de helt store konkurrenceparametre, fordi der er stor garanti for, at Tesla-ejere kan finde en ledig lynladestander, og at prisen for at lade er lav.

Men de skal altså nok til at forberede sig på at måtte dele.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Al Jazeera-journalister udspioneret efter vildt iPhone hack

Dozens of Al Jazeera journalists allegedly hacked using Israeli firm’s spyware
Citizen Lab researchers say cyber-attack using NSO Group software likely ordered by Saudia Arabia and UAE

Link til hele rapporten finder du her 👇

The Great iPwn: Journalists Hacked with Suspected NSO Group iMessage ‘Zero-Click’ Exploit - The Citizen Lab
Government operatives used NSO Group’s Pegasus spyware to hack 36 personal phones belonging to journalists, producers, anchors, and executives at Al Jazeera. The journalists were hacked by four Pegasus operators, including one operator MONARCHY that we attribute to Saudi Arabia, and one operator SNE…

Britisk lovforslag: Bilproducenten — ikke føreren — skal være ansvarlig for uheld, hvis bilen kører på autopilot.

Autonomous vehicle makers should be held responsible for accidents, says Law Commission
What do you call the person behind the wheel of a self-driving car? Are they a passenger or owner or are they still the driver? Whatever they’re called, the UK‘s Law Commission says they shouldn’t be held responsible if their “autonomous” vehicle is in an accident. Under a new proposal from the UK‘s…

Fejl i Google Maps: Ingen kunne finde mands adresse i tre år

Google Maps postcode error leads delivery drivers on wild pizza chase
A mix-up on the tech giant’s service has meant three years of frustration for Simon Borghs, and highlights our reliance on the data private companies hold

Køb gaveabonemment på Techliv
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.