Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Enighed om digital EU-lov: Techgiganterne skal tæmmes — bøder op til 10 procent af årlige indtægter

Techfirmaer kan få bøder på helt op til 10 procent af deres årlige indtægter, hvis de overtræder digital EU-lov. Desuden nyt om Apple-briller — og en blåstempling af NFT.

Enighed om digital EU-lov: Techgiganterne skal tæmmes — bøder op til 10 procent af årlige indtægter

1. Enighed om digital EU-lov: Techgiganterne skal tæmmes

EU-landene blev i går enige om at give grønt lys til de to markante nye digitale lovgivninger: Digital Markets Act og Digital Services Act.

Begge har til formål at klargøre spillereglerne i den digitale verden, og med klart fokus på at tæmme techgiganternes store magt.

Pressemeddelelsen vedrørende enigheden om Digital Markets Act har således fået overskriften “Regulating ‘big tech’: Council agrees on enhancing competition in the digital sphere.”

Det går i særdeleshed ud på at begrænse de store platformes magt og favorisering af egne tjenester, så mindre spillere får bedre mulighed for at konkurrere på lige vilkår.

Netop dét har været omdrejningspunktet i flere af de konkurrencesager, som Margrethe Vestager har været primus motor på, og som har ført til store bøder til – og slagsmål med — blandt andre Google, Apple og Amazon.

Samtidig er håbet, at lovgivningen vil lede til mere fair priser.

Overtræder et firma Digital Markets Act vil de kunne få en bøde på helt op til 10 procent af deres samlede globale årlige omsætning. Til sammenligning er satsen 4 procent for GDPR-overtrædelser.

Den anden lovgivning, der er enighed om, er Digital Services Act. Den skal blandt andet hjælpe til at sætte klare grænser for hadtale, misinformation og deslignende på sociale medier, samt at sætte rimelige rammer for vores liv online.

Her er overskriften på aftalen meget konkret: “Hvad der er ulovligt offline, bør være ulovligt online.“

Lidt mere udførligt beskrives formålet med Digital Services Act at “beskytte brugerne mod ulovlige varer, indhold eller tjenester og beskytte deres grundlæggende rettigheder online”.

Med andre ord er det platforme som Facebook, der kan komme i fedtefadet, hvis de ikke overholder Digital Services Act.

Den maksimale bødestraf vil være en smule lavere — men dog signifikant. Op til 6 procent af et firmas årlige omsætning.

Aftalen vækker overordnet begejstring hos den danske erhvervsminister, Simon Kollerup.

- I dag sikrer vi, at det bliver mere trygt for os alle sammen som danskere og europæere at færdes rundt på nettet. Og vi sikrer, at det er os som samfund, der sætter rammerne for, hvordan udviklingen skal være, og ikke techgiganterne, udtaler ministeren til Ritzau.

Der er dog stadig nogle mindre knaster i lovteksten, der skal høvles af næste år, men den overordnede enighed mellem EU-landene er der.

De to nye digitale lovgivninger forventes at træde i kraft i løbet af 2023.


2. Ming-Chi Kuo: Apples første briller vil have computerkraft på linje med en Mac

Rygterne og forudsigelserne om nye produkter er mange — og vi går ofte en lang bue uden om dem.

Der er dog få, der har en bedre track record end Ming-Chi Kuo, som har helt unikke forbindelser i produktionsleddet i Asien, og som jævnligt skriver noter til investorer om de bestillinger, som ligger hos fabrikker og leverandører.

I sin seneste opdatering, som blandt andre 9to5Mac har set, går Ming-Chi Kuo i detaljer med de kommende Apple Augmented Reality-briller, og der er nogle ganske interessante oplysninger i blandt.

Først og fremmest skulle headsettet have computerkraft på højde med en Mac, og køre på den samme M1-processor. Ved siden af M1-chippen vil der være en ekstra processor, som skal levere computerkraft til brillernes sensorer.

Men endnu vigtigere, end hvad der er inde i brillen, så vil headsettet ifølge Kuo kunne køre selvstændigt, og altså ikke være afhængig af en forbindelse til enten en Mac eller iPhone. Det ser han som helt afgørende for produktets potentielle succes.

Desuden nævner analytikeren, at brillerne vil understøtte “et omfattende udvalg af applikationer”, og ikke blot være begrænset til at kunne køre få specifikke apps.

Kuo er også klar i spyttet omkring lanceringen af de nye briller, som han mener bliver i fjerde kvartal 2022.

Men han stopper ikke der. Ming-Chi Kuo skriver, at Apples mål er at erstatte iPhone med AR indenfor 10 år. Dette skal næppe forstås så bogstaveligt som, at briller fuldstændig skal erstatte iPhone som produkt, men at AR over en bred kam skal erstatte iPhone som den største generator af Apples indtægter.

Vi får at se, om Kuo (igen) rammer plet. Men det er nok ikke urealistisk at forestille sig, at næste års Apple udvikler-konference, WWDC, kommer til at have digitale briller som sit store omdrejningspunkt.


3. NFT udnævnt til årets ord i Storbritannien

Det er så småt blevet den tid på året, hvor lister over årets bedste, vigtigste, største (fyld selv flere ord på) begynder at drysse ud.

En, der har været hurtigt ude af startblokken, er den halvlegendariske britiske ordbog Collins English Dictionary.

Ordbogen har netop offentliggjort “Årets ord” som blev… NFT, der som bekendt en forkortelse for Non-Fungible Token. Ordbogen definerer NFT på denne ganske præcise måde (oversat til dansk):

“Et unikt digitalt certifikat, der er registreret i en blockchain, og som bruges til at registrere ejerskabet af et aktiv eller et samlerobjekt.”

Collins skærer faktisk i deres blog-indlæg ordets betydning endnu mere ud i pap, og det er en forklaring man godt kunne skrive sig bag øret: “Det er en luns af digitale data, der registrerer, hvem et digitalt værk tilhører.”

Ordbogsfirmaet er i det hele taget virkelig langt fremme på det digitale beat og kommer blandt andet både forbi metaverset og kryptovaluta i deres indledning, før de begrunder, hvorfor valget landede på NFT: Fordi det er en konvergens af penge og internettet.

Ovre hos konkurrenterne fra den måske endnu mere legendariske Oxford-ordbog, har de også offentliggjort deres “word of the year”. Der faldt valget (noget mere konservativt) på Vax — altså den moderne, engelske forkortelse for vaccination.


4. Israel skærer kraftigt ned på listen af lande, der må købe landets overvågnings-software

Da NSO og Pegasus-skandalen tidligere i år begyndte at rulle, kom Israel under voldsom politisk pres om at begrænse, hvilke lande der må købe spyware og overvågningsløsninger, som NSO og lignende firmaer udvikler.

Udover, at en række vestlige og allierede benytter Pegasus, kom det også frem, at flere lande med markant mindre demokratiske traditioner var ivrige aftagere og brugere af softwaren.

Derfor har Israel netop besluttet at skære ned på listen af lande, der må købe denne type teknologi fra israelske firmaer.

Ifølge Reuters, der citerer den lokale isralelske finansavis Calcalist, så bliver listen på 102 lande nu barberet ned til 37.

Det kommer angiveligt til at at gå ud over nationer som Mexico, Marokko, Saudi Arabien og de Forende Arabiske Emirater — lande som er blevet anklaget for at bruge Pegasus til blandt andet at overvåge politiske modstandere.

Israels forsvarsminister bekræfter, at Israel tager skridt i den retning, men kommenterer ikke direkte på, hvilke lande der er blevet streget fra listen.

NSO, firmaet der står bag Pegasus, blev i øvrigt tidligere på måneden sortlistet i USA, for netop at sælge spyware til regeringer, som har misbrugt overvågningssoftwaren.

Tidligere i denne uge er NSO Group blevet sagsøgt af Apple, der krævet et fuldstændigt forbud mod, at firmaet må anvende Apples hardware og software.

NSO har blandt andet formået at få Pegasus installeret på iPhones, via et såkaldt zero click attack, som betyder, at softwaren er blevet installeret på telefonen, helt uden at ejeren aktivt har trykket på et link.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Spotify tester TikTok-inspireret feed, der skal gøre det mere engagerende at finde ny musik

Spotify tests TikTok-like vertical video feature
The music streaming giant is experimenting on iPhone to let users move through clips quickly.

... Se video af konceptet her 👇


Storbritannien advarer adtech-industrien: Enden på privatlivs-intimiderende annonce-teknologi er nær

UK privacy watchdog warns adtech the end of tracking is nigh – TechCrunch
It’s been well over two years since the UK’s data protection watchdog warned the behavioural advertising industry it’s wildly out of control. The ICO hasn’t done anything to stop the systematic unlawfulness of the tracking and targeting industry abusing Internet users’…

Kina advarer adtech-industrien: Skal “opfylde kravene til den grundlæggende socialistiske åndelige civilisation og fremme excellent traditionel kinesisk kultur”

China steps up pressure on tech with draft online ad rules
China’s market regulator proposed new rules on Friday that would increase online advertising oversight, including stipulating that adverts should not affect normal internet use or mislead users.

Britisk mand får implanteret første 3D-printede øje

British man given 3D printed eye in world first, hospital says
A British man has become the first patient in the world to be fitted with a 3D printed eye, according to Moorfields Eye Hospital in London.

Følg Techliv — og del med dem du kender...

Vi har brug for flere medlemmer, så del gerne dette nyhedsbrev med folk du kender.

Følg os på sociale medier:

Techliv på Twitter og Facebook | Nicolai på Twitter | Anders på Twitter

You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.