Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Amazon får rekord GDPR-bøde — og “usynlige” ladestandere testes i London

Vi kickstarter ugens nyhedsbreve med fem korte nyheder fra weekenden. Læs blandt andet om rekord GDPR-bøde til Amazon og nedgravede elbil-ladestandere i London.

Amazon får rekord GDPR-bøde — og “usynlige” ladestandere testes i London

1. Amazon har fået den foreløbigt største GDPR-bøde

746 millioner euro — eller godt 5,6 milliarder kroner. Så meget skal Amazon betale for at have overtrådt GDPR-reglerne.

Det er den foreløbigt største GDPR-bøde, der er uddelt, efter den europæiske databeskyttelses-lovgivning trådte i kraft i maj 2018.

Hvad præcis Amazon har gjort galt, er stadig noget uklart.

I Amazons seneste kvartalsregnskab, som er indsendt til de amerikanske myndigheder, skriver e-handelsgiganten blot, at bøden er uddelt af Luxembourgs datamyndighed CNPD fordi “Amazons behandling af personoplysninger ikke har været i overensstemmelse med EU's generelle databeskyttelses-forordning”.

Ifølge Amazon har det altså resulteret i en bøde på 746 millioner euro og et krav om en tilrettelse af firmaets praksis.

Amazon skriver endvidere, at de agter at forsvare sig med fuld kraft.

En talsperson fra Amazon har efterfølgende oplyst, at beslutningen drejer sig om, hvordan Amazon viser “relevante reklamer” til deres kunder og kalder bøden “helt ude af proportioner”.

Luxembourgs datamyndighed CNPD har ikke udtalt sig i sagen.


2. “Usynlige” elbil-ladere testes i Storbritannien

Den måske største udfordring for transitionen til elbiler er ladeløsninger for de mange folk, der ikke har mulighed for at lade i egen indkørsel.

Samtidig er det heller ikke særlig attraktivt, hvis vi skal have store ladestandere stående ud fra hver eneste parkeringsplads på offentlig vej.

Dette problem forsøger man nu at løse i Storbritannien, hvor ladestandere, der er gravet ned i jorden, skal testes i London.

Løsningen, som er udviklet af det skotske firma Trojan, virker ved, at bilisten selv skal tilkoble en særlig “ladepæl”, ovenpå den nedgravede ladestander. Når man er færdig med at lade, lægges den i bagagerummet.

Da topdelen er personlig, bliver der automatisk afregnet uden at man skal finde kreditkort frem eller logge ind på en konto.

Om det er den optimale løsning, kan diskuteres, men det er i hvert fald et bud på et kompromis, der kan løse en klar udfordring, uden at vi skal glo på lange rækker af ladestandere på hver eneste vej.

Foreløbigt er der dog blot tale om et forsøg med 150 ladestandere, som skal afprøves fra september i år til marts 2022.

Laderne kan levere op til 22kW, hvilket kan oplade langt de fleste elbiler fra 0-100 procent på mellem 2,5 - 4 timer.


3. YouTube giver Australske Sky News en uges karantæne for at sprede Corona-misinformation

Vi har før hørt om YouTube-karantæner til præsidenter og andre folk, der har svært ved at omgås virkeligheden sandfærdigt.

Til gengæld mindes jeg ikke før at have hørt om et etableret medie, der har lidt samme skæbne... indtil nu.

YouTube har ganske enkelt givet Sky News i Australien en uges karantæne for at at udbrede misinformation om Covid-19. Det bekræfter både Sky News og YouTube.

YouTube henviser specifikt til, at de ikke tillader videoer, hvor personer uimodsagt benægter eksistensen af Covid-19. Ligeledes tillades det ikke at anbefale fx hydroxyklorokin til at behandle eller forebygge Coronavirus.

Det er altså netop det — må man forstå på YouTube —  som Sky News har gjort sig skyldige i at videreformidle.


4. Elon Musk støtter Epic: Apples App Store-omkostninger er de facto en internet-skat

Domsafsigelsen i sagen mellem Epic og Apple er nært forestående.

Og selvom det ikke kommer til at få nogen indflydelse på sagens udfald, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at Elon Musk nu — temmelig sent og lidt ud af det blå — vælger at give sin mening til kende.

I et tweet skriver Elon i vanlig kort stil:

“Apples app store-omkostninger er de facto en global internet-skat. Epic har ret.”

Kun 25 minutter senere kastede Epic-direktør Tim Sweeney sig så til tasterne og tweetede:

Apple -skatten er langt mere skadelig, end mange er klar over. "Det gælder kun digitale varer, der er tilgængelige på iOS", siger de - men i fremtiden vil alle fysiske varer have en digital tilstedeværelse, og Apple vil beskatte og gatekeepe verdenshandlen. Apple skal stoppes.”

Apple har ikke kommenteret de seneste udfald mod firmaets forretningsmodel.

Elon Musk har i øvrigt også brugt weekenden på at afvise en historie i en ny bog, som påstår, at Musk skulle have fortalt Tim Cook, at han ville være Apples CEO.

Elon Musk og Tim Cook har begge flere gange udtalt, at de aldrig nogensinde har snakket sammen, hvilket Musk i weekenden har gentaget.

Tesla-stifteren tilføjer dog på Twitter, at han på et tidspunkt forsøgte at sætte et møde op med Tim Cook, da han ønskede at sælge Tesla til Apple.

Mødet blev dog aldrig til noget.

På daværende tidspunkt havde Tesla en værdi på 6 procent af, hvad det har i dag.


5. Tablet-salget stiger en smule: iPad er — stadig — mest populær

Mens chipmanglen stødt tager til, så ryger der dog stadig en hel del tablets over disken.

Analysefirmaet IDC har netop sendt de nyeste tal for tablet-salget ud, og her fremgår det, at Apple stadig sidder solidt på tronen.

Næsten hver tredje solgt tablet i verden er en iPad. Samsung og Lenovo følger efter med omtrent 20 og 12 procent af markedet, mens Amazons Fire-tablets er nummer fire med godt 11 procent.

Samlet set er tablet-markedet også gået en smule op. 40,5 millioner tablets blev der solgt på verdensplan i årets andet kvartal.


LINKS TIL LÆSEHESTE

RUC-svipser… 2.700 CPR-numre, navne og email-adresser på nye universitets-ansøgere lå frit tilgængelige på Roskilde-universitetets hjemmeside

Universitet i kæmpe datalæk: - De kriminelle har alle informationerne nu, siger ekspert
En studerende opdagede, at han med få klik kunne se andres cpr-numre.

Er i 1.000 der skal videosnakke sammen? Så er Telegram nu en mulighed

Telegram expands video calls to 1,000, still won’t touch revenge porn
Telegram will now let up to 1,000 users join a video call (among other updates to its video features), but the company’s policy on illegal content stinks.

Twitter beder gode hackere om hjælp: Skal identificere billede-algoritmens forskelsbehandling, som prioriterer hvide over mørke ansigter

Twitter launches competition to find biases in its image-cropping algorithm
Twitter Inc (TWTR.N) said on Friday it will launch a competition for computer researchers and hackers to identify biases in its image-cropping algorithm, after a group of researchers previously found the algorithm tended to exclude Black people and men.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.