Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Facebook: Apple skader små forretningsdrivende

Apples 30 procents-andel af salg i App Store bliver udfordret fra alle sider.

Facebook: Apple skader små forretningsdrivende

1. Facebook smider mere brænde på Apples 30 procents-bål

Der gik ikke mange timer fra Epic Games' sagsanlæg mod Apple og Google til, at flere af de andre store techfirmaer så deres snit til at støtte spilfirmaet.

Spotify applauderede Epics beslutning om at tage kampen op mod Apples 30 procents-andel af salget i App Store og for “at kaste lys på Apples misbrug af sin dominerende position”.

Facebook var også hurtigt ude af starthullerne med en hel konkret sag, hvor de beskriver, hvordan Apple skader små virksomheder.

Det sociale netværk rullede fredag en ny indtjeningsmulighed ud i 20 lande, som gør det muligt for fx undervisere, yogainstruktører og creators at oprette online events og tage betaling for disse.

Facebook tager i første omgang ikke nogen betaling for løsningen. Men køber man billet til en event igennem iPhone-appen, ja, så træder Apples regler som bekendt i kræft, hvilket betyder, at 30 procent af de ofte små indtægter lander i iPhone-firmaets bugnende pengekasse.

Facebook siger, at de har prøvet at overtale både Apple og Google til enten at frasige sig deres 30 procent eller lade betalingerne foregå gennem Facebooks egen betalingsløsning, Facebook Pay.

Google har accepteret det sidste, hvilket de facto betyder, at de ikke får et cut af indtægterne. Apple har afvist begge dele.

Ifølge Facebook drejer det sig kun om at hjælpe de små forretningsdrivende og enkeltmandsvirksomheder, som har det svært i kølvandet på Covid-19, som de kalder “en kritisk ting, som alle techfirmaer burde hjælpe med.

Men det skader nok ikke, at Facebook — som har et meget anstrengt forhold til iPhone-producenten — samtidig får sat endnu et hårdt slag ind mod Apple og retningslinjerne for App Store, som efterhånden er i en modvind med orkanstyrke.

Facebook har tilmed indført en lille tekst i iOS-appen, hvor det fremgår, at Apple tager 30 procent af det beløb man betaler for at deltage i en online event gennem Facebook-appen. Så er forbrugeren da i hvert fald oplyst.

Den betalte online event-funktion på Facebook er i øvrigt foreløbigt rullet ud i 20 lande —heriblandt i Norge og Sverige men endnu ikke i Danmark.


2. Facebooks kontroversielle plan bliver til virkelighed: Instagram og Messenger slår chat sammen

Nogen kunne måske mene, at Facebook ikke burde kaste med sten, når de selv bor i et glashus.

I hvert fald har Mark Zuckerbergs sociale medieimperium nu gjort alvor af sin kontroversielle plan om at lade brugerne af deres forskellige apps kommunikere med hinanden.

I USA er det således nu muligt at sende en besked fra Instagram til en person på Messenger.

Begge personer behøver altså ikke længere at have en konto på det samme Facebook-ejede netværk for at kunne skrive til hinanden.

Tanken er på sigt, at det også skal kunne lade sig gøre at skrive til brugere der bruger WhatsApp, hvilket vil gøre Facebook-familien til den suverænt mest brugte besked-kommunikations-platform i verden.

I hvert fald hvis der ikke er nogen, der formår at forpurre planerne. Med det øgede fokus på om techgiganterne er ved at udvikle sig til monopoler, ligner det en helt oplagt sag for de amerikanske politikere — og for EU, hvis funktionen også bliver rullet ud her.


3. Ny rabat på elbil-forsikring? En sandhed med modifikationer

Vi er halvt på vej ud af teknologiens verden her med en omgang rendyrket forbrugernyt — og så alligevel ikke helt.

Salget af elbiler har haft mere end svært ved at komme i gang i Danmark, og selvom der for alvor begynder at komme et reelt udvalg på hylderne, så er der stadigvæk en række ting, der står i vejen for danskernes lyst til at købe en mindre forurenende bil.

Udover rækkeviddeangst, så kan prisen stadigvæk være en deal breaker, også selvom der efterhånden bliver udbudt attraktive lån til el- og hybridbiler, som nedbringer udgifterne. Og så er den store usikkerhed om, hvorvidt afgifterne bliver øget eller mindsket heller ikke så fordrende for at købe grøn bil her og nu.

Et fjerde problem er, at forsikringen på elbiler ofte er en del højere end på benzin-og dieselbiler.

Det skyldes, at de elektriske motorer accelererer rigtig hurtigt, og at der blandt andet derfor bliver lavet flere skader med elbiler.

Derfor var det da også med glæde, at jeg i morges modtog en pressemeddelelse i min indbakke om, at et større dansk forsikringsselskab nu vil give en besparelse på 500 kroner på kaskoforsikringen på en elbil, for at være med til at skubbe udviklingen mod grønnere biler.

Og det er jo selvfølgelig rigtig fint; problemet er bare, at tilbuddet er elastik i metermål.

For hvis man som udgangspunkt ikke er lige så billig som andre forsikringsselskaber, så gør den såkaldte grønne rabat det jo stadigvæk ikke attraktivt at vælge elbil.

Derfor dette lille tip: Er du på udkig efter en elbil — eller kender du nogle der er — så tjek i stedet Forsikringsguiden (som Forbrugerrådet Tænk og forsikringsselskabernes brancheorganisation står bag), hvor du kan sammenligne de forskellige selskabers priser på dit foretrukne elektrificerede køretøj.

Og så skifter vi vejbane til lidt mere politisk fnidder-fnadder.


4. Trump forlænger frist for TikTok salg til 90 dage

Donald Trump har besluttet at forlænge fristen for et salg af TikToks amerikanske aktiviteter fra 45 dage til 90 dage.

Det betyder nu, at TikTok (og formentlig Microsoft) har frem til den 12. november til at forhandle en aftale på plads.

Dog er der flere ubekendte i ligningen.

Først og fremmest har Microsoft tidligere meldt ud, at der senest 15. september vil foreligge en afgørelse på, om de køber TikTok i USA, Canada, New Zealand og Australien.

Twitter er angiveligt også interesseret i et potentielt køb, så derfor kan det både lade sig gøre, at Microsoft holder det de har lovet, og at TikToks moderselskab, ByteDance, får behov for de ekstra 45 dage til at finde en løsning.

Samtidig er der som bekendt et amerikansk præsidentvalg, som efter planen finder sted den 3. november. Så muligvis er Trump ikke præsident længere, når fristen løber ud.

Trump har sagt, at TikTok vil blive forbudt i USA, hvis ikke ByteDance har solgt den amerikanske del af danse-appen inden den ovennævnte deadline.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Smart eller en privatlivskatastrofe under opsejling? Indien vil give alle borgere et Sundheds-ID-kort, hvor ALLE borgerens sundhedsdata er gemt på. De bagvedliggende data skal gemmes i en central database.

India will provide ID cards that store all your medical data
India is planning health ID cards that store all your medical data, although there are privacy concerns.

Google i halvdesperat åbent lobby-brev til australierne: Det er godt for jer, at vi ikke betaler medier for at linke til nyhedsindhold.

Google Australia publishes open letter on proposed news law - 9to5Google
Over the past several months, Australia has been preparing legislation to force Google to pay local publishers for content. Google Australia open letter...

”Whatever”: Trumps svar på amerikanske virksomheders bekymringer for den potentielt høje pris, de kommer til at betale for et forbud mod kinesiske WeChat.

Trump says ‘whatever’ to Apple’s concerns that a WeChat ban could impact iPhone sales - 9to5Mac
Apple was among more than a dozen US companies to warn the Trump administration about the severe implications of banning WeChat from their platforms. President Trump is seeking to ban the app due to national security concerns, and during a press conference today, he offered a “rebuttal” to Apple’s a…
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.