Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Kan du overhovedet få Windows 11? En opdatering om en opdatering

Der er opstået halvkaotiske tilstande om, hvornår man kan installere den nye version af Windows — og hvilket udstyr det kræver. Læs med i dagens Techliv.

Kan du overhovedet få Windows 11? En opdatering om en opdatering

1. Windows 11: Android-apps kan installeres uden om Microsoft Store

Microsoft løftede som bekendt i sidste uge sløret for det kommende Windows 11.

Siden da er det væltet ud med store og små nyheder, som efterlader et stærkt sløret billede af, hvornår styresystemet kommer, og hvilken hardware det kræver.

Desuden er der nyt om Android-apps på Windows.

Vi snupper altså en opdatering om en opdatering:


Android-apps kan installeres uden om Microsoft Store

En af tidens store diskussioner handler om det der kaldes ‘side loading’. Altså om man kan installere apps uden om en platforms officielle App Store.

Apple siger som bekendt (af sikkerhedsmæssige årsager) nej til det på iOS, mens Google siger ja på Android.

Microsoft, der jo begynder at understøtte Android Apps i Windows 11, siger også ja. Du kan altså installere Android-apps uden om Microsoft Store.

Eller rettere: uden om Amazons Android Appstore, som ellers er den butik Microsoft officielt har valgt som stedet du kan hente dine Android Apps på Windows.

Alligevel vil det dog formentlig være en rimelig begrænset (og måske usikker) fornøjelse at bruge Android Apps på Windows.

Man kan nemlig ikke installere apps fra Googles Play Store, som jo er det eneste sted, hvor man så at sige kan få adgang til alle Android Apps.


Første betaudgave af Windows 11 er klar — den officielle udgave kan du vente på i op til ét år

Hvis du er typen, der ikke kan vente med at prøve det nyeste nye — men godt kan overleve, hvis din computer kører som en brækket arm — så kan den første betaudgave af Windows 11 hentes nu.

Det er den version, Microsoft kalder for Insider Preview.

Hvis du derimod bare vil vente indtil den færdige udgave er klar, ja så skal du væbne dig med stor tålmodighed.

Microsoft har oplyst, at Windows 11 er klar omkring jul. Men nu viser det sig, at det nok kun gælder folk, der køber en ny Windows-computer.

I et tweet fra den officielle Windows-profil lyder det nemlig således:

Windows 11 forventes udgivet senere i 2021 og vil blive leveret over flere måneder. Udrulningen af opgraderingen til Windows 10-enheder, der allerede er i brug i dag, begynder i 2022 og vil blive rullet ud gennem første halvdel af året.

Så er du Windows 10-bruger, kan du altså regne med at du senest har Windows 11 om et lille års tid(!)


Ganske uklart hvor ny din computer skal være for at køre Windows 11

Men så er der jo lige det med, om din computer overhovedet er ny nok til at køre Windows 11?

Svaret er… ganske uklart.

For Microsoft kan foreløbig ikke sige, hvilke krav der stilles til din computer.

Det tætteste, vi kan komme, er en række parametre, som INGEN normal Windows-bruger har den fjerneste anelse om, hvad betyder.

Din computer skal minimum have en processor på 1GHz og 2 kerner, 4GB hukommelse og 64GB lagerplads.

Desuden skal den have en integreret TPM (Trusted Platform Module), som formentlig skal være version 2.0.

Microsoft er ret sikre på, at computere der kører 8. generation Intel-processorer eller AMD Zen 2 eller Qualcomms serie 7 og 8 kan bruges.

Dog vil de også teste Intels 7. generation og AMD Zen 1.

Den gode — og dårlige — nyhed er, at Microsoft har udviklet et værktøj, der kan hjælpe dig med at finde ud af det.

Microsofts PC Health Check Tool, kan nemlig fortælle dig, om din computer har det udstyr, der kræves for at køre Windows 11. Og hvis ikke, kan det forklare, hvad din computer mangler.

Men nu har Microsoft gud hjælpe mig fjernet værktøjet. Begrundelse:

“…det var ikke fuldt forberedt på at kunne give det detaljeringsniveau eller den nøjagtighed, du forventede af os om, hvorfor en Windows 10-pc ikke opfylder opgraderingskravene.”

Med andre ord, det virkede ikke. Men Microsoft siger, at de arbejder på en opdatering.


2. Facebooks værdi passerer 1.000 milliarder dollars — efter dommer afviser antitrust-sag

Facebook har netop for første gang brudt en af de helt store barrierer på aktiemarkedet.

Firmaet er nemlig blevet et såkaldt “trillion dollar company”, hvilket vil sige, at deres værdi har passeret 1.000 milliarder dollars.

Grunden til at det sker netop nu er næsten tragikomisk.

Det sker nemlig som følge af at en domstol har afvist en antitrust-sag, som blandt andet havde den amerikanske konkurrencemyndighed, FTC, som afsender.

FTC ville have rettens ord for, at Facebook skulle frasælge Instagram og WhatsApp, da de mener, at de to opkøb af konkurrerende apps har været med til at give Facebook monopol på det sociale mediemarked.

Men det afviste dommeren altså:

- Selv om retten ikke er enig i alle Facebook's indvendinger her, er den i sidste ende enig i, at [FTC’s] klage er juridisk utilstrækkelig og derfor skal afvises, lød det i afgørelsen.

Blandt andet mente dommer James Boasberg, at købene af Instagram (2012) og WhatsApp (2014) ligger så langt tilbage, at søgsmålet simpelthen kommer for sent.

Desuden nævnte dommeren specifikt, at FTC ikke havde understøttet påstanden om, at Facebook sidder på mere end 60 procent af markedet for sociale medier.

FTC får dog 30 dage til at ændre ordlyden i sagsanlægget, som derefter kan blive taget op på ny.

Nyheden om, at sagen i første omgang er blevet afvist, fik Facebook-aktien til stige med over fire procent.

Det var altså nok til for første gang at skubbe værdien af Mark Zuckerbergs imperie op over den magiske ‘trillion dollar’ grænse.


3. MIT- og Harvard-forskere har udviklet et mundbind, der kan teste for Covid-19

Selvom Corona-pandemien i vores del af verden er på retur, så bliver der stadig forsket i små og store løsninger, der måske kan hjælpe ved en fremtidig opblussen eller ved en ny variant.

Forskere fra de estimerede universiteter MIT og Harvard har udviklet et mundbind, der helt automatisk tester for Covid-19, mens man bærer masken.

I resuméet i deres artikel, som er publiceret i Nature Biotechnology, skriver forskerne, at de har demonstreret en ansigtsmaske som via en frysetørret CRISPR-sensor kan påvise Covid-19, blot ved at man bærer masken og ånder i den.

Det eneste brugeren skal gøre er faktisk at trykke på en knap, og herefter tager det 90 minutter ved stuetemperatur, førend resultatet er klar.

En af forskerne bag projektet, Luis Soenksen, siger at testens følsomhed er lige så god, som den du kan opnå i et “state of the art” laboratorium

Der er naturligvis tale om forskning, og det er altså ikke et produkt, der er på vej på markedet.

Men ideen om at man bærer en maske for at beskytte sig selv og andre, og at man bliver testet samtidig, er nok noget mange af os havde valgt, hvis det var en mulighed.


4. Så langt skal du køre i en elbil, før den er mere klimavenlig end en benzinbil

Hvor langt skal man køre i en elbil, førend den klimauvenlige produktion af batteriet er blevet opvejet af det langt mere klimavenlige ‘brændstof’ (strøm), som bilerne kører på?

Diskussionen har været oppe at vende utallige gange, men vi tillader os alligevel at være med til at lukke den op igen.

Reuters har analyseret på den model, der kaldes Greet, som er udviklet af Argonne National Laboratory i Chicago.

Af analysen fremgår det, at en Tesla Model 3 med det mindste batteri (54 kWH) skal gøre 21.725 kilometer i USA, førend at CO2-udledningen fra produktionen af bilen (som jo i særdeleshed vil sige batteriet) har tjent sig selv ind sammenlignet med klimaaftrykket fra en benzindrevet Toyota Corolla.

Laver man sammenligningen i Norge, falder regnskabet endnu hurtigere ud i elbilens favør.

Langt størstedelen af den strøm, vores nordlige nabo producerer, er nemlig vedvarende (typisk fra vandkraft), og dermed er strømmen der bruges til at lade bilens batteri grønnere.

Reuters tal viser derfor, at Teslaen blot skal køre 13.500 kilometer i Norge, førend at klimaregnskabet falder ud til elbilens fordel.

Man skal naturligvis altid være varsom med at ophøje den slags udregninger til den fulde sandhed.

Men det er i hvert fald en fin indikation på, at det giver mening at skifte sin bil til en mere klimavenlig udgave — i særdeleshed hvis man har mulighed for at lade, når CO2-niveauet i strømnettet er lavt.

Den nemmeste måde (som jeg kender), hvorpå man kan følge med i netop det regnskab, er via elselskabet Barrys app.

Her fremgår det, at man i de tidlige morgentimer i dag kunne lade med et CO2-niveau på helt ned til 69 gram CO2 per kWh.

I skrivende stund er det 281 gram CO2 per kWh — eller præcis fire gange så meget, som det var i morges  — hvis man altså kan stole på Barrys udregninger.

Barry er dog ikke ene om at vise dette tal (samt timeprisen og procentdelen af vedvarende energi i strømnettet.)

Flere andre elselskaber har også en time-for-time oversigt over strømproduktionen på deres hjemmesider.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Samsung løfter sløret for kommende ur-styresystem

Samsung’s new Google-based smartwatch software addresses a lot of old annoyances
Finally, a better way to handle on-watch apps.

Telegram endelig klar med video-gruppesamtaler

A Year Later, Telegram Finally Launches Group Video Calls
Only the first 30 participants can connect to video in a Telegram group video call at this time.

Amazon køber Wickr: En end-to-end krypteret kommunikationsplatform

Amazon’s AWS buys message encrypting service Wickr
Amazon.com Inc’s (AMZN.O) cloud computing unit has bought encrypted messaging platform Wickr to enable secure communication as employees largely work from home, the company said on Friday.

Indien og Twitter i nyt clash: Højt placeret indisk Twitter-ansat stopper efter skærmydsler med den indiske regering

Dharmendra Chatur: Twitter executive resigns amid tussle with government
Tensions are growing between the government and Twitter over new digital media rules.

Efter små ti års udvikling: Den elektriske bil Lucid Air er (formentlig) snart på vej på gaden

The Lucid Air is nearing the finish line
Going for a ride in the 800-horsepower Lucid Air.

You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.