Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Det store teknologieksperiment er i gang

Der foregår netop nu en række vilde teknologiske eksperimenter. Men hvad bliver konsekvensen af dem, når vi har passeret den første Corona-epidemi?

Det store teknologieksperiment er i gang

God onsdag,

Det er på alle måder en udfordrende tid, og også en tid hvor en alenlang række af eksperimenter står i kø.

Vi kigger i dag på nogle af de gode, dårlige og tvivlsomme konsekvenser af Corona-krisen, hvor teknologi spiller en afgørende rolle.

God læselyst,
Nicolai


1. Folkene bag 3D-printede ventiler risikerer sagsanlæg

Vi linkede i går til en historie fra Italien, hvor frivillige på rekordtid har 3D-printet ventiler til respiratorer, som hospitaler er løbet tør for, og som ikke kan leveres hurtigt nok af leverandøren grundet den store efterspørgsel.

Det er jo en af de små solstråler der titter frem i en ellers særdeles mørk tid for Italien.

Men bag historien gemmer der sig en mere dunkel fortælling.

Cristian Fracassi, som er en af folkene bag de 3D-printede ventiler, henvendte sig til producenten, for at høre om de kunne få udleveret 3D-filen, så de kunne printe de livsnødvendige ventiler. Forespørgslen blev mødt af et rungende nej, og truslen om et sagsanalæg, hvis de gik videre med projektet.

Med muligheden for at redde menneskeliv — og det ansvar det medfører — måtte de derfor udvikle deres egen 3D-model. Ifølge den italienske udgave af Business Insider kan ventilerne produceres for cirka 1 euro per styk — en ventil der ifølge mediet ellers koster 10.000 euro stykket, grundet det patent der er på produktet.

Af selvsamme årsag bliver de 3D-printede ventiler angiveligt kun brugt på Chiari-hospitalet i Brescia, da en deling af 3D-filen potentielt kan føre et massivt søgsmål med sig.

Ikke desto mindre bliver folkene bag de 3D-printede ventiler hyldet på Twitter af den italienske minister for teknologisk innovation og digitalisering.

Crisitan Fracassi har selv kommenteret historien på Facebook, hvor han blandt andet giver udtryk for, at de blot gør deres borgerpligt, og at de nævnte beløb for hvad det koster at producere en ventil, ikke kan isoleres til prisen på det stykke plastik, som formentlig er det der lander på 1 euro.

Ovre på 3D printing Media Network, har man nu oprettet et forum, hvor der kan udveksles 3D-print information, eller stilles modeller eller 3D-printere til rådighed.

Blandt andet har både EU og Storbritannien bedt om hjælp, fra folk med 3D-ekspertise.

Der må altså improviseres og eksperimenteres.


2. Sociale medier sender moderatorerne hjem — og lader algoritmerne tage over

Et andet stort eksperiment, som vi alle vil kunne følge fra første parket, er hvad der sker, når man lader algoritmerne overtage større dele af moderationen på sociale medier.

For i takt med at moderatorerne bliver sendt hjem, er der jo ikke andet tilbage end at lade den såkaldte kunstige intelligens tage over.

Firmaerne bag de sociale medier ved, at det vil medføre fejl, hvilket de da også har været åbne omkring.

Resultaterne ser vi (måske) allerede nu, hvor Facebook har markeret helt legitime opslag om Coronavirus som spam.

Facebooks Vice President of Integrity, Guy Rosen, siger dog, at der er tale om en klassisk bug, og at det ikke er et resultat af de hjemsendte moderatorer.

Men det er sådan set underordnet. Eksperimentet er i fuld sving, og vil afgjort få konsekvenser på den længere bane, når de sociale medier for alvor får syn for, hvor kompetent eller inkompetent computere er til at sortere skidt fra kanel.

Og der er jo, som de fleste af os også er vidner til, meget skidt derude. Udover at selvbestaltede kloge-åger sammensætter egne teorier om hvad vi burde gøre anderledes — som helt uden nogen form for evidens får lov til at sprede sig — så er der også god gang i den mere almindelige fake news, hvor  blandt andet en lydoptagelse har taget WhatsApp med storm i de tysksprogede lande.

Her fortæller en kvinde ved navn Elisabeth, at hun kender en der arbejder på universitetshospitalet i Wien, og at hospitalet har stærk evidens for at de fleste Corona-patienter har det til fælles at de har taget Ibuprofen. Problemet er bare, at historien ifølge en talsperson fra hospitalet er 100 procent falsk.

Det ER svært at navigere i en kompleks virkelighed, men det bliver mere og mere tydeligt, hvor centralt det er, at folk forstår vigtigheden af at opsøge information fra solide nyhedskilder — men det er desvære nok et løb der er kørt for en (for stor) del af verdens befolkning.


3. USA vil (også) tracke borgernes lokation

Vi slutter lige med et sidste eksperiment, som vi allerede havde oppe at vende i går.

Det handlede om Israel, der vil tracke Coronavirus-patienters lokation via mobiltelefonen.

Tanken er, at hvis man kan opspore, hvem de pågældende personer har været i kontakt med, så kan man bedre inddæmme smitten. Omvendt er der nogle seriøse privatlivs-implikationer ved at staten kan totalovervåge det enkelte individ.

Men i USA — hjemsted for de firmaer der ved allermest om os — er man heller ikke bleg for at eksperimentere med lokationsdata og endda ansigtsgenkendelse.

Den amerikanske regering er ifølge Washington Post i dialog med Google og Facebook om at kunne modtage data om hvordan amerikanerne bevæger sig — fx om de holder afstand.

Google bekræfter dialogen og siger:

“Vi undersøger måder, hvorpå aggregerede anonyme lokationsoplysninger kan hjælpe i kampen mod COVID-19. Et eksempel kan være at hjælpe sundhedsmyndighederne med at forstå virkningen af social distancing (om folk holder afstand, red.), på samme måde som vi viser populære restauranttider og trafikmønstre i Google Maps”.

De amerikansk myndigheder skulle ifølge Wall Street Journal (betalingsmur) angiveligt også være i dialog med blandt andre ansigtsgenkendelsesfirmaet Clearview AI og det kontroversielle dataanalysefirma Palantir om at tracke folk der er smittet med Corona. Og — i stil med i Israel — kunne tracke, hvem de har været i kontakt med.

Man forstår udemærket hvorfor myndighederne vil gå langt i håbet om at nedbringe antallet af folk der kommer til at dø af Coronavirus.

Spørgsmålet er blot, hvad konsekvenserne vil blive af alle de teknologiske og digitale eksperimenter som netop nu bliver søsat over hele verden — inklusive hjemmearbejde og digital læring.

Svarene blafrer i luften, men det er meget svært at forestille sig, at vi nogensinde vender tilbage til den hverdag vi kendte for bare få uger siden.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Google kan nu live-oversætte 8 forskellige sprog på Android

Google Translate now supports real-time transcription — here’s how it works
Real-time Google Translate transcription promises to make bilingual communication easier.

Coronaens rejse fra øst til vest: Apple har lukket alle butikker i hele verden på ubestemt tid — pånær i Kina, hvor alle butikker er genåbnet.

Apple website banner now says retail stores are closed ‘until further notice’ - 9to5Mac
Late on Friday, Apple announced that it would close all Apple Stores outside of Greater China until March 27th. Over the weekend, Apple added a banner to its homepage to inform customers that ‘Our retail stores are closed until March 27’. However, that message has now been changed … As spotted by 9t…

Sonos snart klar med nyt styresystem — og det giver store udfordringer for folk med ældre enheder.

Sonos will release a new app and operating system for its speakers in June
In June, Sonos will release a new app and update its speakers to a new operating system called Sonos S2. The new software will allow for higher-resolution audio and more personalized features. Older legacy products will no longer receive new features after May and will remain on the old Sonos app.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.