Apple-briller, Tesla-batterier og Facebook-GIF’er

Apple-briller, Tesla-batterier og Facebook-GIF’er

God mandag,

Vi samler op på de sidste dages nyheder, der inkluderer nye rapporter om Apples kommende briller, om Teslas kommende batterier og logikken bag Facebooks opkøb af GIF-platformen GIPHY.

Men vi starter ugen med at lette på hatten for de danske politikere, der i sidste uge kom til fornuft og valgte at gå med Apple/Googles decentraliserede Corona-app løsning.

For at være helt ærlig, så havde de reelt ikke meget valg, da den originale app formentlig slet ikke havde virket.

Briterne har i hvert fald deres hyr med at få deres hjemmelavede app til at virke efter hensigten. Her rapporterer test-brugerne på øen Isle Of Wight blandt andet om overdrevent brug af telefon-batteri, mens en del Android-burgere slet ikke kan få appen til at du.

Læg dertil håbet om, at få 50-60-70 procent af danskerne til frivilligt at installere en app, som registrerer mødet mellem mennesker, så skal privatlivet i den grad være på plads, og løsningen skal stå mål med det, man ønsker at opnå. Det gjorde den oprindelige danske app-løsning ikke.

Vi ved endnu ikke om Smittestop-appen — som efter planen skulle være klar i midten af juni — nogen sinde kommer til at få en reel betydning. Men det gør processen forhåbentlig.

Når man læser pressemeddelelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet, er det i hvert fald værd at bemærke, at vigtigheden af, at løsningen er stærkt fokuseret på borgernes privatliv, bliver fremhævet af ministeren og fire af de seks ordførere fra de forskellige partier, der har indgået aftalen.

Man kan så ærgre sig over, at det ikke er partiernes IT-ordførere men derimod sundhedsordførere, der nu udtaler sig om data-etik, datasikkerhed og digitale rettigheder. Men forhåbentlig tager de en snak om det i partierne og husker godt på det til næste gang, der skal udvikles nye IT-løsninger, som indeholder stærkt private data.

Nu til de lovede historier.

Nicolai


1. Tesla på vej med “1 million mile” batteri

Den 3. marts indledte vi nyhedsbrevet med at skrive: “Hvis data er vor tids guld, så er batterier måske sølv”.

Men måske er batterier rent faktisk guld.

I hvert fald så er Tesla angiveligt langt fremme i udviklingen af det, de kalder The million mile battery — altså et batteri der i sin levetid kan køre i omegnen af 1,6 millioner kilometer.

Batteriet skulle ifølge Reuters kilder desuden udmærke sig ved både at være billigere at producere og indeholde markant mindre kobalt.

Omkostningerne ved at producere Lithium-ion batterier er som bekendt det, der gør elbiler dyrere end benzin- og diesel-biler, og håbet er for Tesla, at de med det nye batteri kan trykke prisen ned i det samme prisleje som konventionelle biler.

I første omgang skulle der være tale om at implementere det nye batteri i de Model 3, der bliver produceret i Kina allerede ved slutningen af 2020 eller i starten af 2021. Dog er det værd at huske på, at Elon Musk og overholdelse af deadlines ikke traditionelt er noget, der har gået hånd i hånd.

Tilbage til om batterier måske er guld for Tesla. For man kan med rette stille spørgsmålet om hvorvidt Tesla i virkeligheden er et bilfirma, eller om det nærmere er et batterifirma?

Ifølge Reuters kilder er Teslas ambition netop at få status som et energiselskab.

Firmaet arbejder angiveligt på, at batterierne skal kunne leve videre efter endt brug i bilerne i de “batteri-farme”, som Tesla har opført flere steder — blandt andet i Australien — til at lagre strøm fra vedvarende energikilder.

For at kunne indfri alle de ovennævnte ambitioner, vil firmaet opgradere batteriproduktionen ved at bygge såkaldte Terafactories, der vil være op til 30 gange større end firmaets Gigafactory i Nevada.

Vi bliver formentlig meget klogere, når Elon Musk og Tesla efter planen afholder en “batteridag” i slutningen af maj.


2. Facebook køber Giphy

Internettets foretrukne GIF-service GIPHY er nu ejet af Facebook. Teknisk set bliver de dog en del af Instagrams udviklingsteam.

Zuckerberg har betalt 400 milllioner dollar for at Facebook, Instagram og WhatsApps brugere “kan finde den helt rigtige måde at udtrykke sig selv”, som det så kært er formuleret i den officielle blogpost.

Men Facebook køber meget mere end et bibliotek over sjove GIF-animationer. De køber også en app, der er integreret i en lang række af deres konkurrenters produkter, som de altså nu kan suge data direkte fra. Det gælder blandt andet Twitter, Snapchat, Slack, TikTok og iMessage — men også den stærkt privatlivsorienterede kommunikations-app Signal.

Signal afviser dog, at GIPHY kan hente private informationer om individuelle brugere. Men det betyder ikke, at Facebook ikke kan indhente værdifulde data om brugen af GIFs på andre platforme, som særligt kan bruges til at identificere, om en app vokser i brugerantal.

Facebook har tidligere brugt den snylteagtige VPN-app Onavo til netop at indsamle oplysninger om andre apps popularitet, hvilket blandt andet lå til grund for opkøbet af WhatsApp i 2014 for gigantiske 19 milliarder dollar.


3. Apple køber VR-firma — og briller kan snart være på vej

Apple har også haft læderet fremme for at tilkøbe nye teknologiske muligheder.

Nærmere bestemt har iPhone-firmaet købt firmaet NextVR, der som navnet antyder specialiserer sig i et produkt, som Apple ikke pt. har på hylderne — nemlig Virtual Reality.

Til gengæld har NextVR ekspertise indenfor live-streaming til Virtual Reality-headsets og har VR-rettigheder til forskellige sportsligaer — heriblandt den amerikanske basketball-liga NBA.

Firmaet leverer indhold til flere andre firmaers VR-platforme inklusive det Facebook-ejede Oculus.

Prisen for NextVR skulle være i omegnen af 100 millioner dollar.

Apple har igennem længere tid arbejdet på en form for headset, uden at firmaet nogensinde har udtalt sig direkte om det.

Der er dog i løbet af de sidste par dage kommet flere nye oplysninger fra nogle af de mest respekterede Apple-analytikere. De forventer en præsentation af Apples kommende briller i 2022 — muligvis med en officiel præsentation allerede i 2021.

Den ene af de to kilder, Jon Prosser, har angiveligt set en video af brillerne, som han siger, der med 99,9 procent chance vil være muligt at sætte normale brilleglas ind i.

Meeen... lad os nu se (høhø).


LINKS TIL LÆSEHESTE

Messenger Rooms er nu tilgængelig for alle, hvis du altså har hang til at flytte dine videosamtaler over til Zuckerbergs platform.

Messenger Rooms: How to use Facebook’s free new video chat app now
Up to 50 people can chat in a room at once, with no time limit.

Genfirmaet 23andMe finder ingen umiddelbar sammenhæng mellem Corona og brugernes gener.

The secret to why some people get so sick from covid could lie in their genes
23andMe is searching for genetic clues to why some get sick and others don’t even have symptoms.

Thorning-Schmidt om rollen i Facebooks tilsynsråd: Vi har været meget tydelige om, at vi ikke ønsker at tage hensyn til Facebooks omdømme, økonomi eller noget som helst andet. Vi træffer de beslutninger, vi synes, er rigtige.

(Bag betalingsmur hos Politiken)

0 Kommentarer
Loading...
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.