Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Elbilsalget har vokseværk — og Apple One er en dårlig forretning

El, plug-in og andre hybridbiler har for første gang overhalet salget af dieselbiler i europa. Herhjemme er der også klare fremskridt.

Elbilsalget har vokseværk — og Apple One er en dårlig forretning

1. Salget af elektrificerede biler udkonkurrerer dieselbiler i Europa

Salget af biler, der enten er fuldt eller delvist elektriske, har for alvor fået vokseværk.

For første gang nogensinde har det kombinerede salg af elbiler, plug-in hybrid og mild-hybridbiler overgået salget af dieselbiler i Europa. Det viser nye tal fra bil-researchfirmaet Jato.

Sammenlignet med september 2019 er salget af biler, der har en form for elektrificering, steget med 139 procent, og lå i september på godt 25 procent af det samlede bilsalg.

Til sammenligning er dieselbilerne med 24,8 procent faldet til det hidtil laveste niveau. For 10 år siden kørte omkring 55 procent af nye solgte biler på diesel.

Benzinbilerne ligger dog stadigvæk i top med næsten 50 procent.

Man kunne fristes til at sige, at tallene er en sandhed med modifikationer, da særligt mild-hybridbilerne nærmest ikke burde indgå i el-kategorien. Nogle ville endda mene at selv plug-in hybriderne ikke burde tælle med, hvis man skal anskue det fra et klimamæssigt perspektiv.

Herhjemme er der også store fremskridt, selvom (eller måske på grund af) at politikerne endnu ikke har fundet en løsning på bilafgifterne fra 2021.

I september udgjorde det samlede salg af el- og plug-in hybridbiler 22 procent af bilsalget. Tesla Model 3 var den mest solgte bil i Danmark med Volkswagens nye elbil ID3 på femtepladsen.

Tallene blegner dog voldsomt, hvis man sammenligner med de ukronede konger af fuldt batteridrevne biler, Norge.

Her udgjorde salget af ‘ægte’ elbiler i september 61,5 procent af alle nye personbiler. Lægger man plug-in hybridbiler til, var tallet 88,9 procent.

I Norge er elbiler som bekendt både fritaget fra afgifter og moms, hvilket gør det ekstra attraktivt at købe en batteridrevet bil.


2. Vestager vil ikke bryde techgiganterne op

EU er på vej med en stor reform af reglerne på det digitale område, som blandt andet kan få stor indflydelse på, hvordan techgiganterne fremadrettet kan agere i Europa.

Men selvom udkastet til de nye regler, næppe bliver køn læsning for de amerikanske mastodonter, så behøver de ikke frygte, at Margrethe Vestager og EU har planer om at tvinge dem til at splitte deres moderselskaber op.

"Det vil aldrig komme dertil”, siger Vestager i et interview med avisen Frankfurter Allgemeine Sonntagzeitung (bag betalingsmur).

Selvom det er et instrument, der teoretisk kan bruges, mener den danske konkurrencekommissær ikke, at EU har haft nogle sager, der retfærdiggør, at man skulle tage så voldsomt et skridt.

Til gengæld vil hun gerne love, at spillereglerne bliver strammet alvorligt op.

Vestager siger blandt andet, at techfirmaerne fremover ikke får lov til at favorisere egne produkter fx ved at placere dem bedre i søgninger, hvilket særligt kan ramme Google.

Men også Apple vil formentlig blive nødt til at ændre praksis i forhold til at udbyde produkter, hvor deres egne har bedre vilkår end konkurrenternes — fx Apple Music i forhold til Spotify.

EUs udkast til de nye digitale regler bliver efter planen offentliggjort i starten af december.


3. Techgiganterne tjener styrtende på Coronakrisen

Nu når vi snakker om techgiganterne, så snupper vi lige en kort opdatering fra slutningen af sidste uge, hvor de store techfirmaer alle kunne bevise, at Corona-pandemien er rigtig god for bundlinjen.

Ritzau leverede nyheden med følgende rubrik: “Amazon og Google leverer vilde regnskaber trods coronakrise

Men det burde vel nærmere have stået på grund af Coronakrise.

Mens rigtig mange firmaer kæmper med økonomien, så må man konstatere, at der er nogle brancher, der drager voldsom fordel af en tid præget af hjemmearbejde og mindre menneskelig kontakt.

Amazon var ikke overraskende den store vinder med en 37 procent stigning i omsætningen sammenlignet med samme kvartal året før.

Det er dog ikke kun onlinekøb, der vokser. Også indtægterne fra deres cloud-forretning AWS steg med 29 procent — altså helt i tråd med Microsofts konkurrerende cloudløsning Azure som vi i sidste uge rapporterede voksede med 48 procent.

Øget hjemmearbejde og dermed øget salg af hardware kom også Apple til gode. På trods af at regnskabet ikke inkluderede de nye iPhones (de blev først lanceret i oktober), så kunne firmaet fremvise et positivt regnskab. Blandt andet med en markant stigning i indtjeningen fra iPads (46 procent) og Macs (28 procent).

Måske mere bemærkelsesværdigt er det, at kategorien services — som er den næststørste indtægtskilde efter iPhone — udgjorde 22,5 procent af Apples omsætning i det seneste kvartal. Denne kategori indeholder blandt andet de estimerede 8-12 milliarder dollars, som Google årligt betaler til Apple for at være standard søgemaskine i Apples Safari-browser.

Google kunne ligeledes fremvise positive tal. Topscoreren i vækst var Google Cloud (Googles svar på Amazons AWS og Microsofts Azure), som voksede med 44 procent.

Indtægter fra reklamer på YouTube steg med 30 procent, og der var også fremskridt på det overordnede salg af reklamer til søgemaskinen.

Techgiganterne har altså i allerhøjeste grad bevist, at deres egne forretninger kører ufortrødent videre, selvom mange af deres egne medarbejdere arbejder hjemmefra.


Apple One: En brugeroplevelse og et regnestykke gået i koks

I fredags lancerede Apple den nye samlede abonnementstjeneste Apple One.

Det såkaldte bundle indeholder i Danmark, Apple Music, iCloud lagerplads, Apple TV+ (streamingtjeneste) og Apple Arcade (spiltjeneste).

Apple One kommer enten i en individuel pakke eller en familiepakke, og jeg følte mig straks kaldet til at afprøve tjenesten — både på egne og på jeres vegne — i håbet om at spare nogle penge på tjenester, jeg allerede abonnerer på.

Spoiler alert: Det gik ikke efter planen.

Jeg gik ind for at tilmelde mig, og der stod til min store glæde, at man kan få Apple One en måned gratis. Men der stod samtidig en lidt kryptisk besked om, at det gratis tilbud ikke omfatter mine eksisterende tjenester. Jeg trykker alligevel køb.

Dog er jeg nødt til at nedgradere min families nuværende iCloud Drive lagerplads, som er 2TB til de 200 GB, der følger med i den nye pakke. Ellers kan jeg ganske enkelt ikke købe Apple One.

Apple har tidligere nævnt, og skriver også på deres hjemmeside:

“Du kan tilkøbe mere iCloud-lagrings­plads separat som et supplement til den plads, der er inkluderet i dit Apple One-abonnement.”

Jeg siger derfor ja tak til at nedgradere, hvorefter jeg får en instant notifikation om, at der ikke er nok plads i min iCloud Drive, og jeg derfor ikke længere kan gemme billeder og dokumenter.

Jeg har dog ingen mulighed for at tilvælge mere plads, og må derfor — i lettere panik — gå ind i indstillinger og finde iCloud Drive, hvor jeg kan opgradere til de 2TB jeg havde få øjeblikke inden. Pris… 69 kroner, som er præcis det samme beløb, jeg hele tiden har betalt for de 2TB.

Med andre ord, kan jeg ikke bruge de 200GB der fulgte med i Apple One til noget som helst.

Før jeg trykkede på Apple One knappen abonnerede jeg på familieudgaven af Apple Music og den førnævnte iCloud lagerplads til henholdsvis 149 kroner og 69 kroner. Altså samlet set 218 kroner.

Derudover har jeg gratis Apple TV+, som følger med et nyere Apple Device uden beregning — foreløbigt frem til februar. Jeg abonnerer ikke på Apple Arcade, som er den sidste service, der er inkluderet i Apple One-abonnementet

Den nye Apple One familiepakke koster 185 kroner, men dækker jo så ikke min iCloud lagerplads, jeg derfor må tilkøbe til 69 kroner. Altså samlet set 254 kroner.

For de ekstra 36 kroner (254 minus 218) får jeg altså Apple TV+ (som jeg jo allerede har gratis) og Apple Arcade, som på egen hånd koster 39 kroner, og som jeg vel at mærke ikke har brug for.

Jeg betaler altså samlet set tre kroner mindre for at købe de fire tjenester i en samlet pakke, end jeg ville gøre, hvis jeg købte dem enkeltvis, så længe Apple TV+ er gratis — altså de facto fuld pris.

Det eneste jeg reelt får for de ekstra 36 kroner er altså en spiltjeneste jeg ikke skal bruge.

Det er rent ud sagt en skod-deal, og en Apple kan få lov til at beholde for sig selv.

På trods af, at jeg burde være et hel oplagt emne, som aftager af en Apple One familiepakke, så bliver det altså foreløbigt et ‘nej tak’ herfra... altså når den gratis prøveperiode, som altså ikke var gratis for mig, er udløbet.


LINKS TIL LÆSEHESTE


Den privatlivsorienterede besked-app Signal får stærkt forbedrede gruppe-funktioner

Will This Excellent New Signal Messenger Update Make WhatsApp Users Switch?
This is the cleverest trick yet to switch WhatsApp users...

Bruger du den optimale oplader til din telefon?

Why It Matters Which Charger You Use for Your Phone
Not all charging cables, bricks, and pads are made equally, especially when it comes to the long-term health of your battery.

Når man ikke må købe fra USA: Huawei har fundet lokal processor-producent til deres telefoner

Huawei reportedly bets on Shanghai chip plant to overcome US trade ban
Huawei is reportedly counting on a chip plant in Shanghai to keep its core telecom business alive despite the US trade ban.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.