Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

En fremtid uden mennesker: Amazons kasseløse supermarked har vokseværk

Amazon eliminerer kassemedarbejderen. Tesla eliminerer chaufføren. En robot springer ud som forsanger. Og en algoritme fjerner mennesker fra livestreamen på dit webcam.

En fremtid uden mennesker: Amazons kasseløse supermarked har vokseværk

God onsdag,

Kunstig intelligens — eller skal vi blot kalde det machine learning — er ofte en ganske abstrakt ting.

Der er dog visse brugsscenarier, som gør teknologien ekstrem håndgribelig, og som samtidig viser hvor disruptive algoritmer kan være (jeg har allerede spyttet en ti’er i bødekassen for den formulering).

Et perfekt eksempel er Amazon Go — det fuldstændig kassemand/kassedame-løse supermarked — som nu er klar i en ny large-udgave, der matcher et almindeligt større dansk supermarked fint.

Vi skal også et smut forbi en Tesla-dødsulykke, en marimbaspillende musik-robot der har lært at synge, og hvordan misinformation om en kur mod Coronavirus nu spreder sig på det herrens internet. Altsammen med algoritmer som mellemmand.

God læselyst,
Nicolai


1. Amazon Go: Det kasseløse supermarked nu i XL

Hvad skal vi bruge kassemænd og kassedamer til, når vi har kunstig intelligens?

Den tese satte man sig for at afprøve hos Amazon for nogle år siden, hvilket i første gang er mundet ud i 25 minimarkeder rundt omkring i USA, hvor netgiganten har testet sit kasseløse system i mindre butikker med et begrænset varesortiment.

Men meget tyder på, at teknologien virker i den virkelige verden. I hvert fald har Amazon nu åbnet det første større supermarked på godt 1.000 m2, som har fået navnet Amazon Go Grocery, hvor kasser og mennesker er erstattet af kameraer, sensorer og deep learning algoritmer.

Kort fortalt virker det således, at du scanner din Amazon Go-app, når du træder ind i butikken. Så høvler du ellers blot de varer du vil købe ned i din taske eller pose, og så forlader du forretningen og får efterfølgende tilsendt en regning.

I stedet for at sige 'hej' til en person i kassen, siger du 'ja tak' til at kameraer og algoritmer (og formentlig en række mennesker der kigger computeren over skulderen) må følge med i hvilke og hvor mange varer du tager, og hvilke du stiller tilbage igen.

Der er altså intet bånd dine varer skal op på, eller nogen terminal dit kreditkort skal beepes på. Du forlader blot butikken, når du har taget de varer du vil købe — med andre ord, er det forretningen du ikke kan stjæle fra.

Det nye og markant større Amazon-supermarked, som er åbnet i firmaets hjemby Seattle, udmærker sig ved, at der er omkring 5.000 forskellige varer, og at der tilmed kan købes grøntsager og andre varer i løs vægt — dog betaler man ikke per vægt men per enhed. Men det er altså varer, der ikke er stregkoder på, og som ikke er pakket ind i ensartede æsker, dåser og poser, som computeren nu genkender.

Inden algoritme-træerne vokser ind i himlen, skal vi lige spise brød til. For da vores gode ex-kollegaer fra So ein Ding testede Amazon Go for halvandet  års tid siden, gik der i flere tilfælde ret mange minutter inden regningen kom — selvom den dog var korrekt hver gang.

Nu er computere ikke minutter om at regne ud, hvad ting koster, hvilket netop indikerer, at der sidder mennesker til at holde øje med de kunder, der gør sig særligt umage for at prøve at snyde kameraerne og varegenkendelsen.

Det nye automatiserede Amazon-supermarked falder dog ikke i god jord hos alle — og slet ikke hos fagforeningen UFCW, der har 1,3 millioner medlemmer der arbejder i mad- og butiksindustrien.

“Amazon repræsenterer en klar fare for millioner af gode job. Den brutale sandhed er, at Amazon er fokuseret på én ting - at fjerne så mange jobs som muligt for at berige en multimilliardær, Jeff Bezos”, lyder kritikken fra UFCWs præsident Marc Perrone.

Man kan kritisere Jeff Bezos, den teknologiske udvikling og såkaldt kunstig intelligens lige så meget man vil. Men set fra Techlivs lille kontor ligner det en teknologi, vi lige så godt kan forberede os på, og som kommer til at indtage flere og flere butikker — også i nærheden af dig.

Mon ikke Amazon allerede har en plan for, hvordan man på sigt kan licensere teknologien fra dem?


2. Teslas Autopilot ansvarlig for 2018 dødsulykke

Et andet sted hvor algoritmer hver dag kører for fuld udblæsning er i Teslas biler.

Men nu får Tesla skarp kritik fra amerikansk side i forbindelse med undersøgelsen af en dødsulykke fra 2018, hvor en mands Model X crashede, mens bilen kørte på autopilot og føreren selv sad og spillede på sin telefon.

I hvert fald giver The National Transportation Safety Board (NTSB) Tesla en stor del af skylden for ulykken og for at mange Tesla-ejere bruger autopiloten, som var det en selvkørende bil.

Formanden for NTSB Robert Sumwalt sagde ved slutningen af tirsdagens høring, at den amerikanske transportmyndighed NHTSA skal leve op til sit tilsynsansvar og ændre reglerne, hvor det er nødvendigt.

“Det er tid til at sætte en stopper for at chauffører i et delvist automatiseret køretøj har mulighed for at forestille sig, at de har førerløse biler”, lød kritikken.

Samtidig mener NTSB at Teslas overvejende kamerabaserede system har store begrænsninger. Tesla og Elon Musk har længe afvist, at der er behov for at bruge en LIDAR (en slags laser-radar) som flertallet af selvkørende bilproducenter benytter til at måle afstand til sine omgivelser.


3. Musikrobot non-stop

Også i musikkens verden begynder algoritmer at spille en rolle — og det er ikke kun i udvælgelsen af sange på streamingtjenesterne (der iøvrigt fuldstændigt har udkonkurreret andre former for salg af musik).

To musikere påstår de ved hjælp af en algoritme, der kan generere 300.000 melodier i sekundet, har produceret så godt som alle de mulige melodier, man kan forestille sig.

Melodierne har Damien Riehl og Noah Rubin efterfølgende taget copyright på, for derefter at gøre dem frit tilgængelige under den såkaldte Creative Commons Zero License, der betyder at alle frit kan bruge kompositionerne.

Grunden er, at de er trætte af at musikere sagsøger hinanden for uretmæssigt at have “stjålet” brudstykker af melodier og brugt dem i deres egne hit-sange.

Om copyright på de to herres algoritme-skabte melodier holder i retten må tiden vise.

Nu når vi er ved algoritmer i musikken, så skal du ikke blive overrasket, hvis du snart ser et band, der har en robot med på scenen. Faktisk er musikrobotten Shimon nu klar med sit første album og på vej på turné.

Shimon var i sin første version en ferm marimbaspiller, men nu har robotten udvidet repertoiret og er blevet forsanger med fancy dance moves.

Hvis du mere er den udøvende musiker eller bare har hang til a tromme med fingrene, så skal du i stedet tjekke et helt nyt genialt instrument ud, som blot hedder Music Fingers. Du putter  — som navnet antyder — blot dine nye musikfingre på fingrene, forbinder dem til din telefon, og så er du ellers klar til at tromme løs, uanset hvor du befinder dig.

(Vi advarer lige om, at de musikalske fingerdutter er et crowdfunding-projekt, så der er ingen garantier...).


4. Internettet ramt af Coronoavirus:

Vi slutter med en hurtig opdatering på Coronavirus, der nu spreder sig på nettet som en klassisk misinformations-steppebrand.

Således er Facebook begyndt at forbyde reklamer for produkter, der enten mener de kan kurere Coronavirus, eller som slår sig op på at være den sidste webshop, der ligger inde med ansigtsmasker.

Ovre i Amazons butik har man også besluttet sig for at fjerne produkter, der påstår de kan stoppe spredning af Coronavirus som fx… ansigtsmasker. Det sker samtidig med at priserne på selvsamme produkt bliver både tre- og firedoblet.

At ansigtsmasker virkelig er i høj kurs, kan også aflæses af Google Trends. Søgningen på “face mask” har aldrig været mere googlet end i februar måned.


LINKS TIL LÆSEHESTE

YouTube smider Paludan på porten — igen.

Paludan lukket ned igen
Læs mere her

Aula rimer på sikkerhedsbrud. Datatilsynet har modtaget 136 indmeldelser fra kommunerne alene i år.

Sagerne vælter ind: Kommunerne har anmeldt 136 sikkerhedsbrud i Aula siden nytår
Version2 er Danmarks it-medie, der henvender sig til de mange, der arbejder professionelt med it.

Browserudvidelse fjerner mennesker fra webcam-videoer — i real time

Clever Browser Tool Erases People From Live Webcam Feeds in Real Time
An extra post-it note is all you really need to prevent someone from spying on you through a laptop’s built-in webcam. But Jason Mayes apparently likes to do things the hard way: He’s developed an AI-powered tool for browsers that can erase people from live webcam feeds in real-time but leave everyt…
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.