Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Løsninger på problemer vi ikke burde have...

Løsninger på problemer vi ikke burde have...

God tirsdag,

Jeg er ikke fan af glidebaneargumenter, men alligevel: Hvis vi bliver ved med hele tiden at skrue op for overvågningen og ned for vores ret til privatliv og frihed, så ender vi i et totalitært system.

Så jeg siger nej tak til justitsminister Hækkerups forslag om, at overvågningskameraer skal have lov til at filme lige så langt ned af gader og stræder som de kan (i stedet for som i dag, hvor de kun må filme 10-15 meter).

Apropos glidebaner, så er det svært ikke at få en skræmmende fornemmelse af vi generelt er på vej til Helvede i en håndtaske, med pandemier, klimakatastrofer og en endeløs række af historier om misbrug, undertrykkelse og ulykke.

MEN! Der findes trods alt små glimt af godhed, der giver plads til bare en lille smule håb i en håbløs tid - også selvom de indrømmet har en snert af bitterhed (eller også er det bare mig).

Det er historier i kategorien “vi løser problemer, men det ville være bedre hvis problemerne ikke eksisterede…”.

Så i dagens Techliv ser vi blandt andet på sikker besked-kommunikation, 5G-mobilnet uden strålingsfare og fremtidens (måske) overvågningsbeskyttede internet.

God læsning,
Anders


1. EU-kommissionen skal sende sikre beskeder med Signal - hvad med dig?

I EU Kommissionen har man netop i en intern anbefaling valgt at pege på Signal som den foretrukne tjeneste til krypteret kommunikation, i håbet om at kunne undgå informationslæk eller anden overvågning hos medlemmerne og deres stab.

Signal er en besked-app á la WhatsApp eller Apples Messages, men bliver generelt betragtet som en af de mest sikre, ikke mindst fordi den er baseret på open source software og løbende bliver tjekket af uafhængige eksperter.

Kommissionen og staben skal i forvejen bruge krypteret email, hvis de sender følsomme informationer internt, men får altså nu en venlig henstilling om også at beskytte deres chat-beskeder, når de kommunikerer med eksterne parter.

Og så spørger jeg bare: Har du tænkt over, hvem der kan læse med, når DU skriver beskeder?

Det kan godt være, at mange af os egentlig ikke føler at vi har noget særligt at skjule, og derfor ikke er voldsomt nervøse for, om nogen skulle kigge os med over skulderen, når vi skriver til hinanden.

Men for det første burde privatliv være en selvfølge uanset behov, og for det andet er der sikkert også for de fleste mennesker situationer en gang imellem, hvor det er af personlig eller professionel nødvendighed, at hverken staten, firmaer eller andre personer kan se hvad man skriver eller hvem man skriver til.

Så - måske skulle du også prøve Signal? Hvis den er god nok til EU Kommissionen, så er den også god nok til dig.


2. Sikkerhedsguru skal gøre fremtidens internet trygt og privat

Og mens vi er ved spørgsmålet om privat databeskyttelse, så blev det i denne uge offentliggjort at sikkerhedseksperten (nogle ville sige -guruen) Bruce Schneier skal være chef for sikkerhedsarkitektur i firmaet Inrupt.

Undskyld, hvadfornoget?

Jamen, det er faktisk rigtigt spændende - også selvom det lyder som noget fra den nederste nyhedshylde på Jobindex.

Og lad os starte fra en ende af:

Sir Tim Berners-Lee arbejder, her 30 års tid efter han skabte World Wide Web, på at rydde op i alt det kaos, de forgangne årtier har skabt på nettet.

Et af de vigtigste problemer er spørgsmålet om vores private og personlige data. Og i dag er det som bekendt stort set alle der har adgang til de data, fra sociale medier til webbutikker og hvemsomhelst der ellers har lyst til at købe sig adgang til vores digitale profiler.

Derfor lancerede sir Tim i 2018 open source-projektet Solid, der måske kan blive et nyt fundament for en ny slags web — blandt andet med fokus på, at vi som borgere og brugere selv skal have kontrollen med vores private data.

Solid arbejder med såkaldte Pods, en slags digitale bankbokse vi selv bestemmer over, og hvor vi selv kan styre hvem der skal havde adgang til vores personlige data, hvornår og hvor længe.

Ideen er, kort fortalt, at i stedet for for at vi har vores data liggende hos Facebook, Google, Amazon og utallige andre firmaer, myndigheder og organisationer har vores egen digitale boks i et beskyttet onlinelager, hvor vi så kan vælge at give firmaerne adgang — på vores vilkår.

Men én ting er at lancere en vision, en anden at gøre den til virkelighed. Derfor arbejder Solid tæt sammen med firmaet Inrupt, der skal udvikle og distribuere konkrete løsninger, der bygger på Solid.

Og så er vi ved at være fremme ved nyheden.

For annonceringen af, at Bruce Schneier er chef for Inrupts sikkerheds-arkitektur, skaber håb om at firmaet faktisk kan være på trapperne med en løsning.

Det bliver dog formodentlig i første omgang Schneiers arbejde at sørge for den tekniske infrastruktur, så Solids Pods kan rulles ud i større skala og forblive sikre. Så der går stadig et stykke tid før vi for alvor får adgang til at lave og bruge vores egne Pods.

Men når Schneier og sir Tim slår pjalterne sammen, så tillader jeg mig altså at klappe lidt i hænderne.


3. 5G-net er ikke sundhedsfarlige, siger engelske myndigheder

Det er mig bekendt aldrig videnskabeligt vist, at mobiltelefoner og mobilnet skulle udgøre en sundhedsrisiko for — selvom det i særligt ekstreme tilfælde kan lade sig gøre at påvise en effekt.

I England, hvor man er relativt langt fremme med opsætningen af 5G-master, tyder undersøgelser på, at vi også uden større bekymring for strålingsfare kan bruge det nye mobilnet.

Ofcom, der regulerer Englands medier og kommunikationsindustri, har netop offentliggjort resultaterne fra en test af de 5G-master fra 10 forskellige byer i landet.

Den højeste stråling, der blev målt, var kun 0.039% af den fastsatte øvre grænse.

Det betyder dog næppe, at det sidste ord er sagt i den sag — det er noget, som ligger mange mennesker på sinde — men personligt har jeg valgt, at stråling fra mobilmaster ligger ret langt nede på listen over ting jeg bør bekymre mig om i hverdagen.

Ofcom erkender dog, at det stadig er tidlige dage, og vil fortsat måle på 5G-nettet, ligesom man siden 2003 løbende har målt på 2G, 3G og 4G.


4. Svalbard frøbanken er klar igen og modtager nye indbetalinger

Svalbard Global Seed Vault er på samme tid et utroligt cool og decideret deprimerende projekt - det er endnu en smart løsning på et problem vi ikke burde have.

Ideen med Frøbanken er at skabe en slags genetisk backup af frø og planter, i en tid hvor utallige arter er i risiko for at forsvinde eller blive syge på grund af klimakatastrofer, genmanipulation, forurening og andre menneskeskabte forandringer.

Det er en fantastisk idé og en kolossal indsats, men samtidig er det jo frygteligt at det skal være nødvendigt. Banken har oven i købet været lukket for nye “indbetalinger” i mange måneder, fordi den blev ramt af de selvsamme menneskeskabte forandringer. Stigende temperaturer i Arktis med optøning af permafrosten skabte risiko for oversvømmelse i lagrene.

Derfor har man det sidste års tid brugt 20 millioner Euro på en opgradering, og nu er Seed Vaulten så klar til at tage mod nye tilføjelser til beholdningen - og det bliver en ordentlig bunke.

Hele 60.000 frø og kerner fra 36 forskellige områder på kloden skal ind på lageret, hvor man snart nærmer sig en million ‘samples’.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Hvem redigerer Wikipedia? The Atlantic laver lækker infografik og ser på USAs geografiske fordeling af skribenter på det store webleksikon.

Mapping Wikipedia
An unprecedented data set shows where the encyclopedia’s editors are, where they aren’t, and why.

Med en usb-oplader i rumraketten. Kunne Apollo 11 være fløjet til Månen med computerkraften i en jævnt almindelig usb-lader?

Could a USB-C Charger’s Chip Get You to the Moon? This Guy Did the Math so You Don’t Have To
For fun, Apple software developer, Forrest Heller, pits a USB-C charger chip against the computer that landed astronauts on the moon. Here’s what he found.

På tur i Decentraland. En sær onlineverden i stil med hedengangne Second Life - baseret på Blockchain.

Lost in Decentraland: My journey through a very ambitious, kind of buggy, kind of empty Ethereum-powered virtual world - The Block
I took a long stroll around Decentraland on launch day. What I found was an ambitious, if not somewhat empty and somewhat buggy, virtual world.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.