Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Træt af irriterende cookie-bokse? Nu får de kamp til stregen

Er du træt af at navigere i cookie-kaos land, hvor samtykkebokse gør det så kompliceret, at du bare siger 'ja'? Så er der måske gode nyheder i dagens brev.

Træt af irriterende cookie-bokse? Nu får de kamp til stregen

1. Nu skal det være slut med “cookie banner terror”

Et af tidens største digitale irritationsmomenter er de evindelige cookie banner pop-ups, man skal tage stilling til på alle hjemmesider.

Særligt irriterende er det på de mange sider, der ikke overholder GDPR-lovgivningen, og derfor ikke giver brugeren mulighed for at sige “reject all” eller kun sige ja til “nødvendige cookies”.

Men nu kommer der måske snart til at ske noget.

Privatlivsorganisationen noyb har nemlig sat gang i en kampagne mod, det de kalder “cookie banner terror”, hvor de i løbet af 2021 vil give 10.000 virksomheder valget mellem at ændre deres cookie samtykke-boks, så den lever op til GDPR, eller blive indberettet til det lokale datatilsyn.

- En hel industri af konsulenter og designere udvikler skøre klik-labyrinter for at sikre fiktive samtykker. At frustrere folk til at klikke 'okay' er en klar overtrædelse af GDPR's principper, siger noybs bestyrelsesformand Max Schrems, og fortsætter:

- I stedet for at give et simpelt ja eller nej-valg bruger virksomheder hver eneste trick i bogen til at manipulere brugerne.

Ifølge noyb bruger nogle firmaer det direkte i deres salgsmateriale, at kun 3 procent af alle brugere rent faktisk ønsker at acceptere cookies, men at mere end 90 procent gennem firmaernes tricks kan nudges til at klikke på “tillad alle” knappen.

For at komme problemet til livs har noyb bygget et system, der automatisk kan identificere websider, som overtræder reglerne. Noybs medarbejdere verificerer så computerens vurdering og sender dernæst et udkast til en formel klage til det pågældende firma.

Her får firmaet en trin-for-trin guide til, hvordan de kan tilpasse deres cookie-samtykke-banner, og et link til en hjemmeside, hvor de kan logge ind og bekræfte, at de nu har rettet deres cookie-boks.

Sker det ikke inden for en måned, vil noyb formelt indsende klagen til det lokale datatilsyn, og virksomheden vil risikere en bøde på op til 20 millioner euro.

De første 500 firmaer har allerede fået en kærlig henvendelse fra noyb.

Techlivs Take:

Det kan måske lyde som gangster-metoder, noyb benytter sig af. Men for at være helt ærlig, så vil det være en kæmpesejr for os alle, hvis vi ikke skal klikke os igennem lange rækker af bokse for at sige 'nej tak' til cookies på hvert eneste site, vi besøger.

I virkelighedens verden er noyb jo blot gået i gang med at gøre et stykke arbejde, som myndighederne burde tage sig af. Så en 👍 herfra.


2. Apps fra det offentlige hitter — stadigvæk

Apps fra det offentlige hitter. Det var titlen på vores nyhedsbrev 1. december 2020.

På daværende tidspunkt lå den netop lancerede kørekort-app nummer 1 på hitlisten i App Store, efterfulgt af NemIDs nøgleapp og Smittestop-appen.

Men det offentlige Danmark fortsætter sin dominans i Apple og Googles app-butikker.

I kølvandet på lanceringen af Coronapas-appen og det få timer gamle Sundhedskort, er der nu blevet sat endnu mere trumf på.

I skrivende stund har fem ud af de seks mest downloadede apps hos Apple således det offentlige som afsender.

Coronapas ligger nummer 1, mens Sundhedskortet på få timer har indtaget tredjepladsen.

Gratis app hitliste 1. juni 2021 i Apple App Store

I Google Play Store er fire af de seks mest downloadede apps ligeledes fra det offentlige.

Coronapasset ligger også dér nummer et, mens Sundhedskortet formentlig er for nyt til at Google har opdateret dets placering.

Gratis app hitliste 1. juni 2021 i Google Play Store

Selvom pandemien naturligvis er klart medvirkende, så lader det altså til at danskerne over en bred kam er glade for at erstatte plastikkort med apps, og at digitale løsninger formateret som en applikation, er noget borgerne er interesseret i.

Om det er pengene værd, er der jo mange meninger om. Men sammenlignet med tidligere tiders offentlige IT-skandaler, er der da i hvert fald sket en markant bevægelse.


3. Fra 0-100 på 8 minutter: Xiaomi sætter turbo på mobilopladning

Et af tidens største first world problems er, om man har nok strøm på mobilen.

Derfor er flere (særligt kinesiske) mobilproducenter gået all-in på at nedbringe ladetiden, ved at øge mængden af strøm der kan smaskes ind i et mobilbatteri på kortest mulige tid.

Seneste selvudnævnte verdensmester er Xiaomi, der netop har publiceret en video, hvor de oplader en af firmaets mobiler fra 0-100 procent på otte minutter.

Undervejs nåede batteriet 10 procent på 44 sekunder og 50 procent på 3 minutter.

Til forsøget har Xiaomi benyttet en mobil med et 4.000 mAh batteri og en 200W oplader, som de kalder for HyperCharge.

Men inden du tænker “sådan en vil jeg også have”, så skal det nævnes, at teknologien ikke engang er tæt på at blive sendt ud til almindelige forbrugere.

Xiaomi har foreløbig blot én telefon på markedet der kan lade med 120W og den seneste flagskibstelefon er “kun” udstyret med en 67W oplader.

Grunden er ifølge mediet XDA-developers, at batteriernes levetid bliver markant forringet, hvis de bliver opladt med den voldsomme ladehastighed. Og den byttehandel er Xiaomi (heldigvis) ikke interesseret i at indgå.

Men tweetet med videoen fra Xiaomi skal I da ikke snydes for:


4. Slut med gratis billeder i fuld kvalitet på Google Fotos

Hvis du bruger Google Fotos til at opbevare dine billeder, så er det slut med at køre på frihjul.

Fra i dag af er Googles nye regler trådt i kraft, og det betyder, at du skal betale for at opbevare billeder hos Google, hvis dit bibliotek overstiger 15 GB.

Alle billeder, der overstiger grænsen, vil fremover tælle mod den lagerplads, du har tilgængelig på din Google-konto.

Priserne er dog nogenlunde til at have med at gøre. For 25 kroner får du 200 GB (ligesom hos Apple), mens 2 TB koster 79 kroner om måneden (10 kroner dyrere end hos Apple).

Google har for længe siden advaret om ændringerne, og har sågar givet brugere mulighed for gratis at bevare alle de billeder, de allerede har gemt hos Google — dog kun hvis de ikke er opbevaret i den fulde billedkvalitet.

Hvis du vil vide, hvad forskellen er på billeder gemt i fuld opløsning, og billeder der er komprimeret i Google Fotos, har The Verge lavet en fin test.

Skulle du ønske at flytte dine billeder fra Google til en anden foto-service, har selvsamme medie såmænd også lavet en guide til, hvordan man gør det.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Afrika har nu seks techfimaer, med en værdi på over 1 milliard dollar: De fem er indenfor fintech

SVB-led $100M investment makes Chipper Cash Africa’s ‘most valuable startup’ – TechCrunch
Fintech in Africa is a goldmine. Investors are betting big on startups offering a plethora of services from payments and lending to neobanks, remittances and cross-border transfers, and rightfully so. Each of these services solves unique sets of challenges. For cross-border payments, it’s the…

Taxa-andelsselskab har fået 2.500 chauffører med ombord: Vil konkurrere mod Uber og Lyft

A Worker-Owned Cooperative Tries to Compete With Uber and Lyft
About 2,500 drivers in New York are organizing to create what they say is a better deal for drivers than what the ride-hailing giants offer.

Klik-vente-vente-vente-skyd: Samsung bekræfter, at deres seneste flagskibstelefon S21 har problemer med kameraet

Samsung Confirms Serious Galaxy S21 Problem
A problem affecting the Galaxy S21 is causing significantly reduced camera performance.

Lynguide: Så let sletter du de sidste 15 minutters Google-søgeaktivitet i Google-appen

How to quickly delete your most recent Google search history
We could all use this.

Facebook og Googles problemer i Australien ser ud til at være overstået: Sidste store mediekonglomerat har nu indgået en flerårig aftale om licensering af nyheder

Australia’s Nine signs Facebook, Google deals under new licensing regime
Australian broadcaster and publisher Nine Entertainment Co Holdings Ltd (NEC.AX) said it signed multi-year content-supply deals with Google (GOOGL.O) and Facebook Inc (FB.O), harnessing tough new licencing laws to bolster profit.

Mindre misinformation? Twitter på vej med tre forskellige ‘fake news’ labels

Twitter is working on three different misinformation warning labels - 9to5Mac
After introducing the “read before you retweet” pop-up, Twitter is now working on three levels of misinformation warning labels.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.