Krympede AR-briller, “Google-Rundle” og nye lydformater på Facebook
I dag skal vi kigge på krympede AR-briller fra Magic Leap, og Facebooks lydversion af TikTok. Og så giver vi en forklaring på, hvad et “rundle” er.
1. Pixel Pass: Google på vej med samlet abonnementspakke på services og telefon
Apple lancerede sidste år Apple One, som er en samlet abonnementspakke på firmaets services.
Nu tyder alt på, at Google er på vej med et lignende tiltag under navnet Pixel Pass.
Dog går Google skridtet videre og puljer sine services sammen med et køb af en Pixel-telefon og en udvidet garanti på telefonen.
YouTuber og tech-reporter Brandon Lee har publiceret et lækket billede, hvor Google specificerer Pixel Pass-pakkens indhold.
Den består af YouTube Premium, Google One, Play Pass og Google Fi (Googles eget netværk).
Med andre ord er det en pakke, der indeholder musikstreaming, YouTube uden reklamer, mobilspil, lagerplads i skyen, mobilabonnement, ny telefon og en udvidet garanti på telefonen.
Alt tyder på, at den fulde pakke kun lanceres i Nordamerika. Dog er det let at forestille sig, at en mindre pakke (uden telefon?) kunne lande på vores breddegrader.
De såkaldte bundles — altså løbende abonnementer der indeholder en række forskellige services — er af mange vurderet som en af de stærkeste måder til at langtidssikre kunder og indtjening.
En af tiden skarpeste techobservatører, professor Scott Galloway, forudsagde i starten af 2021, at Apple inden længe vil lancere en abonnementspakke i stil med Apple One, men hvor ny hardware og Apple Care (forsikring) også vil være inkluderet.
Han kalder det et "rundle", fordi abonnementet udover services fx kan indeholde opgradering af ny iPhone, Mac, Apple Watch og AirPods.
Tanken er, at firmaerne kan bygge det, Galloway kalder et “monogamt forhold”, til sine kunder. Og samtidig en stærk, løbende indtægtskilde, ved at lade kunderne abonnere på en kombination af hardware og services.
Men måske gættede professoren på det forkerte firma. For det er præcis et rundle, Google ser ud til at forsøge med Pixel Pass.
(Se eventuelt Galloways Apple rundle-forudsigelse i videoen nedenfor. ADVARSEL: Manden er superunderholdende og på kanten af at være gal.)
For lige at binde en sløjfe på Google Pixel Pass-historien, så bliver vi med sikkerhed klogere i næste uge, når Google den 19. oktober afholder sin årlige Pixel-event.
Her vil firmaet også præsentere de nyeste telefon-flagskibe Pixel 6 og Pixel 6 Pro. Telefonerne er dog allerede lækket i en grad, så der næsten ikke er noget tilbage at præsentere.
Måske mest interessant for os danskere er, om Pixel-telefonerne langt om længe kommer til Danmark? Det følger vi op på i næste uge.
2. Capatain Kirks rumrejse er udsat
90 år er ingen alder for en astronaut.
I hvert fald ikke for William Shatner — måske bedre kendt som Captain Kirk fra Star Trek — der nu endelig er på vej ud på sit første ægte rumbesøg.
Shatner skulle i dag have være sendt ud til yderkanten af Jordens atmosfære i en af Jeff Bezos Blue Origin-raketter. Men grundet stærk vind er turen udsat til i morgen kl. 11.30 dansk tid.
Vi krydser fingre for, at kaptajnen klarer turen med vanlig bravour.
3. Magic Leap fremviser nye AR-briller: Kommer på markedet i 2022
2021 blev heller ikke året, hvor Augmented Reality-briller for alvor begyndte at rykke på sig.
Men firmaet Magic Leap når da lige at præsentere deres kommende brille Magic Leap 2, som indvarsler, at der så småt begynder at ske noget.
Magic Leap har, ifølge sig selv, formået at bygge de foreløbigt mindste og letteste AR-briller til enterprise-segmentet. Brillerne sættes efter planen til salg i 2022.
Udover at brillerne er krympet i størrelse, så har Magic Leap 2 fået rettet nogle af de problemer, som firmaets første model led under; blandt andet at brillerne var svære at bruge i omgivelser med meget lys, og at synsfeltet var relativt snævert.
Selvom brillernes fortræffeligheder foreløbigt bare er en gang marketinggas, som ingen har haft lejlighed til at trykteste, så er det i hvert fald tydeligt at se 👆, at vi begynder at nærme os en størrelse på brillerne, som giver mening i daglig brug.
Dog er det værd at bemærke, at der hænger en ledning ud af den ene side, som jo altså vil begrænse brugerens bevægelighed en hel del.
Magic Leap skiftede for nogle år siden fokus fra at ville producere briller til masserne til i stedet at satse på business-segmentet. Det gælder fx indenfor områder som sundhed og produktion.
4. Facebooks nye lydunivers går live — i første omgang i USA
Selvom kritikken hagler ned over Facebook i disse dage, så afholder det ikke firmaet fra at lancere nye produkter.
Som Mark Zuckerberg skitserede tidligere på året, så er Facebook nu klar med sit seneste indtog — denne gang i lydens verden.
Facebook har netop introduceret et nyt Audio-faneblad i Facebook-appen, (som af uransagelige årsager er placeret under fanen Watch).
Her kan brugerne blandt andet optage og redigere små lydklip, som officielt går under navnet Soundbites.
Soundbites kan tilføjes forskellige filtre, inden de deles med andre. Formatet er tidligere blevet beskrevet som “TikTok for lyd”.
Under audiofanen finder man også podcasts. Samtidig åbnes der op for, at flere “offentlige personer og creators på verdensplan” kan starte Live Audio Rooms, som er Facebooks version af samtale-appen Clubhouse.
Som så ofte før rulles flere af de nye funktioner først ud til amerikanske brugere.
Planen er dog, at resten af verdenen inden længe også får adgang til både Soundbites og Podcasts på Facebook (hvis man altså har et brændende ønske om at lukke sig endnu mere inde i det store blå univers).
5. Chef for USAs største bank: Bitcoin er værdiløse
Er kryptovaluta fremtidens penge, et godt investeringsobjekt, eller en tikkende bombe under håbefulde investorer?
Det er der til stadighed stor uenighed om blandt de traditionelle spillere i finansverdenen og folk med en mere techoptimistisk tilgang til samfundsudviklingen.
Senest har direktøren for USAs største bank JPMorgan Chase, Jamie Dimon, sagt, at han “personligt mener, at bitcoin er værdiløse”.
Dimon er overbevist om, at kryptovaluta snart vil blive reguleret, blandt andet for at bekæmpe hvidvaskning af penge og skatteunddragelse.
Han er dog fuldt ud klar over, at der er mange, som ikke deler hans holdning om, at kryptovaluta er en farlig investeringsform.
- Jeg synes heller ikke, at du skal ryge cigaretter. [Men] vores kunder er voksne. De er uenige. Hvis de ønsker adgang til at købe eller sælge bitcoin, kan vi ikke stoppe dem, men kan i stedet give dem så legitim adgang som muligt, siger Dimon.
Herhjemme er der også fornyet bekymring om almindelige forbrugeres stigende investeringer i de digitale penge.
Finanstilsynet sendte for to uger siden en opdateret advarsel ud med overskriften “Kryptovaluta er Det Vilde Vesten”.
Her advarer tilsynet forbrugerne om at investere i kryptovaluta, netop fordi markedet er ureguleret.
- Finanstilsynet planter et advarselsskilt på kryptovaluta, fordi udstedere af kryptovaluta ikke er lovregulerede eller underlagt tilsyn fra myndighederne. Det samme gælder ofte handelstjenesterne.
- Forbrugerne kan derfor ikke føle sig beskyttet i samme grad, som hvis forbrugerne handler med regulerede finansielle produkter som aktier og obligationer, siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor.
Uagtet advarslerne, så er bitcoin-kursen igen ved at bevæge sig op mod alle tiders topniveau.
I skrivende stund er kursen over 57.000 dollar. For to uger siden var den omkring 41.000 dollar. I april nåede bitcoin sit foreløbige højdepunkt på lige over 63.500 dollar.
LINKS TIL LÆSEHESTE
Facebooks Oversight Board går i dialog med whistleblower
...og endnu en whistleblower er klar til at vidne foran kongressen
Fairphone 4: Hvor langt er verdens eneste bæredygtige telefon nået?
God ide at opdatere din iPhone til iOS 15.0.2
Instagram vil opfordre børn til at tage pauser fra Instagram
…og oplyse brugerne direkte i appen, næste gang Instagram går ned (hvis de altså kan sende en opdatering ud)