Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Meta og metaversets kritikere råber op

Facebooks navneskifte til Meta og firmaets tanker om metaverset, har fået kritikerne op af stolene. Vi kigger i dag på, hvad kritikken går på.

Meta og metaversets kritikere råber op

1. Metaverset sætter vild gang i diskussionen: Er det overhovedet en fremtid, vi ønsker?

Facebooks navneskifte til Meta (i fuld længde Meta Platforms Inc.) og firmaets planer for udviklingen af fremtidens tredimensionelle internet, er ikke gået stille for sig.

Kritikken er som forventet væltet ned over vores tidsalders måske mest omdiskuterede firma.

Hvis vi starter med de amerikanske politikere, så har demokraten Alexandria Ocasio-Cortez, som normalt blot omtales som AOC, benyttet lejligheden til at kalde Facebook (nu Meta) for “en cancer for demokratiet”. Desuden har hun brugt Meta-navnet til at beskrive firmaet som en metastase, der breder sig.

Googles tidligere CEO og bestyrelsesformand, Eric Schmidt, har også udtalt sig bekymret om metaverset, som han ikke mener, er “den bedste ting for menneskeheden”.

Schmidt — der måske ikke bør råbe alt for højt, da han disse dage blandt andet er stærkt optaget af at implementere AI i det amerikanske militærprogram — uddyber sine betragtninger i et interview med New York Times:

- Alle de mennesker, der taler om metaverser, taler om verdener, der er mere tilfredsstillende end den nuværende verden - du er rigere, smukkere, mere magtfuld, hurtigere.

- Så indenfor nogle år vil folk vælge at bruge mere tid med deres briller på i metaverset. Og hvem skal sætte reglerne? Verden bliver mere digital end fysisk. Og det er ikke nødvendigvis det bedste for det menneskelige samfund, lyder hans vurdering.

Scott Rosenberg fra mediet Axios koger den dystopiske forestilling om fremtidens metavers ned til en sætning: “Den rigtige dig sidder bare i en stol med et par briller på”.

Der findes dog også folk, der er meget optaget af visionen om metaverset, men som også ser deres snit til at være sure på Meta.

I en Reuters-artikel anklager metavers-pioneren Ryan Kappel Meta for at forsøge at stjæle konceptet:

- De forsøger i bund og grund at bygge det, mange af os har bygget i årevis, men at re-brande det som deres eget, lyder kritikken fra Kappel, som allerede i flere år har afholdt sammenkomster i forskellige metaverser.

For lige at lukke responsen på Meta ned, så skal det lige nævnes, at ordet Meta på hebraisk angiveligt lyder som den feminine form af ordet “død”, hvilket Facebook (arghhh 🥵 Meta) er blevet latterliggjort for på de sociale medier.

Som en afsluttende krølle på sektionen “folk der er sure på Facebook/Meta“ skal vi kort nævne, at Facebook-whistlebloweren Frances Haugen ved åbningen af den store Web Summit-konference, der netop nu finder sted i Lissabon, opfordrede Mark Zuckerberg til at forlade posten som CEO for Facebook (det sociale medie).

- Jeg tror, det er usandsynligt, at virksomheden vil ændre sig, hvis Mark Zuckerberg forbliver administrerende direktør… Facebook ville være stærkere med én, der er villig til at fokusere på sikkerhed, lød det fra Haugen.

Som jeg tidligere har argumenteret for i Techliv, så føler jeg mig ret overbevist om, at Haugen snart får sit ønske opfyldt. Meta er Zuckerbergs fremtid. Facebook er hans fortid.


2. Ny hardware og teknologi på vej: Skal undersøtte Meta og metaverset

Vi bliver i metaverset og hos Meta men skifter kritikken og bekymringerne ud med både hardware og rå teknologi.

Meta CEO Mark Zuckerberg skrev på sin Facebook-side i går, at Meta i samarbejde med forskere på Carnegie Mellon University har udviklet det, Zuckerberg kalder for “tynd robothud”.

I virkeligheden er en ultra touchfølsom sensor, som gør, at selv de mindste berøringer i den fysiske verden kan overføres til den digitale.

- Dette bringer os et skridt tættere på realistiske virtuelle objekter og fysiske interaktioner i metaverset, skriver Zuckerberg

CNBC uddyber, hvordan det fungerer:

Mediet skriver, at materialet, som også er kendt under navnet ReSkin — og angiveligt er relativt billigt — indeholder magnetiske partikler, som producerer et magnetfelt.

Når partiklerne ændrer sig ved berøring, kan sensorer opfange ændringerne, og via AI-software kan inputtet transformeres til at simulere graden af berøring, forklarer CNBC.

Tilbage til nutiden, så arbejder Meta også på snart at lancere et smartur.

I modsætning til Apple, så har Meta dog ingen kvababbelser med at smide et kamera i uret. Det fremgår af lækkede billeder, som Bloomberg er kommet i besiddelse af.

Billedet er fundet inde i den app, der bruges til at kontrollere RayBan Stories, som jo bekendt er de kamerasolbriller, som Meta i samarbejde med RayBan lancerede for kort tid siden.

Det kommede Meta-smartur vil muligvis blive lanceret i 2022, men den endelige dato er endnu ikke fastsat.

Meta-brandet vil i øvrigt også blive brugt i hardware fra firmaet formerly known as Facebook.

Således vil smart displayet Facebook Portal fremover hedde Meta Portal.

Metas kommende CTO, Andrew ‘Boz’ Boswoth bekræfter også i et interview i The Verge podcasten Decoder, at Oculus VR-brillerne ligeledes vil få navnet Meta.


Som jeg skrev i fredags er Meta (i offentligheden) foreløbigt lykkedes med at sætte sig selv på tronen som kongen af fremtidens metavers — også selvom de siger, at de ikke udvikler metaverset, men udvikler for metaverset.

Men de hverken er eller bliver de eneste, der kommer til at drive udviklingen mod en tiltagende sammenblanding af virkeligheden og det digitale univers.

Reuters har lavet en lille oversigt over andre firmaer, der også har bekendt sig til metaverset.

Den tæller Roblox, Microsoft, NVIDIA, Unity, Snap, Autodesk, Tencent, Epic Games og Amazon.

Et firma, som ikke er nævnt på listen ovenover — men som med sikkerhed også arbejder på briller, der skal bruges til Mixed Reality — er Apple.

Selvom firmaet ikke har meldt officielt ud, så er det en offentlig hemmelighed, at iPhone-firmaet inden længe er klar med deres første briller.

Apple-hofreporter Mark Gurman skriver således i sit udmærkede nyhedsbrev Power On, at Apple muligvis allerede i 2022 vil fremvise deres første bud på et par dyre Mixed Reality-briller.

Ifølge Gurman vil Apple-brillerne være i stil med de briller, som Mark Zuckerberg i sidste uge fortalte, at Meta vil lancere i 2022. De går foreløbigt under kodenavnet Project Cambria.

Metas Cambria-brille kan bruges i Virtual Reality, men understøtter også det, der kaldes passthrough, som vil sige, at de kan bruges til Mixed Reality. Kort fortalt betyder passthrough, at du ser et miks af en virtuel verden og virkeligheden (filmet af kameraer på brillen og projiceret ind i brillen).

Gurman har også en interessant betragtning om, hvordan både Meta og Apples lancering af briller, og det tilhørende clash mellem Tim Cook og Mark Zuckerberg, potentielt kan blive 2022’s helt store techhistorie.

Cook har flere gange flænset Facebook offentligt for deres invasive dataindsamling. Omvendt har Zuckerberg revset Apples App Store-regler, og særligt Apples 30 procent kommission på app-salg, som ødelæggende for konkurrencen og udviklingen.


3. Microsoft vipper Apple af pinden: Windows-firmaet er nu verdens mest værdifulde firma — og står i en særlig favorabel position

Vi fortsætter ned af Techgiganternes Allé — nu med fokus på økonomien.

Microsoft overhalede i sidste uge Apple som verdens mest værdifulde firma, og har siden holdt fast i førerpositionen.

Microsofts aktier steg betragteligt, efter de fremlagde et kanonregnskab, og samtidig er deres forretning ikke nævneværdigt ramt af fx chipmangel, som Apple er.

Apple har netop måtte skrue en del ned for produktionen af både iPad og ældre iPhone-modeller, for at kunne fokusere deres chip-rationer på salget af den nye iPhone 13.

Microsoft, som jo i særlig grad tjener deres penge på cloudforretningen, er heller ikke ramt af de udfordringer som både, Facebook (nu Meta), Google, Twitter og Snap har rapporteret. Nemlig at deres reklameforretning i stigende grad kan mærke Apples øgede fokus på privatliv, som gør det sværere for firmaerne at måle og målrette reklamer.

Ifølge Financial Times, har dette allerede kostet de førnævnte firmaer reklameindtægter på omtrent 10 milliarder dollars.


4. Tesla åbner Supercharger ladenetværket for andre bilmærker

Tesla har nu gjort alvor af tidligere ytringer fra Elon Musk om, at åbne deres Superchargere for andre bilmærker.

I første omgang kører det som et forsøg i Holland, hvor 10 Supercharger-ladestationer er åbne for alle uanset elbilmærke.

Kunder, der kører i andre biler end Tesla, skal dog benytte Tesla-appen (hvor deres kreditkort er tilføjet som betalingsmiddel) til at fylde strøm på. Og så skal de betale mere for strømmen, end Tesla-ejerne gør.

Ifølge Tesla har det altid været deres mission at åbne ladenetværket for alle biler, da det understøtter deres mission om at elektrificere hele verdens bilflåde.

Tesla siger dog samtidig, at de holder godt øje med pilotprojektet, da de udmærket er klar over, at det vil falde i utrolig dårlig jord hos mange Tesla-ejere, hvis de pludselig risikerer at holde i kø, når de skal lade, fordi andre er inviteret indenfor i deres lukkede klub.

Tesla kan potentielt øge deres indtægter markant, ved at åbne og udvide deres ladenetværk, og aktien fortsætter da også bare sin himmelflugt.

I sidste uge passerede Tesla en markedsværdi på 1.000 milliarder dollars. I skrivende stund er den over 1.200 milliarder dollars.


Tesla-aktiens voldsomme stigning smitter også af på Elon Musks personlige formue, der nu har passeret 300 milliarder dollars.

Det er første gang, at noget menneske på planeten Jorden har været så rig, og Tesla-stifteren blev i løbet af weekenden netop udfordret på sin rigdom.

FN’s chef for det såkaldte World Food Program, David Beasley, sagde til CNN, at Elon Musk og Jeff Bezos ville kunne redde mange millioner af verdens fattigste mennesker fra at dø, hvis de gav en del af deres formue til at bekæmpe hungersnød.

Musk responderede på Twitter, at han var villig til at sælge Tesla-aktier til en værdi af 6 milliarder dollars… på et par betingelser.

Først skulle FN — på Twitter — redegøre for, hvordan pengene skulle bruges for at virke efter hensigten. Derefter skulle der — på Twitter — være fuldstændig transparens om regnskabet.

Det har foreløbigt ført til en korrespondance på det sociale medie, hvor FN-chefen forsøger at sætte et møde op med Musk i den fysiske verden.

Nogle ville mene, at det nok er en god idé, men man kunne nemt forestille sig, at Musk vil stå fast på, at fremlægningen af planerne skal foregå i hans virtuelle opholdsstue… Twitter.


LINKS TIL LÆSEHESTE

The Verge fylder 10 år: Læs chefredaktørens status over de 10 år, der er gået

A note from our editor-in-chief
The Verge is a big thing that feels small; we’re going to keep it that way.

Har I overvejet en vandtæt MacBook? Joanna Stern fanger Apple-chefer på flade konvolutter


Flyvende taxier skal skære transporttiden fra Roms lufthavn til byens centrum til 15 minutter i 2024... (💭 Ja, lad os nu se)

Rome airport reveals plans for flying taxis
From 2024 passengers flying into Rome will also be able to take their taxi ride to the city center by air, if a project between the company operating its main airport and a German startup takes place on schedule.

Nye afsløringer: Facebook overvejede at målrette indhold til seks-årige

As teens left Facebook, company planned to lure 6-year-olds, documents show
Internal posts and job listings show plans were moving forward.

Chipmangel er potentielt en fordel for bilfirmaer, der producerer elektriske biler

Automakers can ease the pain of the chip shortage by going electric — but only if they fix their supply chains first
The chip shortage could cost the car business $210 billion this year. But as automakers shift to electric, their chip woes could change.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.