Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Twitter vil forsøge sig med brugerbetaling

Og præsident Nixon holder en deepfake-tale, hvor han fortæller om månelandingen, der gik galt.

Twitter vil forsøge sig med brugerbetaling

God fredag,

Vi stiller i dag skarpt på flere techfirmaer, der på hver sin måde er kommet i problemer.

Twitters reklameindtægter falder så drastisk, at firmaet vil begynde forsøg med brugerbetaling.

En klage over Microsoft er nu landet på Magrethe Vestageres bord. Afsenderen er Slack, der mener at Microsoft kvaser konkurrencen ved at inkludere Teams i Office-pakken.

Også YouTube har fået en sag på halsen. Blandt sagsøgerne er Apple-medstifter Steve Wozniak, der er træt af at blive misbrugt i bitcoin-scams på Googles video-platform.

Og så er der (mere) dårligt nyt for Intel, der endnu engang må udskyde næste generations computer-chip.

Vi slutter ugen med en deepfake-video af præsident Nixon, der holder sin berømte tale til hele verden efter måneladningen gik galt (!). Overbevisende? Se selv.

God weekend,

Nicolai


1. Twitters reklameforretning bløder: Vil nu teste brugerbetaling

Twitter fremviste i går sit andet kvartalsregnskab i 2020, og det var ikke køn læsning.

Firmaets reklameindtægter er faldet med 23 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Det får nu firmaet til at afprøve andre former for indtægtskilder, heriblandt brugerbetaling. Det oplyste Twitters direktør, Jack Dorsey, på den efterfølgende telefonkonference med Twitters investorer.

De første forsøg vil ifølge Dorsey formentlig allerede starte i år, men han understreger, at der er tale om en "meget, meget tidlig fase”.

Scott Galloway, professor i marketing på NYU Stern School of Business, foreslog i sidste måned, at Twitter overgår til en brugerbetalingsmodel, hvor man betaler per antal følgere man har.

Logikken er, at det er en stærk form for kapital at have mange følgere, og noget mange ville være villige til at betale for.

Om det er den model, Twitter overvejer, vides dog ikke.

Brugerbetaling er dog blot en af flere muligheder for at finde supplerende indtægter til reklamer. Dorsey ser også muligheder i direkte handel på Twitter, noget som Instagram implementerede sidste år.


2. Twitter-hack: Mere end 1.000 ansatte kunne ændre konto-indstillinger

Vi bliver lidt hos Twitter, men drejer kikkerten over mod sidste uges gigantiske sikkerhedsbrist.

Reuters har været i kontakt med to tidligere Twitter-ansatte, der siger, at mere end 1.000 Twitter-medarbejdere og kontraktansatte hos underleverandører som firmaet Cognizant, har haft adgang til det interne system, som blev brugt til at ændre kontoindstillinger i sidste uges hack.

Reuters kilder siger dog samtidig, at Twitter er blevet bedre til at logge de ansattes aktiviteter i systemet, hvilket naturligvis kan være en stor hjælp til at danne sig et overblik over, hvad der præcist er foregået.

Der har tidligere været forlydender om, at en ansat med adgang til systemet skulle være blevet betalt, for at lukke hackerne ind.

Twitter har endnu ikke kommenteret på dette, men siger blot, at der er tale om “få ansatte der er blevet manipuleret”, og at deres login-oplysninger er blevet misbrugt af hackerne til at tiltvinge sig adgang.

Det sociale medie har i øvrigt nu oplyst, at hackerne har haft adgang til 36 brugeres private beskeder — heriblandt en folkevalgt i Holland.


3. Slack klager til EU over Microsoft

Vi flyver tilbage over atlanten og til Bruxelles, hvor en ny sag er landet på Margrethe Vestagers skrivebord.

“Emaildræberen” Slack, har netop bedt EU, om at kigge Microsofts praksis efter i sømmene, da de mener, det er konkurrenceforvridende, når Microsoft inkluderer Teams som en del af office-pakken.

Teams er Slacks største konkurrent og på sin vis helt gratis at bruge, hvis et firma i forvejen abonnerer på Microsoft Office.

I lighed med Spotifys klage over Apple, går der nok en rum tid, før EU har fået kigget på sagen og vurderet, om de formelt ønsker at indlede en sag mod Microsoft.


4. Apple-stifter sagsøger YouTube

YouTube har også fået en sag på halsen.

Sammen med 17 andre personer har Apple-medstifter Steve Wozniak lagt sag an mod Googles videotjeneste, fordi deres navne og billeder gentagne gange bliver brugt i bitcoin-scams på videoplatformen.

Mere konkret bruger svindlerne billeder og video af Wozniak og andre kendte som lokkemad, for at få brugere til at overføre bitcoin, med lovning om at de får flere penge tilbage.

Wozniak og de resterende sagsøgere vil have domstolen til at beordre YouTube til at fjerne videoerne og til at advare brugerne om, at de bliver snydt. Samtidig kræver de en økonomisk erstatning.


5. Intel i nye problemer: Kan (stadig) ikke levere næste generations processor

Vi slutter denne lille kavalkade af surhed og dårligdomme hos computerchip-producenten Intel.

Intel har netop meddelt, at deres kommende 7-nanometer processor bliver minimum seks måneder yderligere forsinket.

Den nye, mindre processor var allerede i forvejen forsinket med seks måneder i forhold til den oprindelige lanceringsdato. Og det betyder, at den nu tidligst kommer på markedet i slutningen af 2022 eller starten af 2023.

Oplysningen fik ikke blot Intels aktie til at falde men også konkurrenten ARMs aktie til at stige.

I det hele taget har den seneste måned været rigtig skidt for Intel.

Apple meddelte i slutningen af juni, at de skifter Intels processorer i deres Mac-computere ud med egne Apple Silicon-chips.

Samtidig er Intel blevet overhalet af Nvidia, som den mest værdifulde amerikanske chip-producent (selvom Nvidia kun designer og ikke producerer egne chips).


Deepfake: Se Nixon tale efter månelandingen gik galt

Vi slutter ugen med en deepfake video, som har fået navnet “In event of Moon disaster”.

I videoen ser man præsident Nixon holde den tale, der var skrevet, i tilfælde af at månelandingen var gået galt.

Det har taget AI-eksperter på MIT mere end seks måneder at lave videoen, som er skabt for at stille skarpt på, hvordan teknologi kan forvrænge historien og sandheden.

Overbevisende? Se selv og vurder.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Weekendens langlæser: “Facebook Is Hurting People At Scale”

“Facebook Is Hurting People At Scale”: Mark Zuckerberg’s Employees Reckon With The Social Network They’ve Built
As the US heads toward a crucial and contentious presidential election, the world’s largest social network is facing an unprecedented cultural crisis.

Apple vil ikke købe ARM

Apple not interested in takeover of Arm Holdings, report claims [u] | Appleinsider
Apple was approached to discuss a potential takeover of semiconductor designer Arm Holdings, but does not plan to pursue a bid for the company, according to a new report.

Kan næste generations mobilskærm klare to meters fald uden at gå i stykker?

Corning’s new Gorilla Glass Victus could let your phone survive a six-foot drop, plus scratch resistance
Your next Samsung Galaxy or iPhone may soon include the toughest gadget glass Corning has ever created. The company’s announcing Gorilla Glass Victus — a glass that can not only resist a six-foot drop, but also the first in six years to meaningfully improve your phone’s ability to shrug off nasty sc…

TikTok vil betale 'creators' for at skabe indhold

TikTok establishes $200 million US-based fund to support content creators
Short-form video app TikTok has established a $200 million fund to monetarily support US-based content creators.
You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.