Cookie Consent by Free Privacy Policy Generator website

Corona intet problem: Apple og Microsoft præsenterer rekord-regnskaber

Apple har omsat får over 110 milliarder dollars på tre måneder og solgt 90 millioner iPhones.

Corona intet problem: Apple og Microsoft præsenterer rekord-regnskaber

1. Corona intet problem: Apple og Microsoft præsenterer kanonregnskaber

Mens nogen mennesker betaler en høj pris for Coronaens fortsatte hærgen, så er der tydeligvis mange individer og firmaer, der ikke er påvirket økonomisk.

Apple har netop præsenteret sin største omsætning nogensinde, i et kvartal som for første gang passerede 100 milliarder dollars.

Mere præcist var omsætningen 111 milliarder dollars og overskuddet tæt på 29 milliarder dollars — på tre måneder(!).

Salget er i særdeleshed steget i Kina, hvor Apples indtægter er vokset med 57 procent.

Omsætningen på iPhones alene udgjorde over 65 milliarder dollars, og selvom Apple ikke længere oplyser, hvor mange iPhones de sælger, så viser tal fra analysefirmaet IDC, at Apple har solgt over 90 millioner iPhones det seneste kvartal, hvilket også er ny rekord.

Vi skal tre år tilbage og til det seneste markante iPhone-redesign (iPhone X) for at finde iPhone salgstal, der nærmer sig iPhone 12’s.

Også iPad, wearables og services voksede pænt, hvoraf sidstnævnte — Apples digitale tjenester — udgør den næststørste indtægtskilde efter iPhone.

Hos konkurrenterne fra Microsoft går det også rigtig godt.

Det Redmond-baserede firma satte ligeledes ny rekord med en omsætning på 43 milliarder dollars de seneste tre måneder. Overskuddet var på 15, 5 milliarder dollars — en stigning på 33 procent.

Særligt bliver Microsofts cloud-forretning ved med at vokse markant og udgør nu godt 39 procent af firmaets indtægter.

Det er der ifølge Microsofts direktør Satya Nadella én god forklaring på.

- Det, vi har været vidne til i løbet af det sidste år, er begyndelsen på en anden bølge af digital transformation, der rammer alle virksomheder og alle brancher.

- At opbygge sin egen digitale kapacitet er den nye valuta, der driver enhver organisations modstandsdygtighed og vækst. Microsoft driver dette skift med verdens største og mest omfattende cloudplatform, lyder det fra Nadella.

Udover fremgangen på cloud vokser efterspørgslen (ikke overraskende) på Microsofts Office-værktøjer, i takt med at flere og flere arbejder hjemmefra blandt andet på Teams.

Samsung har ligeledes fremvist et solidt regnskab med en stigning på 26 procent i overskud sammenlignet med året før.

Med andre ord: Det er kronede dage for de største firmaer i techindustrien.


2. Flere danske politikere mener også Google og Facebook skal betale for nyheder

Bølgerne bliver med at skvulpe højt i sagen om hvorvidt Google og Facebook skal betale for at linke til indhold fra nyhedsmedierne.

De danske mediers ønske om at følge i Australiens fodspor, ser ud til at have fin opbakning blandt flere politikere.

Politiken skriver at både Socialdemokratiet, Venstre og SF mener at “Techgiganterne skal betale danske medier for det arbejde, de tjener penge på at formidle”.

Socialdemokratiets medieordfører Kasper Sand Kjær siger helt specifikt om muligheden for at Google ville true med at lukke søgemaskinen i Danmark:

"Det er et dilemma, som alle europæiske lande må forholde sig til: Vi har ladet stå til for længe. Techgiganterne har fået så stor magt over distributionen og den demokratiske samtale, at der ikke er noget hurtigt fiks til at vinde magten og kontrollen tilbage.“

Politikerne har dog ikke lagt sig fast på, om det er en ren kopi af den australske model, eller en anden form for betaling, de forestiller sig fra Google og Facebook.

Det lader dog til, at de store danske medier har haft held til at overbevise visse politikere om, at Google og Facebook “stjæler” annoncekroner, der i virkeligheden tilkommer nyhedsmedierne.

Således siger Venstres Britt Bager til Politiken:

- De danske medievirksomheder står i en svær situation, når annoncekronerne lander hos Google og ikke hos dem, der producerer nyheder til danskerne.

- Googles forretningsmodel baserer sig på andres indhold og selvfølgelig er det rimeligt, at danske medier får betaling for de nyheder, som de leverer til danskerne, lyder det fra Britt Bager.


3. Schaldemose i spidsen for den ene halvdel af EUs digitale reform

EU skal i den kommende tid lægge sidste hånd på en opgradering af den digitale lovgivning — herunder regulering af de store online platforme.

Og det bliver med et klart dansk aftryk.

Udover at Margrethe Vestager jo er højt placeret i EU Kommissionen — og en af de bærende kræfter bag udkastet til Digital Services Act, som loven hedder — så bliver socialdemokraten Christel Schaldemose Europa-Parlamentets chefforhandler, når den endelige lovtekst skal forhandles på plads.

På Twitter skriver Schaldemose:

- Jeg kommer til at kæmpe for borgernes rettigheder over for de teknologikæmper, som gør vores liv meget nemmere, men som også behændigt undgår det ansvar, som følger med deres rolle i samfundet.

Det lyder som en ganske fornuftig tilgang, og det bliver næppe sværere af, at Schaldemose skal arbejde sammen med Margrethe Vestager om en løsning.

Digital Services Act er den ene af to nye markante lovgivninger, som skal bringe EU-lovgivningen på det digitale område ind i den digitale tidsalder.

Den anden — Digital Markets Act — handler i overvejende grad om lige konkurrencevilkår i en sektor, hvor ganske få firmaer kontrollerer de væsentligste digitale platforme.

Her bliver det den tyske parlamentariker Andreas Schwab, der skal være chefforhandler.


4. Apples store privatlivsopdatering kommer til foråret

Apple løftede i juni 2020 sløret for en ny stramning af firmaets privatlivsindstillinger, som vil begrænse apps og firmaers mulighed for at følge med i brugernes onlinevaner, hvis de ikke specifikt har fået tilladelse til det af brugeren.

Udrulningen er dog af flere gang blevet udskudt, men nu siger Apple, at funktionen er lige på trapperne.

Allerede i den næste udgave af betaversionerne af styresystemet iOS vil de nye begrænsninger blive implementeret, og den endelige udgave vil ramme brugerne i løbet af foråret.

Det nye tiltag har ikke mindst fået Facebook til at gå i en form for panik, da det vil ramme deres annonceplatform særdeles hårdt, når de ikke i samme grad kan følge med i brugerens gøren og laden på nettet, som de plejer at gøre.

I anledning af, at det i dag er Data Privacy Day (eller Data Protection Day), har Apple samtidig udgivet en historie, de kalder ”A Day in the Life of Your Data”. Her følger man en far og hans datters besøg på legepladsen, og ser hvor mange data, der bliver indsamlet om dem på sådan en lille tur.

Moralen er selvfølgelig (så selvfede er Apple jo 🤢), at dataopsamlingen kunne være undgået, hvis man havde brugt Apples services.

Men kan man se igennem fingre med det, så er det faktisk et ret godt billede på, hvor grelt det står til med dataindsamling og handel med vores private oplysninger, der foregår i det skjulte.


5. Tomt løfte eller godt forsøg? Facebook og Twitter går forskellige veje i kampen mod misinformation, had og konflikt

Mens Mark Zuckerberg har lagt ansvaret fra sig i spørgsmålet om hvorvidt Donald Trumps konto skal forblive spærret eller ej, så vil Facebook-ejeren dog godt tage lidt ansvar på sig, når det handler om Facebooks rolle som forstærker af (ekstreme) politiske holdninger.

Ifølge Zuckerberg er en af de mest udtalte tilbagemeldinger fra Facebooks brugere “at folk ikke ønsker at politik og skænderier skal overtage deres oplevelse på Facebook og firmaets andre tjenester”.

Derfor siger den 36-årige stifter, at Facebook vil fortsætte det allerede igangværende arbejde med “at sænke temperaturen og modvirke splittende samtaler”.

Problemet er bare, at det tiltag Zuckerberg henviser til, som specifikt var ikke at anbefale politiske grupper til brugerne (hvilket han blandt andet har nævnt i forbindelse med en høring i Kongressen i oktober 2020) angiveligt ikke virker.

Medie-NGO’en The Markup rapporterer, at data fra deres panel af 1.900 frivillige Facebook-brugere viser, at 12 ud af Facebook-algoritmens 100 mest anbefalede grupper var politiske.

Samtidig viser The Markups data, at Facebook blev ved med at anbefale politiske grupper, selv efter Facebook i en blogpost den 11. januar — i kølvandet på stormen på Kongressen og inden Joe Biden blev indsat — gentog deres løfte om ikke at anbefale “civic groups”.

Som om det ikke er slemt nok, så har Facebook tilmed anbefalet grupper til Trump-supporterne blandt paneldeltagerne, som inkluderede opslag med direkte opfordringer til vold.

I et svar til The Markup, skriver Kevin McAlister, som er en talsperson fra Facebook:

- Vi har en klar politik mod at anbefale borger- eller politiske grupper på vores platforme, og undersøger hvorfor disse alligevel er blev anbefalet.

Algortimen er altså åbenlyst ude af kontrol, og måske derfor har man ovre hos Twitter valgt en hel anden tilgang.

De har lanceret pilotprojektet Birdwatch, som giver udvalgte brugere mulighed for at rapportere og kommentere på indhold, de mener er misinformerende eller falskt.

Birdwatcherne kan efterfølgende diskutere de indrapporterede tweets på et lukket site.

Hvis der er bred enighed om, at opslagene er problematiske, kan Twitter (på sigt) sætte labels på tweets, der viser den almindelige bruger, hvorfor Birdwatcherne mener, der er et problem med det enkelte opslag.

Forsøget kører foreløbigt kun i USA.


LINKS TIL LÆSEHESTE

Smittestop-app opdateret: Virker nu på ældre iPhones (5s og 6)

‎Smitte|stop
Hent appen, og hjælp med at stoppe smittespredning af COVID-19 i Danmark. Appen smitte|stop giver os alle sammen mulighed for at være med til at stoppe udbredelsen af COVID-19. Smitte|stop skal sammen med anbefalingerne fra myndighederne hjælpe os med at passe godt på hinanden. Med smitte|s…

Falsk hund i en højttaler: Alexa kan gø som en vagthund, når du ikke er hjemme

Alexa’s New Trick: Barking Like a Dog to Scare Off Introducers
You typically use Amazon’s Alexa to play music, provide weather forecasts, and respond to other household requests. But Alexa just got a somewhat unusual new skill: the ability to bark like a dog.

Samsung klar til at levere foldbare skærme til andre producenter

Samsung’s reportedly ready to supply foldable displays to rival companies
Samsung’s foldable panel exclusivity is ending, with Chinese phones due in 2H 2021.

Verdens to rigeste mænd kæmper om fremtidens satellit-internet

Elon Musk’s shot at Amazon flares monthslong fight over billionaires’ orbital real estate
The bickering between Elon Musk and Jeff Bezos’ satellite projects has spilled out in the open, a sign of mounting competition for a lucrative market.

USA efter Trump: Udstyr fra Huawei udgør stadig en sikkerhedsrisiko

White House vows to protect U.S. telecoms network from Huawei security threat
The Biden administration will work to safeguard American telecoms networks from “untrusted vendors” like Huawei Technologies Co Ltd that threaten national security, the White House said on Wednesday, offering some insight into its plans for China’s top telecoms equipment...

Følg Techliv — og del med dem du kender...

Del gerne dette nyhedsbrev med folk du kender.

Følg os på sociale medier:

Techliv på Twitter og Facebook | Nicolai på Twitter | Anders på Twitter

You've successfully subscribed to Techliv
Perfekt! Hvis du vil have adgang til alt indhold på Techliv, skal du vælge et abonnement.
Velkommen tilbage! Du er nu logget ind på din konto.
Velkommen! Din konto er nu fuldt aktiveret, og du har adgang til alt indhold.