Eksperimenterne fortsætter
God tirsdag,
For snart to måneder siden sendte vi et nyhedsbrev ud med titlen “det store teknologieksperiment er i gang”. Og det har vist sig på rigtig mange måder at holde stik.
Det er også mest eksperimenter, det skal handle om i dag. De er dog af meget varierende størrelse.
Hjemmearbejde er forlænget resten af året hos nogle af de største techfirmaer. Twitter afprøver nye labels i kampen mod misinformation, mens Elon Musk eksperimenterer med sine medarbejderes helbred.
I den langt mindre skala forsøger to fans at redde en email-app, der allerede har drejet nøglen om to gange.
Og så skal vi sige farvel til en revolutionerende rygsæk, der har skrevet sig ind i den efterhånden meget lange række af crowdfunding-eksperimenter, der endte som en lang næse til de velmenende backere.
God læselyst,
Nicolai
1. Twitter: Nye regler og bannere skal begrænse misinformation
Twitter fortsætter med at stramme grænserne for misledende indhold om Covid-19.
I en blogpost oplyser det sociale medie, at de nu vil bruge flere labels til at mærke tweets, der indeholder (eller potentielt indeholder) misinformation.
Er der tale om direkte falske udsagn vil tweets blive fjernet — også selvom de kommer fra Trump eller andre verdensledere.
Er påstandene mere i en gråzone, kan du opleve at se tweets, hvor indholdet helt er skjult. I stedet vil du se en tekst, der klargør, at tweetet indeholder oplysninger, der strider mod vejledninger fra myndigheder eller sundhedseksperter.
Du kan stadig godt få lov at se tweetet, men er altså advaret på forhånd.
Er indholdet mere i en gråzone, vil Twitter i stedet linke til en side med indhold fra “eksterne troværdige kilder”.
Twitter oplyser at udrulningen af de nye labels er en løbende proces, og at der meget muligt kommer flere nye labels i fremtiden.
Et bud herfra er, at Twitter på sigt vil overføre det samme koncept til al indhold på deres platform og ikke kun tweets om Corona-virus. Med andre ord kan det være starten på en mere reel filtrering af indhold på det sociale medie.
2. Musk åbner Tesla-fabrik og tager en tur i spjældet, hvis det bliver nødvendigt
En af dem der potentielt kan blive ramt af Twitters nye regler er Elon Musk, der som tidligere nævnt navigerer igennem Corona-krisen baseret på egne hjemmebryggede teser.
Nu har Musk så valgt at genåbne Tesla-fabrikken i Fremont i Alameda County, Californien, hvilket strider imod myndighedernes påbud.
Som altid har Musk brugt Twitter til at kommunikere til omverdenen — denne gang at han om nødvendigt er villig til at tage en tur i spjældet:
“Tesla genstarter produktionen i dag imod Alameda Countys regler. Jeg vil være tilstede på produktionsgulvet med alle andre. Hvis nogen skal anholdes, beder jeg om, at det kun bliver mig.”
Hvis du arbejder for Elon Musk og Tesla, så er der ingen kære mor, hvis du ønsker at udvise samfundssind ved at blive hjemme. Musk har beordret alle på arbejde, og flere medarbejdere frygter en hurtig fyreseddel, hvis de ikke møder op.
Genåbningen sker få dage efter Elon Musk har truet med at flytte Teslas fabrik ud af Californien og lægge sag an mod Alameda County for at forhindre Tesla i at producere biler.
3. Google og Facebook giver grønt lys til hjemmearbejde resten af året
I modsætning til Musk så har både Google og Facebook sat det lange lys på.
Facebook besluttede i sidste uge at de fleste af firmaets medarbejdere kan få lov at arbejde hjemmefra resten af 2020.
Kort efter har Google ligeledes besluttet at forlænge muligheden for hjemmearbejde til resten af året.
For begge firmaer gælder det vel at mærke kun for de medarbejdere, hvis funktioner ikke kræver, at de fysisk er tilstede på kontoret.
4. Farvel til en revolutionerende rygsæk — og crowdfunding
I en helt anden boldgade finder vi en, der aldrig får lov at komme tilbage på kontoret igen.
Doug Monahan, som er manden bag iBackPack — et af alt for mange kuldsejlede crowdfundingprojekter — har indgået en aftale med de amerikanske myndigheder, som betyder, at han aldrig må benytte crowdfunding igen.
Det sker efter at Monahan brugte størstedelen af de 800.000 dollars, han indsamlede til produktion og levering af en “revolutionerende rygsæk,” på personligt forbrug og Bitcoin.
Doug Monahan har tidligere fortalt, at han var inspireret af Coolest Cooler, den mest succesfulde crowdfunding-kampagne nogensinde, der indsamlede vanvittige 13 millioner dollars.
Den kombinerede køletaske, cocktailblender og Bluetooth-højttaler(!) formodede heller aldrig at levere det unikke produkt til alle de folk, der havde støttet projektet, og firmaet har siden drejet nøglen om.
Husk det nu, hvis du falder over et fedt crowdfunding-projekt. Det er en meget usikker investering.
5. Newton Mail får sit tredje liv
I modsætning til mange crowdfundingprojketer, så sker det af og til, at et kuldsejlet produkt får nyt liv.
Til gengæld et det lidt mere usædvanligt, at det sker to gange. Men det er ikke desto mindre tilfældet for email-appen Newton Mail.
Mail-appen blev oprindeligt startet under navnet CloudMagic i 2013. I 2016 skiftede stifterne navnet til Newton Mail og introducerede en abonnementspris på godt 350 kroner om året.
Men på trods af nye funktioner og en ambition om at virke på tværs af alle platforme, så var der ikke nok kunder i butikken. Og i 2018 meddelte stifterne så, at de lukkede ned.
Et par måneder senere blev mailtjenesten dog reddet, da firmaet Essential købte Newton Mail.
Essential, som blev stiftet af Androids opfinder Andy Rubin (efter han forlod Google med et gyldent håndtryk på 90 millioner dollar i kølvandet på en sag om sexchikane og overgreb), måtte dog selv dreje nøglen om i starten af 2020, da firmaets bud på en smartphone ikke fandt gang på jord.
Men nu har to Newton Mail-fans overtaget email-appen fra Essential og fremlagt en køreplan for, hvordan email-appen skal klare sig denne gang.
Vi siger held og lykke — og husk at støtte god software og gode apps. Ellers så forsvinder de jo.
LINKS TIL LÆSEHESTE
Corona f**cker med AI-systemer: Ændringerne i vores vaner afviger så meget fra normalen, at en række systemer baseret på maskinlæring ganske enkelt ikke ved, hvad de skal gøre.
Røntgenbilleder af et Magic Keyboard: iFixit går i detaljer med det nye iPad-tastatur. Trackpaden har en ganske special klik-mekanisme.
Spotify-playlister kan nu styres og redigeres af flere personer samtidig — hvis du kan overskue det.
Bitcoin-mining er netop blevet halveret: Her er en kort, simpel forklaring af hvorfor, og hvad det betyder for kryptovalutaen.
Thunderbolt-porte har en graverende sikkerhedsfejl.